– Vi bliver nødt til at bo hos dig et stykke tid, for vi har ikke råd til at leje en lejlighed! – sagde min veninde til mig. Jeg er en meget aktiv kvinde. Selvom jeg er 65 år, lykkes det mig stadig at rejse rundt i Danmark og møde spændende mennesker. Med glæde og vemod tænker jeg tilbage på min ungdom – dengang kunne man holde ferie, hvor man ville! Man kunne tage til Skagen eller ud på campingtur med vennerne. Man kunne sejle på Gudenåen eller tage på cykelferie på Sjælland. Det hele kunne gøres for små penge. Desværre hører den tid fortiden til. Jeg har altid elsket at møde nye mennesker – på stranden, i teatret eller til koncerter. Mange af de venskaber varede i årevis. For nogle år siden mødte jeg en kvinde, Sara, da vi begge boede på et lille pensionat på Samsø. Vi skiltes som veninder og holdt kontakt med breve. Så, pludselig – en dag fik jeg et telegram: “Toget ankommer klokken tre om natten. Mød mig!” Jeg forstod ikke, hvem der havde sendt det, så min mand og jeg blev hjemme. Men klokken fire om morgenen bankede det på døren. Til min overraskelse stod Sara der – med to teenagepiger, bedstemor og en mand. De havde et bjerg af bagage med sig. Min mand og jeg var helt paf, men lod dem alligevel komme ind. Sara sagde: – “Hvorfor mødte du os ikke? Jeg sendte jo telegrammet! Og i øvrigt, det kostede penge! – Undskyld, vi vidste ikke, hvem det var fra! – Du har jo givet mig din adresse. Her er jeg. – Jeg troede bare, vi skulle skrive breve til hinanden! Sara forklarede, at den ene pige netop var blevet student og ville studere i København, og resten af familien var kommet for at støtte hende. – Vi kommer til at bo hos dig! Vi har ikke råd til lejlighed eller hotel! Jeg var chokeret – vi er jo ikke familie. Hvorfor skulle vi lade dem flytte ind? Vi skulle lave mad til dem tre gange om dagen. De havde lidt mad med, men lavede aldrig selv noget – de spiste bare vores. Det var mig, der måtte klare det hele. Efter tre dage kunne jeg ikke mere og bad Sara og hendes familie om at flytte ud – jeg var ligeglad med, hvor de tog hen. Det endte med et skænderi. Sara begyndte at smadre tallerkener og råbte hysterisk. Jeg var chokeret over hendes opførsel. Da de endelig pakkede, lykkedes det dem endda at stjæle min morgenkåbe, flere håndklæder og på mystisk vis også min store gryde. Jeg aner ikke, hvordan de fik den med! Gryden var bare væk. Sådan sluttede det venskab – heldigvis! Jeg har aldrig hørt fra hende eller set hende siden. Hvordan kan man være så fræk! Nu er jeg meget mere forsigtig, når jeg møder nye mennesker.

Vi bliver nødt til at bo hos dig et stykke tid, for vi har ikke råd til at leje en lejlighed! sagde min veninde til mig.

Jeg er en meget aktiv mand, og selvom jeg er fyldt 65 år, elsker jeg stadig at rejse rundt og møde spændende mennesker. Jeg tænker med både glæde og vemod tilbage på min ungdom, hvor sommerferien betød frihed. Dengang kunne man tage til Skagen eller sommerhus ved Vesterhavet. Man kunne tage på camping med venner og bekendte, eller sejle en tur op ad Gudenåen. Alt det kunne lade sig gøre for ganske få kroner.

Men den tid er for længst forbi. Jeg har altid nydt at lære nye folk at kende. Jeg mødte mennesker på stranden, i teateret eller til kulturelle arrangementer i København. Med mange af dem har jeg holdt kontakten i årevis.

En dag lærte jeg en kvinde ved navn Rikke at kende. Vi boede begge på samme pensionat i Sæby under sommerferien. Da vi tog hjem, var vi blevet gode venner. Nogle år gik, og vi udvekslede af og til breve.

Så, en dag, fik jeg et telegram. Helt uden afsender. Der stod bare: Toget ankommer klokken tre i nat. Mød mig ved stationen!

Jeg forstod ikke, hvem der kunne have sendt det. Naturligvis tog min kone og jeg ingen steder. Men klokken fire om morgenen ringede det på døren. Jeg åbnede og blev målløs. På min dørtrin stod Rikke, to teenagepiger, hendes gamle mor og en mand alle med en enorm bunke bagage. Min kone og jeg var målløse, men vi lukkede dem alligevel ind. Rikke spurgte:

Hvorfor mødte du os ikke? Jeg sendte dig jo telegrammet! Det kostede faktisk penge!
Undskyld, vi vidste ikke, hvem der havde sendt det!
Du har jo givet mig din adresse. Her er jeg.
Jeg troede, vi bare skulle skrive breve til hinanden, det var dét.

Derefter forklarede Rikke, at den ene pige lige var blevet student og skulle til Aarhus for at læse. Resten af familien var kommet for at støtte hende.

Vi bliver nødt til at bo hos dig. Vi har ikke penge til hverken lejlighed eller hotel!

Jeg blev helt paf. Vi er jo ikke engang i familie. Hvorfor skulle vi huse dem? Vi endte med at skulle lave mad til hele flokken tre gange om dagen. De havde lidt mad med, men lavede aldrig noget selv de spiste bare vores. Jeg blev tjenende ånd for dem alle.

Efter tre dage kunne jeg ikke klare mere, så jeg bad Rikke og hendes familie om at flytte. Jeg var faktisk ligeglad, hvorhen de gik.

Det endte med skænderi. Rikke begyndte at smadre glas og råbe hysterisk.

Jeg var chokeret over hendes opførsel. Til sidst begyndte familien at pakke, og da de var gået, manglede min morgenkåbe, et par håndklæder og på en eller anden mystisk måde min store gryde. Jeg har ingen idé om, hvordan de fik slæbt den ud, men den var bare væk!

Sådan endte mit venskab med Rikke. Gudskelov! Jeg har aldrig hørt fra hende siden og heller aldrig set hende igen. Hvordan kan nogen være så fræk?
Nu er jeg meget mere forsigtig med, hvem jeg lukker ind i mit liv. Det har jeg lært selv gamle venner kan overraske én på den værste måde.