**Dagbogsnotat**
Jeg så dig. Gå ikke din vej. Hvad laver du i vores opgang? Katten så skyldbetynget ud, mens den tavst skrabede sine forfrosne poter fri af isslagene, der smeltede fra dens pels og dannede en lille vandpyt på gulvet.
Hvornår denne lodne strejfer først dukkede op i gården, kunne ingen rigtig huske. Den levede stille, næsten usynligt, som en skygge smuk, men snavset og tynd. Alle vidste bare, at den var kommet om foråret.
En pige fodrede den, når hun kunne, og passede på den: i kulden åbnede hun kælderdøren, hvis den ikke var låst, lagde gamle tøjstykker ud som liggeunderlag, og en gang smurte den endda poten med grøn maling, da hun så et sår.
Sådan levede katten tavst, forsigtigt, næsten usynligt
En dag så den pigen i en hvid kjole med blomster i håret, mens hun gik ud af opgangen på armen af en festklædt mand. Omkring dem var der mennesker, latter og klapsalver. Alle steg ind i biler med sløjfer og kørte væk. Fra den dag blev den venlige pige ikke set igen.
Katten var alene. Om natten sneg den sig til skraldespandene i sult i mørket var det roligere, og der var en chance for at snuppe noget spiseligt, før de andre strejfere kom tilbage.
Det vigtigste var at undgå de onde hunde. Sådan overlevede den Indtil de ekstreme frostnætter kom, og den nye vicevært smed den ud af kælderen og låste døren.
Hvor skulle den tage hen? Halvt frossen forsøgte den at komme ind i opgangen. Men der var den ikke velkommen: nogle jagtede den væk, andre sparkede og råbte. Ingen ville lukke den skælvende væsen ind.
Fortvivlet krøb den en aften ind i opgangen til det femetagers hus. Den havde hverken kræfter til at håbe eller frygte. Det var ligegyldigt bare den ikke frøs ihjel denne nat.
Først blev den opdaget af Elisabeth Sørensen, kaldet Tante Lise, som boede på anden sal. Hun skulle lige tjekke postkassen hun ventede på huslejeregningen. Hun var streng, men retfærdig, og alle i gården respekterede hende. I enhver diskussion sagde hun sin mening direkte, og selv boligforeningen havde respekt for hende.
Katten, der var sneget sig ind sammen med en beboer, krøb sammen ved radiatorhjørnet og åndede knap. Dens pels var iskold, og dens øjne udstrålede bøn og udmattelse.
»Jeg ser dig. Gem dig ikke. Hvad har bragt dig herhen? Er du frossen, sulten, hva?« knurrede Tante Lise.
Katten løftede skyldbetynget blikket og bevægede knap sine stive poter, hvor isen langsomt smeltede.
»Nå, hvad skal jeg gøre med dig Vent her.«
Hun vidste, hvad sult var. Under besættelsen havde hendes ødelagte ben knap kunnet bære hende, men alligevel gik hun op til sin lejlighed og kom tilbage med en skål mad, vand og en mølædt uldtrøje.
»Værsgo, spis. Stakkels lille ven, frygt ikke, jeg tager det ikke fra dig,« sukkede hun, mens hun så katten sluge birkesgrøden med leverstykker.
Hun lagde trøjen ud og gik tilbage, helt glemt om huslejeregningen
Katten, der for første gang følte sig varm og mæt, besluttede, at dette var dens hjem, og den strenge, men godhjertede kvinde dens ejer.
For ikke at blive jaget væk, opførte den sig stille og disciplineret, som den engang havde gjort i sit gamle liv, da den var en huskat. Tante Lise gav den endda et nyt navn Misse.
Men ikke alle beboere var glade for den ny
