Du forstår bare ikke, hvor lykkelig du virkelig er – Et halvt million? – Karina læste beskeden på telefonen tre gange, før tallene gav mening. – Har du taget et lån på en halv million kroner? Dimitri sad på sofaen, dybt optaget af sin smartphone, uden at løfte blikket. – Ja, det er småting, til min mor og hendes renovering. Du ved, hendes rør er utætte, parketgulvet er bulet, tapetet skaller på grund af fugt… – Vent lige lidt. – Karina satte sig på kanten af lænestolen, benene ville ikke bære hende. – Du har taget et lån. På en halv million. Og givet det hele til din mor. Uden overhovedet at sige noget til mig? Dimitri løftede endelig blikket. Hans ansigt bar et ægte undrende udtryk, som om konen spurgte om noget helt selvfølgeligt. – Karina, det er jo min mor. Hun bor alene, pensionen er lille. Hvem skulle ellers hjælpe hende? – Og du kan ikke engang diskutere det med mig? – Karina begyndte at råbe, men kunne ikke stoppe. – Spørge mig til råds? Bare informere mig først? – Du ville bare begynde at skændes, – Dimitri trak på skuldrene. – Og min mor havde brug for det med det samme. Fire år. Fire år havde hun holdt ud med denne kvinde, der ringede hver aften for at høre, hvad Dima havde fået til aftensmad. Som kom forbi uden varsel og kommenterede på rengøringen. Som placerede gæsterne til familiefester, så Karina endte allernederst ved bordet. – Lad nu være med at overdrive, – fortsatte Dimitri roligt. – Vi klarer den. Vi betaler det hurtigt ud, det er jo ikke så meget. Det er jo familie. Tårerne strømmede, varme og vrede. Karina tørrede dem væk med håndfladen, mascaraen løb ned ad kinderne. – Familie? Og mig – er jeg så familie? Eller bare en reservedel? Kan du huske, da din mor bestemte, at vi skulle skifte bil, og du solgte vores uden at spørge mig? Eller da hun smed mine ting ud fra gæsteværelset, fordi hun ikke ville sove blandt fremmed rod? Eller hvordan I på min fødselsdag tog ud for at købe hende et nyt køleskab? – Det er bagateller, – slog Dimitri hen. – Du er bare træt, du skal slappe af. Karina så på ham – høj, blødt ansigt, smilehuller, der engang havde virket så charmerende. Nu så hun kun en trediveårig dreng, ude af stand til at klippe navlestrengen over. – Vi skal nok klare den, – gentog han som et mantra. – Kærlighed overvinder alt. Karina rejste sig og gik ind i soveværelset. To store sportstasker fra hendes flyttedag lå stadig på toppen af skabet. Hun tog dem ned, lagde dem på sengen og begyndte at åbne skabene. Dimitri dukkede op i døren tyve minutter senere, da den første taske allerede var fyldt op. – Hvad laver du? Karina, det er jo skørt. Du mener det ikke alvorligt? Hun svarede ikke. Foldede omhyggeligt sine sweatre, jeans, undertøj. Tog smykkeæsken fra hylden – gaver fra forældre og veninder, ingenting fra ham. – Hvor vil du tage hen? Til din mor? Hun bor jo i Aarhus! Zippede den anden taske, tjekkede håndtasken – pas, kort, nøgle til mors lejlighed, som hun altid havde på sig for en sikkerheds skyld. – Karina, sig dog noget! Du kan ikke gå fra mig. Jeg elsker dig jo! Hun så lang tid på ham. Så tog hun taskerne og gik ud af lejligheden. …Næste morgen stod Karina i kø på kommunen med de udfyldte papirer til skilsmisse. Udenfor silregnede det, skyerne hang lavt, men indeni føltes alt underligt fredeligt. Beslutningen var taget. Første opkald kom klokken halv tre om natten. Karina fløj op fra sofaen hos veninden, forvirret over hvor hun var. – Vi skal snakke, – Dimitri åndede tungt i røret, snakkede usammenhængende. – Jeg har forstået det, jeg vil ændre mig. Giv mig én chance. Hun lagde på. Tyve minutter senere ringede telefonen igen. – Karina, jeg kan ikke leve uden dig. Du er meningen med mit liv. Til morgen havde hun modtaget 43 beskeder. Lange, grådlabile, fulde af erklæringer, løfter, trusler. ”Hvis du ikke kommer tilbage, ved jeg ikke hvad jeg gør.” ”Mor siger, du bare er hysterisk.” ”Jeg vil vente på dig altid.” Ugen efter begyndte han at dukke op ved hendes arbejde. Karina gik ud til frokost – der stod han ved pølseboden. Hun gik mod metroen efter arbejde – så han på den anden side af gaden. – Jeg kom bare forbi, tilfældigt, – smilede Dimitri, da Karina gav ham en forklaring. – Ville bare se dig. En aften ringede det på døren hos veninden. Karina åbnede uden at se i dørspionen – hun ventede pizza. Dimitri stod der med røde roser. – Én chance, – hviskede han. – Ikke mere. Karina lukkede stille døren. Han blev stående i to timer, indtil naboerne truede med at ringe til politiet. Hun lærte at leve med det – som man lærer at leve med kroniske smerter. Ikke læse beskeder, ikke tage telefonen, ikke stirre efter ham på gaden. Fik hjemmearbejde, flyttede til et andet kvarter – hvor Dimitri aldrig ville komme forbi. Skilsmissen blev underskrevet tre måneder senere. Karina græd ved trappen – ikke af sorg, men af lettelse. De første måneder som fri skræmte med deres tomhed. Hun havde vænnet sig til at spørge om alt, selv om nogen alligevel bare gjorde, som de ville. Nu kunne hun købe enhver slags yoghurt – uden at skulle høre, om svigermor godkendte det. Se de film hun havde lyst til. Trække vejret. Hun meldte sig til engelskkursus – en drøm, Dimitri havde latterliggjort. Begyndte på yoga om morgenen, før byen vågnede. Tog til Kalundborg en weekend, alene, bare for at gå rundt og spise flødeboller. Efter et halvt år stoppede opkald og beskeder. Karina ventede på et bagholdsangreb, men der skete intet. Hun kunne endelig slappe af. Fik job i et marketingbureau – farverigt kontor, ungt team, spændende projekter. Livet begyndte at tage form. …Andreas mødte hun til firmafesten, veninden Maja slæbte hende med. – Han er vores IT-chef, – sagde Maja og præsenterede den høje fyr med briller. – Andreas, mød Karina fra marketing. Han håndtrykkede hende – fast, men mildt. Smilte, ærligt og uden forsøg på at imponere. – Du flygter også fra karaoke? – spurgte han og nikkede mod chefen, der sang ”Danse i måneskin”. – Jeg passer på mine nerver, – sagde Karina. De sludrede resten af aftenen – om bøger, rejser, hvor mærkeligt livet er. Andreas lyttede mere end han snakkede. Spurgte og ventede på svar – han hverken formanede eller forklarede, hvordan hun skulle leve. Da han fandt ud af at hun var skilt, nikkede han bare og skiftede emne. …Et halvt år efter flyttede de sammen. Valgte en lejlighed i centrum – lille, lys, med højt til loftet og udsigt til den stille gård. – Er du sikker på, du kan lide lejligheden? – spurgte Karina, da de besigtigede den. – Skal vi se nogen flere? – Kan du lide den? – spurgte Andreas. – Ja, meget. – Så tager vi den. Sådanne små ting – retten til sin egen mening, som bliver respekteret – var vigtigere end store kærlighedserklæringer. Han friede på deres tagterrasse i solnedgangen, himlen var lyserød og gylden. Tog en lille æske frem: et glitrende diamant-ring. – Jeg er ikke god til store taler, – sagde Andreas. – Men jeg vil vågne op ved siden af dig hver dag. Hvis du kan holde min snorken ud og min passion for dårlig kaffe. Karina lo og nikkede… …Maj-aftenen var som alle andre. Andreas var sent på arbejde – deadline, en fejl i koden. Karina lavede pasta og sang til radioen, da det ringede kraftigt og insisterende på døren. Hun kiggede i dørspionen – og rykkede væk. På trappen stod Dimitri. Bleg, mørke rander under øjnene, krøllet skjorte. To år – og pludselig stod han der. – Karina, luk op! – han hamrede på døren. – Jeg ved du er der! Vi skal tale sammen! Hun greb telefonen, prøvede Andreas. Optaget. – Vi elsker jo hinanden! – råbte Dimitri igennem døren. – Du kan ikke være sammen med en anden! Det er forkert! Døren rystede – han kastede sig mod den, som om han ville bryde den op. Karina lænede sig mod den, satte fødderne i gulvet. – Gå væk! – skreg hun. – Jeg ringer til politiet! – Du er min kone! – hans stemme var skinger. – Du var min og bliver min! To år har jeg ventet, på at du skulle komme til fornuft! To år! – Vi er skilt! Det er slut! – Ingenting er slut! – han hamrede igen, hun måtte holde døren med hele kroppen. – Jeg har ændret mig! Mor siger, du slet ikke forstår dit eget held! Luk op, lad os snakke! I dørspionen så hun hans ansigt – forvrænget og besat. Ikke et menneske, hun nogensinde skulle dele seng med igen. Karina tog telefonen og ringede 112. – Dima! Ét tryk, så står ordensmagten her. Gå nu. Med det samme. Dimitri stivnede. Sagde ikke mere, men vendte og gik mod trappen. Nedenunder smækkede døren. Karina sank ned på gulvet, helt omtåget. Først efter en halv time kunne hun rejse sig og ringe til Andreas. Henlæggelsen blev anmeldt til politiet næste dag. En ældre betjent noterede alt, lyttede og nikkede. – Vi skal nok tage os af det. Giver ham en alvorlig snak. Hvad han sagde til Dimitri vidste Karina ikke, men derefter hørte hun ikke mere fra eksmanden. Ikke én besked, ikke én optræden ved hendes bolig. …Brylluppet blev holdt i begyndelsen af juni, på en lille kro udenfor byen – tyve venner, ingen pomp og ingen svigerfamilie, der ville diktere traditioner. Karina stod overfor Andreas i en enkel hvid kjole, hans varme hænder i hendes. Udenfor susede birketræer, duft af blomster og nyslået græs. – Vil du… – begyndte vielseslederen. – Ja, – afbrød hun, og gæsterne lo. Andreas satte ringen på hendes finger – tyndt guld, med indgravering inden i: “For altid hos dig”. Karina løftede blikket mod manden, der skulle blive hendes mand. Ikke en mors dreng. Ikke en besat efterfølger. Bare en mand, der kunne lytte, respektere og elske. Foran hende lå et liv, hvor hendes mening betød noget…