Hvor har du lagt servietterne? Jeg sagde jo, du skulle finde dem med sølvkant de passer meget bedre til dugen, sagde Mette, uden at vende sig, mens hun skar citronen i tynde, gennemsigtige skiver.
Normalt ville hendes mand, Bent, allerede sidde foran fjernsynet på det her tidspunkt og vente på starten af nytårskoncerten, men i dag var han ikke kommet hjem endnu. Mette gik og småsnakkede for sig selv i det varme, hyggelige køkken. Der var kun tre timer tilbage til klokken slog tolv. I ovnen stod hendes berømte and med æbler fra haven, og duften af jul spredte sig gennem den skinnende rene lejlighed. Træet blinkede farverigt i stuen, og hun havde det der særlige, varme forventningsfulde sug i maven, som selv femtifem år ikke havde slået ihjel.
Hun tørrede hænderne i viskestykket og kiggede på uret. Bent trak ud. Han havde sagt, han lige skulle forbi kontoret og hente en glemt gave, men nu var han forsvundet længere tid end forventet. Mette smilede ved tanken. Han prøver sikkert at gøre det ekstra specielt i år var det nemlig deres sølvbryllup. Femogtyve år sammen. Nytåret skulle fejres romantisk kun de to, ingen børn, ingen gæster og ingen larm.
Endelig hørte hun døren i entreen. Hun rettede på håret, trak forklædet af sit fine, blå fløjlsdress og gik ud for at tage imod Bent.
Bent, hvor har du dog været? Anden
Hun stoppede brat midt i sætningen. For Bent stod ikke alene i døren. Ved hans side stod en yngre kvinde og børstede sne af sin dyre pelskåbe. Hun var åbenlyst stilikon med et kæmpestort rødt hår og læberne pyntet med den vildeste røde læbestift. I hånden havde hun en pose mandariner og Bent, med en lidt pinlig, lidt for livlig mine, balancerede en flaske mousserende vin.
Så, Mette, vi får gæster! sagde han med unødvendigt høj stemme. Sig hej til Sofie! Sofie Bjerregaard, vores nye cheføkonom.
Mette frøs til is. Hun stirrede skiftevis på sin mand og kvinden, og trak vejret tungt.
Godaften, fik hun klemt ud. Ventede vi nogen?
Sofie, uden at blinke, rakte venligt hånden frem med sin skinnende handske.
Nej, men altså, Mette, tusind tak. Nu skal du høre, hvilken drama! Det var som noget fra en gammel dansk film! Bent jeg mener, hr. Kvist, han reddede mig bogstaveligt talt jeg ved ikke, hvad jeg ellers havde gjort!
Bent havde allerede travlt med at få sko og jakke af, uden at møde Mettes blik.
Mette, forstår du Jeg kom lige forbi kontoret, og så sad Sofie der var helt ude af den. Lejligheden sat under vand, strømmen er gået, hun sad midt i mørket og frøs, og VVSeren kan først komme om tre dage. Hun har ingen familie i byen, og hvem vil sidde alene nytårsaften? Jeg sagde til hende, ‘Kom med hjem til os! Mette er et rart menneske, vi finder altid plads!’
Mette mærkede, hvordan det hele snurrede indeni. Femogtyve år. En romantisk aften. Stearinlysene, hun allerede havde sat på bordet. Og så det her.
Kom indenfor, sagde hun med kølig stemme. Nu er du her jo.
Sofie svævede ind i lejligheden, fyldte spisestuen med en sød, tung parfume, der straks overdøvede både and og gran.
Åh, hvor hyggeligt her er! klukkede hun, og så sig om. Sådan rigtig retro-vibe! Min mormor havde også sådan et vitrineskab. Vildt charmerende, som et museum, nærmest!
Mette bed sig i læben. Det mahogniskab havde hun købt i Milano til en mindre formue for fem år siden, men hun orkede ikke forklare denne kvinde noget.
Bent, hjælp damen med jakken, beordrede hun og forsvandt ud i køkkenet. Hun måtte sunde sig. Hænderne rystede.
Bent fulgte hurtigt efter. Han så lettere kvast ud, men med et stædigt glimt i øjet.
Mette, nu må du ikke vel? Han lukkede døren ind til køkkenet bag sig og hviskede Hun kunne seriøst ikke gå andre steder hen. Vær nu ikke så stiv i det. Det er altså nytår! Vi bestiller en taxa til hende, eller hun kan sove på sofaen
På sofaen? Mette snurrede rundt og knugede grydeskeen, så knoerne blev hvide. Bent, er du rigtig klog? Vi havde aftalt det bare var os to. Nu kommer du hjem med ja, hende der, som allerede fornærmer mit hjem. “Et museum”?
Hun mener ikke noget ondt med det! Hun er bare ung og lidt for ligetil. Kom nu, Mette. Det er min arbejdsplads, hun skal da ikke sladrer om, jeg smed hende ud. Jeg skal jo stadig arbejde sammen med hende.
Mette så på ham, og syntes pludselig, hun ikke kunne kende ham. Hvor var den mand, hun havde bygget livet op med? Han stod der, midaldrende, prøvede at tage sig ud for en ung løve overfor en yngre kollega.
Fint. Hun bliver. Men hvis hun siger ét ord mere om mit hjem
Hun siger ikke noget mere! lover Bent, og snuppede hende kærligt om livet, men hun skubbede ham væk.
Så gå ud og underhold din spontane gæst. Jeg skal alligevel finde et tredje dækketallerken.
Middagen startede tungt. Mette lagde tallerkener op uden et ord. Sofie havde nu smidt pelsen og sad i et meget tætsiddende kjole med stor udskæring, som slet ikke matchede den hyggelige atmosfære. Hun sad henslængt, snoede glasset mellem fingrene.
Bent, vil du ikke åbne boblerne? Bare for at sige farvel til det gamle år, klynkede hun og sendte Bent et skælmsk blik. Jeg er helt tørstig.
” Bent”, tænkte Mette, næsten vred. Hun satte “Sild under pels”, det russiske salatfad, på bordet med et ordentligt bump.
Vi åbner først boblerne, når klokken slår tolv, sagde hun skarpt. Ellers har vi hjemmelavet tranebærsaft.
Sofie lavede et surmund.
Tranebærsaft? Så nuttet. Men jeg drikker altså ikke sødt, passer på figuren. Har I ikke noget tør champagne? Sødt er jo for begyndere, ik?
Bent hoppede straks op.
Jeg tror, jeg har en god gammel cognac på lager! Skal du have, Sofie?
Ja tak, bare en dråbe. Det er lidt køligt her, sparer I på varmen?
Mette satte sig overfor dem, følte sig som en statist i sit eget hjem. Bent flirtede, hældte op, lagde kaviar på tallerkenen, fortalte gamle vittigheder, som Sofie grinede overdrevet højt af.
Så, Mette, arbejder du egentlig? spurgte Sofie pludselig, stoppede med at tygge.
Ja, svarede Mette roligt. Jeg er produktionsteknolog på chokoladefabrikken.
Ej, hvor sejt! Du ser ellers meget hjemlig ud. Du ved, sådan én der går hjemme og laver frikadeller til manden hver dag. Bent har sagt, du kan alt med hænderne. Han sagde dog, at man ikke altid kan snakke med dig, men at kagerne er gode.
Der blev pludselig meget stille ved bordet. Kun uret og fjernsynet brummede videre. Bent satte cognac i galen og hostede.
Jeg har ALDRIG sagt sådan noget! forsøgte han febrilsk. Sofie, nu har du misforstået alt!
Mette lagde gaflen langsomt. Indeni brast noget. Den fine tråd af tålmodighed knækkede. Så “kan ikke snakke med dig”? “Hverdagen har slugt os”?
Fortæl endelig videre, Sofie, sagde Mette med et koldt smil. Hvad har Bent ellers sagt? Det er meget underholdende at høre.
Sofie gik hurtigt i bakgear, men det blev bare værre.
Ej, tag det nu ikke ilde op! Mænd mangler bare lidt mere spænding. Bent til firmafesten i fredags var en fest! Han dansede limbo, og hele afdelingen klappede. Han sagde, “derhjemme går det ikke, konen har ømme ben”.
Mette kiggede mod sine ben under bordet. Hun havde ikke ondt i benene, kun når hun havde stået timevis og lavet mad til sin familie.
Bent sad helt viklet ind i pinlighed han kunne se katastrofen nærme sig.
Lad os skåle! forsøgte han febrilsk For freden i verden!
Vent lige, sagde Mette og stirrede på Sofie. Hvad var det, du sagde om de der rør i din lejlighed?
Rørene? Øhm ja, de sprang kæmpe vandsprøjt! Jeg blev virkelig forskrækket og ringede straks til Bent altså hr. Kvist. Han er jo en mand med styr på tingene. Ikke som min eksmand.
Sjovt, sagde Mette eftertænksomt. Det er minus ti grader udenfor. Hvis du havde haft et kæmpe brud på rørene og ingen strøm, ville du ikke sidde her med perfekt hår og manicure. Du ville lugte af kælder, ikke Chanel og ikke bare efter min mand.
Sofie rødmede.
Hvordan vover du! Jeg er gæst! Bent, sig noget!
Bent sank længere ned i stolen.
Mette, lad nu vær Hun har måske bare nåede vist at skifte
Ti stille, Bent, sagde Mette, lavt men bestemt. Hun rejste sig. Jeg har i tyve år lukket øjnene for dine små affærer, dine blikke efter unge piger, dine “overarbejdstimer”. Jeg troede, vi var familie. Men jeg er åbenbart bare husbestyrerinden.
Hun trak gardinet væk og så ud til mørket, hvor raketter begyndte at smælde på gaden.
Sådan her, vendte hun sig. Forestillingen er forbi. Sofie Bjerregaard, tag dine mandariner og smut.
Sofie blev helt stille. Hun gik med raske skridt mod entreen.
Bent! Vil du lade hende smide mig ud midt om natten!? jamrede Sofie og sendte et sidste håbefuldt blik mod ham.
Bent, modigt (eller måske presset af cognacen), slog i bordet.
Mette! Gider du stoppe det drama! Det er DIT hjem, ja, men jeg bor her også! Sofie bliver! Vi fejrer nytår sammen, som folk!
Som hvad? Spurgte Mette.
SOM HYSTERISKE KRAGER! råbte han.
Mette nikkede tørt, gik hen til vitrineskabet, hev den store weekendtaske frem den hun havde pakket med gaver til børnebørnene. Hun væltede chokoladeæsker ud på gulvet.
Dit hjem? sagde hun og kastede tasken i skødet på Bent. Fint. Så smutter jeg. Men husk, Bent, lejligheden er min mors. Du har kun tilmeldingsadresse her. Og tro mig, 2. januar går jeg ned på borgerservice og starter skilsmisse og udmeldelse. Men nu nu er det dig og Sofie, der smutter!
Hvad?! Bent blev bleg. Pludselig var cognacen pist væk. Mette! Hvad mener du?
Ja, du kan tage hjem til Sofie og hjælpe med vandskaden. Du savner jo spænding! Her er for tamt. Her er bare gammeldags “museér”.
Mette, vent nu! Kæmpe bummert, undskyld! Sofie går bare, jeg bliver her!
Hun så nærmest væmmelse i hans ansigt. Lige før havde han forsvaret Sofie, men da det blev ubehageligt, smed han hende straks under bussen.
Nej, Bent, “Olivier”-salaten er sur ligesom vores ægteskab. Pak. Du har fem minutter.
Sofie, der for længst havde set, festen var slut, fløj i skoene og sin pelskåbe.
Hun er stendød, hvislede hun, da hun smækkede døren bag sig. Bent, bestil selv en taxa, og tag dit kaos med dig.
Døren smækkede. Sofies parfume hang stadig i rummet sammen med følelsen af dårlig stemning.
Bent stod tilbage midt i stuen med en tom weekendtaske.
Mette prøvede han. Nu er hun væk. Anden bliver kold
Mette tog fadet med anden ud af ovnen. Nu stank duften af æbler og kanel hende mere end noget andet.
Glemt? sagde hun. Du tog en elskerinde med hjem på vores sølvbryllup? Du sladrede om mig bag min ryg og tillod hende at ydmyge mig.
Hun tog det tunge andefad i hænderne.
Bent, ud. Nu. Ellers ringer jeg til politiet og fortæller, du er fuld og truer mig. Tro mig, de tror på mig.
Bent så på hende og vidste: hun mente det. I den stille, hjemlige kvinde var en styrke, han aldrig havde set før.
Han gik mod soveværelset. Larmede med skabet, kastede tøj i tasken. Han tumlede ud i entreen, iført vinterjakken, med skjorteærmet dinglende ud af tasken.
Du kommer til at fortryde det, Mette! råbte han fra døren. Du sidder alene tilbage! Hvem gider dig i din alder?
Mig selv, svarede hun, og smækkede døren. Nøglen klikkede to gange.
Der var stille. Salig stilhed. Mette satte sig med ryggen mod døren. Hun troede, hun ville græde, men der kom ingen tårer bare en lettelse, som om en stor, gammel kommode endelig var væk, og nu var der plads.
Hun gik ud i køkkenet. Bordet var dækket op til tre. Salater, kaviar, and. Nu lignede det dekorationen til et teaterstykke, man aldrig nåede at spille.
Hun tog Sofies tallerken, halvspist, stadig mærket af læbestift, og kastede den hårdt i skraldespanden. Porcelænet klirrede den fineste musik.
Så røg Bents også ud. Dzzing!
Hun tog det tredje sæt bestik væk. Efterlod kun sin yndlingstallerken med guldkant. Hældte sig et stort glas iskold bobler.
På tvet begyndte statsministeren sin tale. Rådhusklokkerne gjorde klar til at ringe det nye år ind. Året der tog hendes illusioner og gav hende selvrespekten tilbage.
Godt nytår, Mette, hviskede hun til sit spejlbillede i det mørke vindue.
Hun skar sig selv det bedste stykke af anden låret med sprødt skind og lagde en skefuld “Olivier”, der i øvrigt var perfekt, op på tallerkenen.
Telefonen ringede. Hendes datter, Sigrid, skrev: “Mor, godt nytår! Vi elsker dig! Barnebørnene glæder sig vi kommer om en uge!”
Mette smilede. Livet forsvandt ikke børn, børnebørn, arbejde, hendes eget hjem. Det der røg det var bare gammelt skrammel.
Hun tog en tår champagne. Boblerne kildrede næsen, og hun snurrede let i hovedet. Første gang i årevis behøvede hun ikke tjekke op på alles glas eller mad. Hun nød bare øjeblikket.
Bag væggen råbte naboerne, sendte fyrværkeri af. Hele Danmark festede og det gjorde Mette, med sin frihed.
En lille times tid senere pakkede hun det meste af maden ned i bøtter. Dem ville hun tage med ned til den søde vicevært, fru Hansen, og rengøringsmanden Ivan. De fortjente også forkælelse.
Anden? Tja den spiser hun selv. Det har hun fortjent.
Før hun gik i seng, vaskede hun makeuppen af. En flot, velholdt kvinde med lidt triste, men meget levende øjne kiggede tilbage. På ingen måde “en kedelig kælling i curlers”.
Han ville have mere gang i den, tænkte Mette og lo. Nu får han rigeligt! Held og lykke med skilsmisse, lejebolig og børneforklaringer, Bent
Hun lagde sig på tværs af dobbeltsengen, endelig med plads til sig selv. Sengetøjet duftede af lavendel og nyvasket.
Næste morgen vækkede solskinnet hende. Ikke en eneste tanke om “morgenmad til Bent”, men: “Jeg vil have kaffe og et stykke kage på det nye konditori nede på hjørnet”. Og det var den bedste tanke i verden.
Hun vidste ikke præcis, hvad der ventede. Skilsmisse, konflikter, et par hårde samtaler. Men dét var for senere. Lige nu hele dagen for sig selv. God mad, ro og ingen, der kalder hendes hjem et museum eller hendes liv kedeligt.
