Min mands tante efterlod ham en lejlighed i arv. Lejligheden er lille og ligger midt i København, hvor hver dag byder på mere regn end sol. Vi har tre børn sammen. Vores ældste datter, Alberte, er nitten år og studerer noget vigtigt hun skifter retning oftere end DSB skifter togplan. Vores ældste søn, Gustav, er tolv og mener allerede, at han ved alt om livet, mens lille Valdemar, fem år, mest går op i Lego og at få Nutella på alle måltider.
Vi bor i en rummelig lejlighed med tre soveværelser ude på Frederiksberg, så ingen lider under pladsmangel, og vi kan alle nyde vores hygge i fred.
Her kommer så dramaet, som det kun kan udspille sig i en dansk familie: Jeg foreslog min mand, Morten, at Alberte kunne flytte ind i den arvede lejlighed. Hun er jo voksen i hvert fald ifølge egne ord og hvem ved, måske finder hun snart et, hun kalder kæreste (og det er jo praktisk med egen adresse). Morten mener dog, at det vil være dybt uretfærdigt overfor drengene. Hans store plan er, at vi blot sælger lejligheden og deler pengene danske kroner, tak i tre lige store portioner. Men helt ærligt, det er jo næsten komisk, for hvad kan ungerne købe for de penge, når boligmarkedet i København er som det er? Måske en isoleret altan i Hellerup, hvis de er heldige.
Selv hvis vi gør, som Morten foreslår, ender pengene bare på børnenes konti, indtil Gustav og Valdemar bliver myndige, og Alberte kan bruge sin andel på en brugt cykel måske endda uden gear! Jeg lever nok lidt efter det, min mormor ville kalde heller en fugl i hånden end ti på taget: Lad én i flokken få tag over hovedet, og så må vi tage kampen op for resten, når den tid kommer.
Morten frygter dog, at vi planter evig strid mellem børnene, hvis Alberte får sit eget hjem, og at de to drenge vil bære nag indtil pensionen. Men jeg tror, de endnu ikke helt forstår, hvad det egentlig handler om vi får masser af tid til at diskutere deres fremtid over rugbrødsmadder og et krus kaffe.
Vi har ikke diskuteret det med Alberte endnu. For det første er den arvede lejlighed cirka ligeså beboelig som et gammelt kolonihavehus efter vinter, og pengene til renovering findes kun på ønskelisten til jul. Vi har derfor besluttet, at vi lige vender situationen med os selv først.
Jeg kan ikke lade være med at grine lidt af, hvor typisk dansk denne lille familiediskussion er: Hvem har egentlig ret mig eller Morten? Skal jeg stå fast, eller er det mere fornuftigt at give sig? Og måske kan andre se en tredje løsning, som vi slet ikke overvejer. Som man siger intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, ikke?
