Ville ikke – men gjorde det alligevel Vasilisa kunne ikke rigtig ryge, men hun var overbevist om, at det hjalp hende med at få ro på nerverne. Hun stod i gården foran sit hus i en lille dansk landsby og betragtede den stille bygade, mens hendes tanker var mørke, tunge og nervøse. Hendes liv var for nylig blevet fyldt med alvorlige bekymringer. Vasilisa boede alene i huset, hun havde arvet fra sin afdøde mormor, forældrene i nabobyen syv kilometer væk. Hun havde haft brug for at bo selv, for hun ville være selvstændig – hun var jo 23 år nu – og arbejdede på det lokale posthus. Vasilisa kunne ikke ryge cigaretten færdig, slukkede den og smed den væk: – Jeg kan altså ikke lide at ryge, sådan som Vera gør det hele tiden, hun sagde det ville berolige mig, men det tvivler jeg stærkt på… tænkte Vasilisa. I samme øjeblik kørte den nye landsbypolitibetjent, Anton, forbi hendes hus – han var for nylig blevet overflyttet fra et nabodistrikt, det havde Vasilisa hørt på posthuset. Hun så efter hans bil og gik ind i huset, det begyndte at blive mørkt, og hun havde en farlig opgave foran sig den aften… På posthuset dagen før var der ikke mange mennesker, men landsbyens folk kom forbi mellem regninger og småsnak. – I morgen bliver her sikkert propfyldt, sagde Anna F., – i dag er stilheden før pensionerne kommer til udbetaling. Anna F. havde arbejdet på posthuset siden hun var ung, alle kendte hende, og hun plejede at sige: – Jeg har arbejdet her i over 30 år, hele byen kender mig – jeg kan slet ikke forestille mig at arbejde et andet sted. – Ja, moster Anna! smilede unge Vera, – min mor siger, at uden dig gik hele posthuset i stå – du holder styr på det hele! – Nå, så galt er det nu heller ikke – man kan altid findes en afløser for mig, én dag går jeg jo på pension… – Goddag, sagde Marina, en kraftig kvinde på 42, – sikke en varme i dag! Jeg kom fordi min nabo, gamle Glafira, bad mig ordne abonnement på hendes yndlingsblad. Hun kan ikke gå selv og læser rigtig meget – så flyver tiden. I morgen tager vi til Sydeuropa – helt til Tyrkiet – så hun bad om hjælp, abonnementet udløber jo! – Wow, Marina – tør du tage familien med så langt, og med fly! spurgte Anna F., – Tyrkiet lyder godt, lidt solskinstimer er jo altid dejligt, sagde hun som om hun havde været der selv. – Jeg er ej spor nervøs – første dag lægger jeg billeder op på nettet, har købt nyt badetøj, så bare vent! sagde Marina og gik. – Hvor mon mange penge det kræver at tage hele familien med til Tyrkiet? spurgte Vera. – De har da råd, Mikael er jo landmand, svarede Anna F. Vasilisa sagde ikke noget, hun sad ved computeren, fulgte samtalen og tænkte… Senere kom Anton forbi posthuset, hilste glad og spurgte Vera, om der lå en meddelelse til ham. Da han så Vasilisa, stoppede han op: – Vidste ikke, I havde så smukke damer her – selvom du ser trist ud… Anna F. fangede hans blik. – Åh, Vasilisa – hun mistede sin forlovede for nylig. – Jeg forstår, svarede Anton, og Vera fortalte, der ikke var noget til ham endnu. Tre uger tidligere var Vasilisas kæreste, Denis, blevet fundet myrdet i en nærliggende større by. Han havde vist spillet i hemmelige klubber, men det vidste Vasilisa ikke. Politiet fandt ingen skyldige, men så en aften dukkede to unge mænd op fra byen – én af dem kendte hun fra Denis’ omgangskreds. – Din kæreste skylder os penge! – Men han er død! sagde Vasilisa chokeret. – Tja, gæld forsvinder ikke, nu er det dig – du må betale, sagde Leif og nævnte et stort beløb – tre hundrede tusind. – Hvor skal jeg få så mange penge fra? – Det er dit problem – I har jo velhavere her i landsbyen – tænk over det! – Jeg ved ikke, hvem der er rig… – Lad nu være – du arbejder på posthuset, du kender dem alle, svarede Leif hårdt. – Vi kommer igen om to uger – kontakter du politiet, er du færdig. Her er dirke – du kan åbne alle låse. Da de gik, låste Vasilisa hurtigt – blodet hamrede i hendes tindinger, huset var stille, mørkt udenfor. Næste nat, udmattet af frygt, besluttede hun at bryde ind hos Marina – familien var på ferie, og de havde ingen hund. Hun klatrede over hegnet, åbnede døren med dirken. Hjertet hamrede – hun gik imod loven, lige som dem der drev hende til forbrydelsen. Hun ledte længe efter penge – kun 15.000 kroner, et guldring og et armbånd fandt hun, lagde også Marinas bærbare computer i tasken. Så forlod hun huset – stille gennem natten, kiggede sig nervøst omkring, alt var mørkt og hundene gøede kun sporadisk. Ingen havde set noget. Hun rystede. Hjemme gemte hun tasken i den gamle mormors kiste. Vasilisa sov ikke den nat – gik på arbejde med hovedpine. Ved middagstid gik hun til den lokale kro for at få frokost. – Hej, sagde Anton – hun blev bange, men han smilede – bare rolig, vi skal samme vej, jeg skal også have mad. – Hej, svarede hun usikkert. Hun frygtede han allerede vidste noget. – Ja faktisk ventede jeg på dig, sagde Anton. Hun så hans smil, blev rolig – han flirtede jo bare. Siden det øjeblik spiste de sammen, og Anton begyndte at hente hende efter arbejde – og blev hos hende om aftenen. Rygtet gik hurtigt: – Vasilisa har snuppet politimanden, sagde Tamara irriteret, – Anton var min datters favorit, og så tog hun ham! – Åh, men han er jo helt vild med hende, det er tydeligt. Deres følelser var gengældte – men nogle landsbyfolk dømte Vasilisa: – Hun begravede sin forlovede for nylig – og nu har hun en anden! – Skulle hun så lide resten af livet alene?? sagde andre. Vasilisa var ængstelig – snart kom de kriminelle. Hun var bange for de skulle møde Anton. Hun ville så gerne tilstå alt, tiden nærmede sig, og med to dage igen kunne hun ikke bære mere: – Anton, jeg har noget at fortælle… – Ja, jeg ved – og jeg elsker dig også… – Nej, ikke sådan…! Anton lyttede alvorligt, forbløffet over at hans kæreste kunne gøre sådan – men han forstod, hun havde været truet. – Sikke noget, Vasilisa. Du må tage konsekvensen – men du skulle jo have sagt det med det samme… Hun hentede tasken og gav ham den. Han overbeviste hende om at alt ville ordne sig. To dage senere bankede det på døren – Leif og hans kammerat ville have pengene. – Jeg fandt ikke pengene, men jeg prøver igen – giv mig tid! Leif greb hende hårdt. – Tid? Nu vil vi ha’ pengene! sagde han og rev hendes bluse i stykker. Men i det samme faldt Leifs ven til gulvet – og også Leif. Anton havde slået dem ned og sat håndjern på – en anden betjent hjalp. – Det er ovre nu, sagde Anton, – de får deres straf. Kom på stationen i morgen, vi ordner resten. Vasilisa tilstod alt – efterforskeren fik den fulde forklaring. Marina kom hjem fra ferie, hun fik sine ting igen, og Anton fik sagen til at blive behandlet uden omtale af Vasilisas rolle. Alle troede bare Leif og hans ven var skyldige – de havde også dræbt Denis. De fik lange domme. Anton friede til Vasilisa, og snart var der bryllup. Hans kærlighed vaskede alle Vasilisas synder væk og helede hendes gamle sår. Nu opdrager de sammen lille Olivia.

Ville Ikke, Men Gjorde Det

At ryge har aldrig rigtig været noget for Regitze men alligevel bilder hun sig ind, at det lige dulmer nerverne. Hun står ude i gården foran sin bedstefars gamle hus, og skuer ud over den danske landsbyvej. Tankerne er ikke just lyse, faktisk nærmest grå og snurrende. De seneste tider er livet blevet temmelig seriøst for Regitze.

Hun bor alene i det hus, hendes mormor efterlod hende forældrene bor ude på landet, sådan syv kilometer væk. Hun insisterede på sin selvstændighed og alene-boende, hun blev jo trods alt 23 år. Arbejder på posthuset.

Cigaretten røg aldrig helt ned; hun knuste den på fliserne og smed den væk:

Jeg kan sgu ikke tage det her røg. Det er bare Vera, som altid puffer, hun overbeviste mig om, at det roer nerverne næppe, tænker Regitze.

Dér kører den nye nærpolitiassistent Kasper forbi i sin Skoda kommet hertil fra nabobyen. Regitze havde allerede snuppet snakken på posthuset. Hun sender ham et blik, trækker jakken tættere omkring sig, og går ind. Det skumrer og hun har et farligt ærinde i dag…

Dagen før på posthuset er der ikke de store strømninger, men landsbyboerne dropper stadig ind med jævne mellemrum.

I morgen vælter folk ind siger Anna Marie selvsikkert i dag er det roligt før stormen når pensionen!

Anna Marie har arbejdet her siden hun var ung, landsbyen kender hende, og gætter ikke, hvor hun ellers skulle have været.

Ja ja, tante Annie griner den unge Vera min mor siger, posthuset ville falde sammen, hvis du smuttede. Du holder sammen på det hele!

Ej allerede så dramatisk, man kan sagtens finde en afløser! Når jeg hiver stikket og går på pension…

Så træder Marina ind, fyldig og 42 år gammel: Puha, sikken en varme! Min nabokone, gamle Gudrun, har bedt mig ordne abonnement for hendes magasin hun læser alt, hvad der trykkes. Og vi smutter jo til Sydeuropa i morgen, så hun beder, for hun vil ikke miste bladene. Hun kan ikke rigtigt komme ud længere, så tiden går med læsning, påstår hun.

Ej Marina, tør du virkelig flyve så langt, sådan til Sydeuropa? skælder Anna Marie Sol og varme gør jo godt, siger jeg bare, som om hun har været der femten gange selv.

Frygter intet! Første dag smider jeg billeder op på Facebook, ny bikini så hold øje! lover Marina og smutter ud.

Gad vide, hvad sådan en tur til Sydeuropa koster med hele familien, Vera ruller med øjnene.

De har pengene, Mikkel er jo landmand, svarer Anna Marie.

Regitze sidder tavs, trykket op ad muren og nørder på sin computer men hun lytter nøje og lægger mærke til alt. Tænker.

Efter lidt kommer Kasper, den nye betjent, ind og hilser muntert:

Dav, der skulle komme en besked til mig her? spørger han Vera, mens blikket falder på Regitze og han glor længe.

Vidste slet ikke, I har så søde piger her men noget trist over hende…

Anna Marie fanger straks blikket.

Åh, det er Regitze. Hun mistede sin kæreste for nylig.

Det forstår jeg, siger Kasper, og Vera oplyser at der endnu ikke er noget til ham.

Tre uger tilbage mistede Regitze sin forlovede, Thomas. Han blev fundet død skudt, ovre i købstaden på en øde grund. Historierne går på, at han spillede hasard i ulovlige spilleklubber Regitze anede intet. Politiet fandt ingen, men pludselig en sen aften dukkede der to unge mænd op hjemme hos hende. Hun har set Thomas hænge ud med dem før.

Din kæreste skylder os en pæn slat!

Men han er jo død, stammer Regitze.

Ja, men gæld dør ikke, så du må betale! Du må skaffe pengene Lasse smider et tal på bordet, 30.000 kroner.

Hvor skal jeg få så mange penge fra?

Dine problemer. Og I har da rige folk her i byen, det kender du du arbejder jo på posthuset! Vi kommer om to uger. Rører du politiet, er du færdig. Her er dirke du kan åbne alt, knurrer Lasse.

De smutter, og hun låser hurtigt blodet hamrer i tindingerne, huset er stille. Udenfor er natten tung. Dagen efter beslutter Regitze sig. Hun vil snige sig ind hos Marina de er jo rejst. Hun ved, der er ingen hund i gården, bare porten lukket, men hun kravler over hegnet.

Hun ved ikke helt, hvordan hun skal komme ind, men Lasses dirk virker. Hjertet hamrer; hun går imod loven, er hun nu blevet sådan en? Hun roder længe rundt efter penge, lyset fra lanterner udenfor blander sig med skygger indenfor.

Hvad laver jeg Jeg vil jo bare overleve! Thomas, hvad satte du mig i? Nu ligger du dér, og jeg skal ordne rodet Skal jeg virkelig være kriminel?

Hun ved godt, politiet kunne hjælpe men hun tør ikke, Lasse virker skræmmende Hun finder kun 1.500 kr, og et guldring og et armbånd fra Marina i kommoden. Sidst snupper hun en laptop og smider i tasken.

Hun forlader huset lige så stille med tasken over skulderen, kigger nervøst rundt. Huse sover, kun sporadiske hunde brokker sig. Ingen ser noget. Hun ryster, er bange.

Hjemme gemmer hun tasken i mormors gamle kiste i bryggerset. Den nat bliver der ikke sovet for Regitze. Hun møder op på posthuset med ondt i hovedet. Ved frokost suser hun forbi posthuset og ind i den lokale cafeteria.

Hej! Kasper glider op ved siden af hende, hun forskrækkes, han smiler rolig, vi skal bare spise samtidig.

Hej, svarer hun og overvejer hurtigt, ved han noget om mit tyveri? Ventede du på mig?

Nemlig! smiler Kasper.

Hun ser ind i hans glade øjne, slapper af han joker bare. Fra nu af spiser de sammen, nogle dage spadserer han hende hjem efter arbejde, nogle gange bliver han endda hængende.

Rygterne flyver gennem byen:

Regitze har snuppet Kasper min datter Tanja havde jo lige lagt an på ham, men nej brokker Tamara.

Hold nu op, det er jo tydeligt han er vild med Regitze! griner de andre.

Og det er sandt, de er blevet glade for hinanden, forelskelsen bobler, men nogle landsbyfolk ryster på hovedet:

Hun har lige begravet sin kæreste, og nu har hun allerede en ny?

Skal hun så gå alene i evighed? forsvarer de andre.

Regitze er stadig urolig den dag nærmer sig, hvor Lasse og makker skulle indkræve penge igen. Hvad nu, hvis de finder Kasper hjemme hos hende Hun ville så gerne fortælle ham sandheden, og nu tæller uret. To dage før orker hun ikke mere:

Kasper, jeg har noget at tilstå, starter hun, han griner lidt.

Ved jeg godt! siger Kasper kærligt.

Nej, ikke dét

Kasper lytter alvorligt, han kan slet ikke tro, den skrøbelige, smukke pige har gjort noget så vildt. Men han trøster hende de havde sat hende under vanvittigt pres.

Regitze du bliver nødt til at stå til ansvar. Hvor er det hele? Hvorfor gik du ikke direkte til mig?

Hun henter tasken, og han lover og forsikrer. To nætter senere banker det sent på døren Regitze åbner med hjertet i halsen. Lasse og makkeren står der, kræver pengene.

Jeg fandt ikke pengene, men jeg skal nok klare det giv mig lidt mere tid!

Lasse griber hendes skulder hårdt.

Tid? Glem det penge nu, eller så Han flår i hendes T-shirt, river den men pludseligt klapper hans makker sammen bag ham, efterfulgt af Lasse selv. Begge ryger på gulvet, Kasper klikker håndjernene, og hans kollega løfter makker op.

Det var det nu får de, hvad de fortjener. Kom ned på politistationen i morgen, så får vi styr på det.

Regitze bliver afhørt, bekender alt til betjenten. Marina og familie kommer hjem fra ferie, får alle ting tilbage, og Kasper beder for, at hendes navn holdes ud af sagen. Hvordan det blev skjult, ved ingen, men heldigvis slap hun. Ingen kunne forestille sig, at beskedne Regitze kunne gøre sådan. Folk konkluderer, at Lasse og makker var bagmændene de havde også dræbt Thomas. De ryger i fængsel i rigeligt med år.

Kasper frier til Regitze, og brylluppet står. Hans kærlighed vasker hendes synder af og lapper de gamle sår sammen. Snart pusler de med deres lille datter, Signe.