Mine børn klarer sig godt, jeg har lidt penge på kontoen, og jeg begynder snart på folkepensionen.
For nogle måneder siden blev min nabo, Finn, begravet. Vi havde kendt hinanden gennem mange år boet side om side, fulgt hinandens liv, og været mere end tilfældige bekendte. Vi var familievenner, fulgte hinandens børn vokse op; Finn og Lise havde fem af slagsen. De havde knoklet for, at hver af ungerne kunne få deres eget hjem, især Finn, der var en særdeles dygtig automekaniker i Aalborg. Værkstederne stod i kø for at få ham ind, og ejeren af den nye servicestation bad næsten til Gud for at få Finn til at tage et ekstra trækt, for han kunne høre på lyden, hvis motoren fejlede en sand mester.
Kort tid inden Finn døde efter den yngstes bryllup begyndte man at se ham køre rundt på sin knallert, men tempoet i hans trasken var ikke, hvad det havde været. Energien var væk, og han gik nu mere som en gammel mand. Og det på trods af, at han lige havde rundet de 59 denne forår. Han tog ferie fra værkstedet, klagede til Lise over, at chefen nærmest tryglede ham om ikke at gå, for så tabte værkstedet kunder. Men Finn ville ikke. Dagen før han officielt skulle stoppe, tog han hen til chefen og bad om at få lov til at trække sig uden ballade han lovede dog at hjælpe til i nødsituationer.
Af en eller anden grund sagde han ikke noget til Lise, og næste morgen, mens han skulle have gjort sig klar til et smut ud på tanken, rullede han sig om på siden og faldt i søvn igen. Lise kom ind fra køkkenet, hvor hun allerede var i gang med morgenmaden, og udbrød smilende:
Søren, sover du stadig? Hvem tror du, jeg har lavet morgenmad til? Den bliver da kold!
Jeg spiser den kold jeg går ikke på arbejde i dag.
Ik på arbejde? De venter jo på dig!
De venter forgæves. Jeg har sagt op
Hold nu op, Finn! Jeg gider ikke de der jokes op og ud!
Lise rykkede fittigt dynen af ham, men han svarede ikke, gemte bare ansigtet og trak dynen om sig igen.
Jeg er træt, Lis. Min tid er brugt op Ligesom den gamle motor, tredje omgang børnene klarer sig, jeg har lidt kroner på kontoen og ser på pensionen
Pension? Børnene har så meget om ørerne lejlighed skal males, de skal udvide, nye møbler Maja vil købe en bil, hvem skal hjælpe?
Lad dem klare sig selv nu. Vi har gjort vores vi har aldrig spurgt dem om noget
Lidt senere kom Lise op til mig, helt ude af sig selv, og fortalte om morgenens samtale. Hun spurgte om råd, og jeg delte mine observationer om Finns forandring:
Han er træt, rigtig træt. Han beder selv om det nu, Lis. Prøv ikke at presse ham lad ham virkelig hvile. Der er ingen drenge i værkstedet, bare Finn, der slæber sig af sted. Sidste gang ved tusmørke kendte jeg ham dårligt nok han gik som en gammel mand, med slæbende skridt Han sagde selv til mig, da jeg nævnte, jeg ikke kendte ham, Jeg er træt
Men Lise ville ikke høre:
Han trækker bare tiden ud al den snak om træthed! Jeg kalder alle børnene sammen, de skal høre hvor meget der skal gøres!
Lis, du kan ikke blive ved din ældste er vel snart 45? Han bliver selv bedstefar! Det er tid til, at børnene hjælper, og du må slippe nu står alderdommen for døren.
Lise blev fornærmet over min bemærkning og gik sin vej.
En uges tid senere fik Finn og Lise alle børnene samlet omkring det store bord. Stemningen var højlydt, men mellem latteren hang en uro i luften. De vidste, der var en grund til samlingen ikke bare for hyggens skyld.
Lise tog ordet:
Far har tænkt sig at gå på pension, så vi skal nok alle til at klare os selv. Lad os snakke om det.
Finn blandede sig:
Hvorfor er I så nervøse I var fem, vi klarede jer alle, ingen manglede noget. Nu er vi to gamle, og I er fem voksne mon ikke I kan hjælpe? Vi klarede jer, og hjalp jer på vej sådan skal det være. Men nu nu kunne vi nok bruge lidt støtte selv. Det er svært for mig at blive ved jeg er bange for at skvatte over liften på værkstedet
Efter en pause kom børnene til orde. Anton, den ældste, begyndte ikke med omtanke, men en liste af egne problemer og planer:
Undskyld far, men vi har ikke råd til at hjælpe måske engang
De andre børn talte næsten ens de manglede lejlighed, ville have bil, håbede stadig mor og far gik til lommerne. Ingen spurgte, hvordan Finn og Lise egentlig havde skabt de ekstra penge og hjælp det var bare noget, man fik.
Til sidst rejste Finn sig med tungsind og sagde:
Så må jeg jo bare blive ved med at arbejde så længe jeg kan.
Dagen efter kom Lise til mig igen, og sagde opgivende:
Nå, du sagde det jo ungerne kom, snakkede med far og smuttede til arbejde igen. Så kan vi andre jo bare blive ved træt, træt Men hvad med mig jeg er da også slidt?
Finn holdt ud på tanken tre dage. Ambulancen kom og hentede ham ud af værkstedet. Hans trætte hjerte kunne ikke mere, og børnene var samlet til begravelsen og mindehøjtideligheden. Selvfølgelig var jeg også der, lyttede til børnene, huskede Finn og snakkede om, hvor god han havde været for børn og børnebørn. Men det brændte i mig: Hvorfor fik han ikke bare lov til at hvile han bad jo om hjælp!
En sorgfuld fortælling om min nabo nu bor Lise alene, sparer på alting, for børnene har nok i deres egne bekymringer.
