For mange år siden, da jeg tænker tilbage nu, var jeg 37 år og for længst skilt fra min eksmand. Det er efterhånden ti år siden, og det var bestemt ikke en lykkelig tid. Han havde været utro, og jeg kunne ikke tilgive ham. Siden da bor han sammen med den kvinde, han forlod mig for.
Hun blev gravid, de fik et barn sammen, og han giftede sig med hende. Siden har jeg undgået kontakt og havde ikke rigtigt fulgt med i, hvad deres liv bød på.
Jeg har altid haft en god indkomst, og for nylig har jeg endda solgt det hus, jeg arvede fra min mormor. Så jeg har en pæn sum penge stående. For en uge siden stod min eks pludselig foran min dør i København, selvom vi ikke har set hinanden i evigheder. Jeg blev forbløffet over at se ham, men det var ham, der startede samtalen. Han fortalte, at hans søn var blevet meget syg kræft, sagde han, og behandlingen ville blive dyr. Han og hans hustru havde ikke råd, og derfor kom han til mig.
Han havde tydeligvis hørt, at jeg havde solgt huset, og nu mente han, at tidspunktet var helt rigtigt for ham. Tænk at det hele skulle falde så heldigt ud for ham.
Jeg havde endnu ikke besluttet, hvad pengene skulle gå til. Jeg har drømt om at købe en ordentlig bil, men først skulle jeg have et kørekort, og tiden er knap. Men pengene ville jeg ikke slippe så let. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Ville han nogensinde give mig penge, hvis jeg var i nød? Det tvivler jeg stærkt på.
Du aner ikke, hvor pressede vi er! udbrød han. Men jeg husker tydeligt, hvordan han aldrig tog hensyn til mine følelser. Heller ikke hans kone. Han byttede mig ud uden at blinke. Ved skilsmissen delte vi alt lige, og han sagde, han skulle bruge alting til sit nye familieliv. Han ville endda have penge for min lejlighed, men den havde jeg heldigvis købt, før vi blev gift. Det var min redning. Han var så ulykkelig dengang og nu står han her og kræver penge, taler om følelser!
Han tilbød at komme med alle dokumenter for at bevise sit barns sygdom, men jeg har ikke brug for papirer. Jeg vil ikke engang overveje det, selv om han lover, at de ville betale pengene tilbage. Barnet skal også til genoptræning, og det er dyrt. For at være ærlig tror jeg ikke, jeg ville få noget igen.
Hvorfor låner du ikke i banken? spurgte jeg ham.
Jeg sagde det direkte. Han blev oprevet, sagde han var villig til at falde på knæ, men det gad jeg ikke se på. Det føltes bare uværdigt. Jeg har ikke behov for at ydmyge ham jeg vil bare ikke have noget med ham at gøre. Han solgte mig ud engang, han sveg mig. Så må han klare sig selv nu. Han sagde, han ville vende tilbage, når jeg havde haft tid til at tænke mig om. Men der er ikke noget at tænke over.
Måske vil nogen mene, at jeg er kold og samvittighedsløs, men jeg ønsker selv at styre mine penge. Jeg vil ikke dele dem med nogen. Samtalen sidder stadig i mig, og jeg har det lidt skidt over det. Men jeg har besluttet, at jeg ikke vil hjælpe dem det må blive deres lære og skæbne.
