MIN EGENSKABELIGE HUSTRU
– Hvordan klarer du egentlig at holde sammen med den samme kone i så mange år? Hvad er hemmeligheden? Min bror stiller altid det spørgsmål, hver gang han er på besøg.
– Kærlighed og en stor portion tålmodighed, dét er hele hemmeligheden, svarer jeg ham altid.
– Den opskrift er ikke for mig. Jeg elsker alle kvinder. Hver eneste af dem er et mysterium. At leve med en bog, jeg allerede har læst, kan jeg ikke, griner min bror.
Min lillebror Poul blev gift som 18-årig. Hans brud, Ingrid, var ti år ældre. Ingrid, en sød, ægte dansk pige, forelskede sig hovedkulds i Poul for hele livet. Poul derimod så det mere som en flirt.
Ingrid flyttede lovligt ind i Pouls hus, hvor der boede syv slægtninge i forvejen, og snart fødte hun en lille søn, Mads. Ingrid troede, hun havde fanget lykken. Unge familien fik et lille værelse i huset.
Ingrid havde en vidunderlig samling af porcelænsfigurer, som hun passede på, nærmest som børn. Kollektionen bestod af ti sjældne figurer. Hun satte dem på det gamle kommode, så alle kunne beundre dem. Hele familien vidste, hvor kære disse skrøbelige figurer var for Ingrid. Ofte stod hun længe ved kommoden, betragtede og nød figurerne.
På det tidspunkt var jeg selv kun ved at finde mig en kone jeg kiggede efter den eneste ene, for livet. Jeg glædede mig til at finde hende. Og min drøm blev opfyldt jeg har nu været gift med min kone i over halvtreds år.
Poul og Ingrid var gift i ti år. Ingrid havde ikke meget at være stolt af i det ægteskab. Hun gjorde sig umage for at være en god hustru, elskede sin mand og sin søn ubetinget. Hun var blid, ydmyg og kompromissøgende. Alligevel manglede der noget for Poul.
En aften kom Poul hjem, lettere beruset. Noget faldt ham for brystet ved Ingrids udseende og opførsel, så han begyndte at hænge sig i småting, jokede groft, knugede hende i armene. Ingrid, der fornemmede, hvad der var på vej, tog roligt lille Mads i hånden og gik udenfor. Pludselig lød et frygteligt brag indefra. Ingrid vidste straks, at det var lyden af knuste figurer. Hun løb ind og der på gulvet lå hele hendes elskede samling nu bare skår. Kun én figur var i mirakuløst hel tilstand. Ingrid løftede den varsomt op og kyssede den. Hun sagde ikke et ord til Poul. Men hendes øjne stod blanke af tårer.
Der blev en kløft mellem Poul og Ingrid efter den dag. Jeg tror hun fra da af mentalt levede et sted udenfor familien. Hun passede stadig pligterne som hustru og mor, men det hele var halvhjertet, tungt.
Poul begyndte at drikke endnu oftere. Snart hang han ud med tvivlsomme bekendtskaber og kvinder med en løs moral. Ingrid forstod det hele, men sagde intet lukkede sig inde i sig selv og blev fjern, ensom. Poul dukkede nu sjældnere op derhjemme, og familien var helt overladt til Ingrid.
Efterhånden indså Ingrid, at man ikke kan indfange vinden på marken, og til slut blev de skilt. Ingen råb, ingen bebrejdelser. Ingrid tog Mads med sig tilbage til sin hjemby. Den ene porcelænsfigur, som havde overlevet, stod tilbage ensom på kommoden. Ingrid lod den stå som et minde.
Poul kedede sig ikke. Livet blev ét stort udsvævende eventyr uden bremser og forpligtelser. Han faldt let for kvinder og slap dem lige så nemt. Hans liv tog fart mod afgrunden. Tre gange giftede han sig og blev skilt igen. Drak tæt og til bevidstløshed.
Der skal dog siges, at Poul arbejdede på universitetet og var en dygtig, anset økonom, inviteret til at holde foredrag over hele landet. Han udgav endda en lærebog i økonomi, med sit navn på forsiden, og alle spåede ham en lys fremtid. Men alkohol og utroskab ødelagde det hele.
En dag troede vi i familien, at Poul endelig havde slået sig til ro. Vi sukkede lettede. Han besluttede sig for at gifte sig igen denne gang med en overvældende dame. Vi blev inviteret til et stille bryllup. Denne kvinde havde en 17-årig søn, som alle straks fornemmede ikke ville få et godt forhold til Poul. Og rigtigt, Poul ignorerede fuldstændig problemet. De blev aldrig venner tværtimod, konflikten imellem dem blev så slem, at der næsten skete en tragedie. Efter fem år gik det, som det måtte: skilsmisse.
Herefter fortsatte flakseriet: Karen, Gudrun, Lone Hver og én elskede Poul voldsomt, og han for hver troede, hun var den, han ville leve resten af livet med.
Livet havde dog egne planer. Da Poul blev 53, blev han dødeligt syg. Da var der ikke én eneste kvinde tilbage hos ham. De var alle forsvundet, som dug for solen. Mine søstre og jeg plejede Poul i hans sidste tid.
– Simon, giv mig kufferten under sengen, sagde Poul, forpint og svag.
Jeg rakte ind og trak en støvet kuffert frem. Da jeg åbnede den, blev jeg overrasket den var fuld af porcelænsfigurer. Hver enkelt var svøbt i et blødt klæde sikkert for at beskytte mod slag.
– Dem har jeg samlet til Ingrid. Jeg kan ikke glemme hendes tause blik, da hendes samling blev knust. Hun har lidt meget på grund af mig. Kan du huske alle de foredragsture rundt i landet? Jeg købte figurer overalt, hvor jeg kom frem. Kufferten har dobbeltbund tag pengene derfra. Alt hvad jeg har sparet sammen. Det skal gives til Ingrid. Må hun tilgive mig. Vi ses nok ikke igen. Simon, lov mig du giver det hele til hende.
– Ja, Poul, det lover jeg, mumlede jeg, rørt. Jeg vidste, at min bror nu forlod os for altid.
– Kuverten med Ingrids adresse ligger under min hovedpude, sagde han. Men han vendte sig aldrig om for at se mig i øjnene. Det kunne han ikke.
Ingrid boede stadig i sin barndomsby. Mads var syg lægerne forstod ikke, hvad der var galt. De foreslog at tage til Tyskland, måske kunne nogen der hjælpe. Alt dette læste jeg ud af Ingrids brev, det som jeg fandt under Pouls hovedpude. Tilsyneladende havde Ingrid aldrig brudt kontakten hun skrev af og til til Poul, men Poul svarede aldrig.
…Efter vi havde begravet Poul, forberedte jeg mig på rejsen jeg skulle opfylde hans sidste ønske.
Jeg mødtes med Ingrid på en lille stationsperron. Hun smilede, da hun fik øje på mig og omfavnede mig.
– Åh Simon, du ligner virkelig Poul det er som at se på ham.
Jeg rakte hende kufferten og sagde, som Poul havde bedt mig om:
– Ingrid, tilgiv din vildfarne mand. Her er lidt fra ham. Tag den med hjem og se indholdet. Du var Pouls eneste hustru husk det. Det betyder noget.
Vi sagde farvel. Jeg så hende aldrig igen.
Senere fik jeg et enkelt brev.
“Kære Simon, tak til dig og Poul for alt. Jeg er taknemmelig for, at Gud lod Poul være en del af mit liv. Figurerne solgte vi med held en samler satte stor pris på dem. Jeg kunne ikke holde ud at have dem stående; de bar for mange minder. Men pengene gjorde det muligt for os at tage til Canada, hvor min søster har boet i mange år. Jeg havde intet, der holdt mig tilbage længere. Det eneste jeg ventede på, var måske et ord fra Poul. Det kom aldrig Men jeg er glad for, at han betragtede mig som sin eneste hustru. Måske var jeg ikke helt glemt. Mads har det meget bedre her, han trives. Farvel.”
Ingen afsender.
