PÅ DEN HÅRDE MÅDE
I familien Madsen kørte alle deres eget løb.
Far, Jens, havde udover sin hustru også en yndlingsdame eller to (eller flere), og det var aldrig helt den samme. Mor, Lene, var bestemt heller ikke nogen dydsengel. Hun kunne også godt li at tilbringe aftener med en gift kollega fra revisorafdelingen. De to sønner, Anders og Emil, passede lidt sig selv, for forældreopdragelse var ikke lige denne families stærke side. Hvis man spurgte Lene, så var det folkeskolelærernes ansvar at opdrage ungerne og sådan var det bare.
Eneste fællesmåltid i huset var om søndagen, hvor familien dumpede ned om køkkenbordet, skovlede frikadellerne ind og spredte sig for alle vinde, før nogen fik talt til tre. Sådan havde de nok bare fortsat i deres rodede, søde, syndige tilværelse, hvis ikke noget langt mere alvorligt var sket.
Da lillebror Emil var tolv, besluttede Jens sig for at tage ham med i kolonihaveforeningens garage og lære ham lidt om biler eller sådan sagde han i hvert fald selv. Emil, der aldrig havde set så mange værktøjer samlet på ét sted, nussede nysgerrigt rundt, mens Jens lige stak over til gutterne ovre ved næste garage, hvor der altid var en spand kaffe og sladder at hente.
Pludselig væltede der kulsorte røgskyer ud fra Jens garage og så, flammer! Ingen forstod, hvad der var sket, før bagefter men det viste sig, at Emil, i et uopmærksomt øjeblik, havde sendt en brændende ukrudtsbrænder ned i en dunk benzin. Folk gik i panik. Flammerne peb. Nogen kastede en spand vand i hovedet på Jens, og han styrtede ind i ilden. Et øjeblik efter kom han ud med Emil i armene. Drengen var forbrændt over det hele, kun ansigtet var sluppet nogenlunde, for det havde Emil dækket med hænderne. Tøjet var væk.
I forvirringen havde nogen allerede ringet efter brandvæsen og ambulance. Emil blev kørt afsted i hylende fart han var i live! På hospitalet blev han straks kørt på operationsbordet. Timerne sneg sig afsted, før en kølig læge kom ud til forældrene:
Vi gør alt, hvad vi kan og mere til. Jeres dreng er i koma. Chancen for at han klarer den én ud af en million. Den officielle medicin kommer til kort her. Men hvis Emil har en vild vilje til livet, kan et mirakel ske. Hold ud.
Jens og Lene, i skjorteærmer og regnvåde sko, drønede straks til Sankt Nikolaj Kirke på Sønder Boulevard. Himlen åbnede for et forrygende skybrud, og de piskede ind i kirken, for første gang i deres liv. Der var næsten tomt og duftede af stearin. Da de så præsten, listede de forsigtigt hen til ham.
Far undskyld, hr. præst! Vores dreng dør! Hvad gør vi? snøftede Lene hulkende.
Jeg hedder fader Søren, mine børn. Jaja ingen tænker på Gud, før de står i l Hm. Synder I meget? spurgte præsten tørt.
Nej, vel egentlig ikke. Har da aldrig slået nogen ihjel, var Jens kække svar, mens han nørklede med blikket under fader Sørens skarpe øjne.
Men kærligheden har I slået ihjel! Den ligger død og klemt under jer. Mellem mand og kone skal der ikke kunne sniges så meget som en synål hos jer kunne man lægge en hel igle af en tømmerflåde! Ak ja Bed til Sankt Nikolaj, børn. Men husk, det er ikke jer, der bestemmer! Nogle gange er det himlen, der giver et spark bagi. Ellers forstår I jo ingenting. Alt kan reddes med kærlighed!
Våd af både regn og skam stod Jens og Lene som to våde fugle foran den skarpe præst og sugede sandheder, de egentlig helst havde været foruden. Han pegede på ikonet af Sankt Nikolaj.
Knælende bad de, sang for deres drengs overlevelse, græd og aflagde løfter som blinde, der får synet igen. Alle sidespring og skjulte kærlighedsaffærer blev finito og slettet fra harddisken. De gennemgik livet, bogstav for bogstav, sy for sy.
Næste morgen ringede lægen: Emil var vågnet af koma.
Jens og Lene sad straks hos deres søn. Han prøvede at smile, da han så dem, men det var lidt skævt smerten havde fået sit eget aftryk i hans ansigt.
Mor, far lov mig at I aldrig går fra hinanden, hviskede han.
Hvorfor tror du det, skat? Vi er jo sammen, forsikrede Lene og klemte hans varme, slappe hånd. Emil vred sig og peb. Lene slap med det samme.
Jeg har set det, mor Og når jeg får børn, skal de hedde Jens og Lene! fortsatte Emil stille.
Jens og Lene kiggede på hinanden. Han må da tale i vildelse! Hvilke børn? Du kan jo ikke engang kradse dig, knægt! Lad os nu bare få dig på benene først.
Men fra den dag gik det fremad for Emil. Penge og kræfter blev sat ind for at få ham på højkant. Jens og Lene solgte kolonihaven til en pæn skilling i kroner; bilen og garagen var alligevel blevet flammernes bytte. Hovedsagen var, at Emil var i live! Bedster og olde forenede sig i kampen om at hjælpe.
Familien blev for første gang i mange år samlet om noget.
Selv den længste dag får ende.
Et år senere var Emil på et rehabiliteringscenter i Jylland. Nu kunne han gå og klare sig selv. Der mødte han Anna, en pige på samme alder, hvis ansigt var arret af en ildebrand. Hun havde fået lavet flere operationer og vovede aldrig et blik i spejlet. Hun var rædselsslagen.
Emil følte ømhed for hende. Der var noget lysende og modent over Anna, og han ville gøre alt for at beskytte hende. De to slog pjalterne sammen, når de ikke var til behandling. Samme oplevelser med smerte, fortvivlelse, bitre piller og sprøjter. Trods alt fandt de altid emner, de kun lige var begyndt at tale om.
Tiden gik
De to holdt et lille, hyggeligt bryllup, så dansk som noget: grydesteg og tarteletter og båndklipning på rådhuset. De fik to skønne børn datteren Rikke og tre år efter sønnen Laurits.
Da roen endelig havde sænket sig over familien, stod det dog klart for Jens og Lene, at de ikke længere kunne holde hinandens selskab ud. Hele Emil-affæren havde tappet dem. De skiltes, og det føltes for begge som en lettelse.
Lene rykkede hjem til sin søster i Hillerød. Ingen kunne rigtigt længes efter hinanden. Hun gik først forbi kirken for at få fader Sørens velsignelse. De senere år var hun ofte vendt tilbage bare for at sige tak for sønnens redning. Fader Søren rettede hende dog venligt:
Tak Gud, Lene. Ikke mig.
Han brød sig ikke om hendes afgang:
Men tag du nu lidt fri, hvis det er nødvendigt. Ensomhed kan gøre sjælen godt. Men husk at vende hjem mand og kone hører sammen! formanede han kærligt.
Jens blev alene i den tomme lejlighed på Amager. Sønnerne med familier boede for sig selv. De forhenværende ægtefolk besøgte børnebørnene på skift og sørgede minutiøst for aldrig at falde over hinanden i entreen.
Og således havde alle endelig fået det ja, lidt mere hyggeligt.
