“Jeg var nødt til at sætte et ekstra køleskab ind, fordi min mor hele tiden tog mine indkøb” – fortæller Anna. “Situationen er helt absurd, men der var ingen anden udvej. Jeg har intet imod at sælge lejligheden og dele pengene, men hun nægter.” Anna er netop fyldt 24 år. Hun har en universitetsuddannelse, fundet et job, men er endnu ikke blevet gift. Hendes liv i sit eget hjem har langt fra været let. Anna ejer halvdelen af lejligheden. Førhen tilhørte boligen hendes far. Da han gik bort for ti år siden, fik Anna og hendes mor hver sin del – Anna var bare 14 år dengang. Familien havde det meget svært efter farens død; moren, Ali, stoppede med at arbejde da Anna var lille – hun opgav barsel, fordi faren tjente nok penge til dem begge. Hun gik hjemme, men efter farens død græd hun og sagde: “Hvor skulle de tage mig ind, nu hvor jeg er over fyrre? Skal jeg blive rengøringsassistent eller hvad?” Anna fortsætter: “Jeg fik børnepension efter min far, men min mor kunne ikke lade være med at gå i butikker og købe nye ting, selvom vi knap nok fik det til at løbe rundt. Min onkel hjalp i starten, men han fik nok.” Onklen sagde til Ali, at hun måtte finde sig et arbejde. Han havde selv to børn og kunne ikke forsørge alle. Et år efter bragte Ali en mand hjem – Darek. Han skulle nu bo hos dem. Hun forsøgte at løse problemet med at mangle penge ved at gifte sig igen. Darek tjente godt, men han kunne ikke finde fælles fodslag med Anna. Darkes ord: “Du gør ikke andet end at spise. Du burde hellere vaske tøj eller gøre rent. Hvorfor skal du lave lektier? Vil du læse videre? Til hvad – du burde arbejde. Eller tror du bare, jeg skal forsørge dig?” Anna turde intet sige. Hun havde sin børnepension, men pengene gik til moren. Ali ville ikke forsvare Anna overfor steddad. Hun var bange for at miste familiens forsørger. “Hvordan skal vi leve uden ham?” spurgte hun Anna. “Bare lad være med at diskutere og gør som han siger. Han er forsørgeren.” Anna kom alligevel på universitetet og fik arbejde. Hele tiden blev hun betragtet som en ekstra mund, der bare tyngede steddad. Han talte konstant, hvor meget han brugte på hende. “Et halvt år efter jeg fik job, kunne jeg købe mit eget køleskab,” fortæller Anna. “Jeg satte det op på mit værelse, fordi steddad låste det i køkkenet.” “Du har job? Så kan du også selv sørge for mad,” sagde Darek. Ali sagde igen ingenting, heller ikke når Darek kom med regninger og krævede Anna skulle betale alle udgifterne han havde haft på hende gennem årene. Efter et stykke tid mistede Darek sit arbejde. Han og Ali gik nu i krig med Annas køleskab. Alle regninger dumpede ind til Anna. I starten betalte hun, men steddad var arbejdsløs næsten et år. Til sidst fik Anna nok og satte hængelås på køleskabet. Ali var selvfølgelig imod det, for ifølge hende havde Darek forsørget dem hele tiden. Anna sagde: “Du kan hjælpe mig, hvis du vil. Jeg er ikke den første, der er nødt til at dele alt i det her hjem.” Gå ud og find et arbejde. Darek er for nylig flyttet ud. Ali har fået nok af en mand, der ikke bringer penge ind. Men Anna låser stadig køleskabet. Hun mener moren burde finde et arbejde. Synes du hun har ret?

Du, jeg var altså nødt til at købe mit eget køleskab og sætte det ind i mit værelse, fordi min mor blev ved med at tage mine indkøb, hver gang jeg havde handlet.

Det lyder lidt fjollet, ikke? Men det var virkelig den eneste løsning. Jeg ville faktisk gerne sælge lejligheden og dele pengene med min mor men hun vil på ingen måde høre tale om det.

Jeg er lige fyldt 24, har fået min kandidatgrad og fundet mit første job og nej, jeg er ikke gift endnu. Men livet herhjemme har virkelig været alt andet end nemt. Mit navn er Frida Petersen, og jeg ejer halvdelen af lejligheden. Min far havde boligen tidligere, men da han døde, arvede min mor og jeg hver vores del dengang var jeg kun 14.

Det var ualmindeligt hårdt for os dengang. Min mor, Pernille, stoppede med at arbejde da jeg var lille, for min far tjente godt der var jo råd. Hun tog sig af huset og mig, og alt kørte, lige indtil min far blev syg og døde. Pludselig stod hun der, 40 år gammel, uden job og uden mulighed for barsel eller noget som helst. Jeg kan stadig huske, hvordan hun sagde Hvor skal jeg nu få arbejde henne? Skal jeg ud og gøre rent på kommunen?

Jeg fik jo børnepension, men Pernille kunne altså ikke lade være med at gå i butikker og købe en masse ting, selvom pengene var meget små. I starten hjalp min onkel Henrik lidt til, men han fik nok til sidst.

Henrik sagde direkte til Pernille, at nu måtte hun altså selv finde et arbejde han havde jo to børn derhjemme og kunne ikke forsørge os allesammen. Så et år efter tog Pernille en ny mand med hjem han hed Torben. Hun mente, at nu ville han bo sammen med os, og så var pengene nok ikke et problem mere. Torben tjente vel godt, men vi to kunne ikke enes.

Du kan tro, jeg har hørt ham sige ting som: Du sidder bare her og spiser. Det kunne da være bedre, hvis du vaskede tøj eller gjorde rent. Hvorfor skal du overhovedet lave lektier? Skal du til at læse videre? Nej, du må altså ud og arbejde. Tror du virkelig, jeg bare skal forsørge dig hele tiden?

Jeg var bare stille. Min pension gik jo direkte til min mor, så jeg havde slet ikke noget at sige. Pernille ville ikke tage min parti hun turde ikke risikere, at Torben forlod os. En dag sagde hun: Hvordan skulle vi klare os uden ham? Vær nu bare ikke for uvorn og gør det, han siger. Han sørger for familien.

Alligevel fik jeg gennemført studier og blev ansat. Men hele tiden følte jeg, at jeg bare var den ekstra mund, der gjorde Torben træt. Han talte op, hvad han brugte på mig i indkøb og regninger.

Da jeg havde haft job i et halvt år, kunne jeg endelig købe mit køleskab. Satte det ind på mit værelse, fordi Torben mente, at nu havde jeg arbejde og så måtte jeg selv skaffe mad. Han låste simpelthen køleskabet i køkkenet.

Du arbejder nu, ikke? Så må du sørge for dig selv, sagde han.

Pernille sagde ingenting. Ikke engang, når Torben kom ind til mig med alle regninger for varme, vand og el og krævede, at jeg skulle betale tilbage for alt dét, han mente, han havde brugt på mig gennem alle årene. Men så mistede Torben sit job og så begyndte han og Pernille pludselig at forsyne sig fra mit lille køleskab. Samtidig fik jeg alle regningerne, og i starten betalte jeg, men Torben var arbejdsløs nærmest et år, og til sidst kunne jeg ikke mere. Så satte jeg en hængelås på køleskabet. Selvfølgelig blev Pernille sur og mente, at Torben jo havde forsørget os alle disse år.

Jeg sagde til dem: Hvis I vil have noget, så må I hjælpe til. Jeg er ikke den første, der bliver nødt til at dele i det her hus. Find jer et arbejde.

Torben er flyttet nu, og Pernille har fået nok af ham han bidrog jo ikke med penge. Men jeg har stadig lås på køleskabet, for jeg synes faktisk, at Pernille også bør arbejde lidt. Hvad tænker du, er jeg for hård?