Jeg har nogle venner, som jeg kalder de sparsomme. De sparer virkelig på alt muligt. På mad, på tøj. Det er ikke fordi, de mangler penge faktisk har de det ganske godt økonomisk. Der er altid penge på kontoen, så de kan i princippet købe hvad de vil.
Jeg kommer kun forbi, når der er en særlig anledning. Ellers ringer vi bare til hinanden og snakker kort. For en måned siden inviterede de mig til fødselsdag. Jeg tog selvfølgelig imod og gik derhen og endte med at komme hjem sulten.
På dagen lagde jeg den gave, jeg havde købt, i tasken inden jeg tog på arbejde. Klokken fire var der fest hos dem. I frokostpausen drak jeg bare en kop kaffe og spiste to små kiks jeg gemte appetitten, for jeg skulle jo til fødselsdag.
Kort før fire trådte jeg ind hos mine venner. Jeg overrakte gaven, ønskede tillykke og sagde, at jeg var sulten som en ulv, for jeg havde med vilje ikke spist. Det sagde jeg selvfølgelig med et smil, og min ven svarede, at der var masser klar.
Vi var seks gæster plus værtsparret. Inde i stuen var der ingen rigtig spisebord, og hurtigt gik det op for mig, at de havde planlagt en slags buffet-stemning. Ingen stole, kun en lille sofa til at sidde på. Det havde været rart at spise et ordentligt måltid efter arbejde, men her sad vi så otte stykker klemt sammen på en lille sofa. Nå, buffet er buffet.
Min veninde gjorde et lille rundt bord klar med maden. Og her fortrød jeg, at jeg kun havde spist to små kiks til frokost. På bordet jeg talte faktisk skiverne uden skam var der små tallerkener med præcis otte stykker af hver ting: Otte tynde skiver røget medister (som jeg elsker!), otte skiver flæskesteg, otte skiver danbo-ost. Friske tomater og agurker var også, ja, otte skiver af hver. Alt var skåret virkelig tyndt, men lagt pænt op. Der var også to små salater i bittesmå skåle, og frugt lige nok til otte personer. En enkelt flaske rødvin stod som det store trækplaster. Sådan værsgo, spis og drik, kære gæster.
Jeg sad og nippede lidt til medisteren og osten, men sulten blev ikke mindre. Selv vinen havde jeg ikke lyst til, for der var jo næsten ingen snacks til. Min ven sagde: Nu kommer der noget varmt. Jeg begyndte at glæde mig nu måtte der da komme rigtigt mad. Værtinden kom ud med hovedretten.
På tallerkenen lå der en lille ovnbagt kartoffel og et grillede kyllingelår til hver person præcis ét stykke! Jeg begynder faktisk at grine af det hele. Heldigvis var kagen i normal størrelse. Vi hyggede os, og stemningen var god. Men efter halvanden time gik jeg hjem stadig frygtelig sulten.
På vejen hjem smuttede jeg ind i Netto, købte lidt madvarer og lavede mig et rigtigt måltid, da jeg kom ind ad døren. På den måde fik mine venner virkelig sparet på gæsterne.
Hvorfor invitere folk til fødselsdag, hvis man ikke vil eller kan give dem ordentlig gæstfrihed?
