Natten var strømmet ind over København som et tykt tæppe, men i lejligheden på Østerbro var der underligt lys. Tine stod med et bundt persille i hånden, halvt fanget i et øjeblik som ikke rigtig var virkeligt. Hun kunne mærke porcelænet under fingerspidserne, men det var som om hendes tanker svævede mellem skyer af regnskabsark og duft af bagte kartofler.
Helle, hvorfor har du nu taget det gamle stel frem igen? Jeg bad dig jo forgyldte stellet, det min mor gav os til sølvbrylluppet. Det ser mere præsentabelt ud, sagde Hans, og hans ansigt formede sig til en skæv grimasse, da han betragtede tallerkenen.
Tine frøs med persillen i luften, som en statue, bare et sekund. Hun ville sige: Helle, de tallerkener kan ikke tåle opvaskemaskine, jeg står ikke og skrubber guldkanter til midnat efter gæsterne! Men hun valgte stilheden. Det var Hans fødselsdag, 50 år, og hun ville lade festens fred rulle videre som en rolig dansk søndag.
Hans, dét stel er til tolv personer, vi er kun fire. De her tallerkener er dybe, perfekt til oksestegen, svarede hun og lagde persillen sirligt på den stødige ret. Hellere tjek om snapsen er kold. Mikkel og Katrine er her snart.
Hans mumlede og trissede kluntet hen til køleskabet. Tine så på hans ryg og hendes skuldre udvidede sig i et sukkende bjerg. Denne uge var bare overlevelse: Regnskabsafslutning, alt for mange timer, og så fødselsdag oveni. Hans ville under ingen omstændigheder holde fest på en restaurant: Ingen kok kan lave det bedre end dig, Tine og hvorfor betale for præstige?
Ja, det føltes rart at høre ros, men Tine vidste godt, at Hans ros var billigere end en middag på Nimb og hans uvilje mod menupriser gemte sig bag ordene. Så hun stod tre aftener i træk og marinere svinekød, lavede kartoffelsalat, bagte lagkage og trillet de aubergineruller, Hans elskede så højt. Hendes fødder sang, ryggen græd, og manikyren blev bare en hurtig omgang klar lak.
Døren ringede som et bekendt ekko. Hans ansigt ændrede sig; vert over for mørket vert for gæster.
Ind flød Katrine, næsten svævende, som bølgen i Nyhavn en tidlig torsdag. Mikkels kone, Hans ældste ven. Altid så glat, plejet, elegant beige kjole, en duft af parfume fra Illum. I hånden den uundgåeligt lille gavepose fra Magasin. Mikkel fulgte, tung af gaveposer og flasker.
Tine, skat, hvor her dufter! Du er min køkkensuperhelt. Jeg kan ikke sådan noget, sagde Katrine og blinkede med manikyrede fingre, da hun kyssede Tine på kinden. Jeg sagde straks til Mikkel, vil du ha fest, så før mig på restaurant. Jeg nærmer mig ikke komfuret, manikyren må ikke lide.
Tine skjulte sine hænder bag ryggen, smilte og tog hendes frakke. Nogen må jo sørge for hjemlig hygge, sagde hun. Kom ind, alt står klart.
Middagen startede som altid. En skål for Hans helbred, gavepapir blev flået Mikkel gav den fiskestang som Hans havde drømt om i et halvt år jokes væltede, latter sprang. Tine løb som en drøm, der ikke kunne fange sig selv, mellem stue og køkken, skiftede tallerkener, fyldte fade, sørgede for vin i glassene. Selv nåede hun kun en skefuld salat og en osteskive.
Hans kinder blev varme af første snaps, og han lænede sig tilbage og betragtede Katrine, der pillede delikat i fisken med gaffel.
Katrine, du er altid fantastisk. Ser på dig og tænker: Hvordan spiser du uden at tage på? Din kjole det ses, du passer på dig selv!
Katrine svarede med et smil, en glat reflektering i velour. Åh, Hans, det er bare disciplin fitness tre gange om ugen, ingen pasta efter klokken seks, og altid ansigtscreme. Jeg har lige fundet en ny, det er ren magi!
Der har du det! Disciplin! Hør, Tine, hør! Disciplin! Ikke bare: Træt, ingen tid. Katrine arbejder også, men ligner en ung pige.
Tine holdt nu ved fadet med oksesteg. Hun var chefbogholder i en stor virksomhed, passede et hus, passede sommerhuset, hjalp børnebørn med lektier, når børnene kom forbi. Katrine arbejdede to dage ad gangen som receptionist i et beautycenter og havde ingen børn.
Hans, lad nu være. Vi lever alle forskelligt, sagde Tine roligt. Smag på stegen, jeg har lavet den med svesker.
Hans ville ikke slippe festen. Snapsens varme havde løsnet knuderne, gamle småligheder blev til bullrende mandesnak.
Hvad snakker du om, Tine! Maden er maden. Men æstetikken Mikkel, du er heldig. Kommer hjem, ser ikke en kogekone i morgenkåbe men en fe. Mit øje vil danse, men her? Gryder, stegte løg overalt. Jeg siger til Tine: Gå i fitness! Men hun siger: Ryggen, blodtrykket. Det er bare dovenskab!
Mikkel mærkede uroen, ville glatte ud: Hans, tag nu sammen. Tine er en perle af en vært. Sådan en steg den slags kan Katrine ikke. Vi lever mest af convenience eller takeaway.
Katrine forsøgte at smile, men lød mere som en klokkespil i storm Jeg kan ikke lide at lave mad, det er sandt. Men jeg har tid for mig selv. En mand skal elske med øjnene, ikke?
Hans lo fedtet: Gode ord! Elske med øjnene! Hvor kan jeg gøre det, Tine? Du har klædt dig fint, sat hår men du er træt. Tanteagtig. Se på Katrine, hendes øjne springer, hun lever. Dine øjne de ligner bilag fra Netto.
Stilheden blev tung som fugtig asfalt. Mikkel stampede i sin tallerken, Katrine rev servietten. Tine huskede midnat, hvor Hans brokkede sig over manglende skjorter, og Tine strøg den blå, han nu sad i, mens han skældte hende ud. Hun tænkte på sparede kosmetologkroner, der var gået til hans fiskestang.
Hans, stop nu, sagde hun roligt. Du er fuld.
Jeg er ikke fuld! Jeg siger sandheden! En ven skal være der i nød, kone må sammenlignes. Jeg sammenligner, Tine, og du taber. Mikkel går stolt ud med sin kone, jeg må rødme. Har du set dig selv? Du er blevet tung, har rynker I er jævnaldrende!
Vi er ikke jævnaldrende, Hans, sagde Tine stift. Katrine er otteogtredive, jeg er fyrreogotte. Og Katrine bærer ikke Netto-poser til femte sal, når elevatoren går ned, mens du ligger på sofaen.
Ja ja, nu starter du igen! Jeg arbejder! Lægger penge i huset! Så kan jeg kræve lidt stil. Du du er bare en høne. Kun salat og kartofler. Selv salaten! Se, den der sildesalat den lavede Katrine så luftigt til nytår, din version er bare mayo-klistret. Ligesom dig.
Nu knækkede noget i Tine. Tålmodigheden, syet sammen i femogtyve år, smuldrede stille.
Hun rejste sig langsomt. Hans sad stadig og snakkede med Mikkel, bemærkede ikke hendes ansigt. Så, hvad? Mangler der salt? Eller mayo? sagde han hånligt.
Nej, Hans, alt er der. Jeg har bare indset, du har ret. Min eneste kunst er salater. Og du mangler lethed og skønhed, så tag denne.
Tine tog det tunge fad med Sild under dyne, frisk, våd af mayo og skrællede rødbeder, vejer mindst halvandet kilo.
Hun gik rundt om bordet, satte sig ved Hans. Han så op, blinkede. Hvad vil du? Skålen manglede kun at vende sig.
Hun vendte den om.
Tiden stod stille. Mikkel gispede stumt. Katrine gispede og greb sin mund. Den rødlilla massen, fed og lagdelt, gled tålmodigt og uundgåeligt ned i Hans skød, over hans nye lyse bukser, købt til dagen.
*Schvup.*
Lyden var våd og perfekt. Mayo strømmede ned ad benene, rødbede røg ind i stoffet, sild glimtede i lynlåsen.
Et sekund var der gravstilhed. Hans sad og stirrede på sit skød, utroende. Rødbedesafter bredte sig, guldbukser blev til et værk af vanvittig kunstner.
Hvad har du gjort?! råbte han, rejste sig. Salaten spændte over gulvet, tæppet, skoene. Er du sindssyg?! De bukser var nye! Forbandede idiot!
Tine satte stille det tomme fad på bordet. Men det smager godt, Hans. Mættende. Naturligt, hjemmelavet.
Jeg smadrer dig! Hans ville true, men Mikkel greb hans arm.
Hans, rolig nu! Du pressede hende!
Jeg?! Jeg sagde bare sandheden! Hun smadre min mad i skødet! Ryd op! Straks! Kravl og ryd!
Katrine hvilede ryggen, bleg, aftenen blev skæv.
Tine så på ham som et insekt. Du rydder op selv. Eller hyr et firma. Du er jo mand med status, tjener godt. Jeg går nu. Jeg skal tage mig af mig selv. Var det ikke inspiration du nævnte?
Hun gik ud. I entreen påtog hun sin jakke, tog tasken. Gæsterne råbte i stuen.
Tine, vent, sagde Katrine og løb ud, Han er fuld, mener ikke noget ondt
Det gør han, Katrine. Tine så på hende og smilede: Han har altid tænkt sådan. Tak fordi du kom, du åbner mine øjne.
Tine forlod lejligheden. Gik ud i den kolde nat, der duftede af våde blade. Hun satte sig på bænken, tog mobilen og bestilte en taxa. Til mor, besluttede hun. Mor var væk for to år siden, men lejligheden stod tom; nu var den nyttig.
Hans ringede tyve gange. Først vrede, derefter ydmyghed. Tine tog ikke telefonen. Hun købte vin og chokoladekage i døgnkiosken, kørte til mormors lejlighed og lagde sig på den gamle sofa, uden at tænke på vasketøj eller morgenmad.
De næste to uger blev et surrealistisk mareridt for Hans.
Tine kom ikke tilbage. Hun boede hos sin mor, gik på arbejde, og om aftenen hun bookede massage noget hun havde undværet i tre år.
Hans var alene i lejligheden. Maden forsvandt fra køleskabet, sokkerne blev ikke rene, lagde sig ikke af sig selv i skuffen.
Tre dage holdt han masken. Spiste frysepizza, gik i jeans (bukserne duede ikke, rensningen hjalp ikke). Han brokkede til Mikkel over, hvor gal Tine var.
Hun kommer krybende. Hvor skal hun gå hen? Hvem vil have sådan en? Hun vender tilbage; så må jeg se.
Dag fire: ingen rene skjorter. Han kunne ikke stryge, og hadede det. Dag fem: frysemaden kæmpede med maven. Dag seks: ingen toiletpapir, han havde glemt at købe.
Lejligheden blev beskidt. Salatpletten på tæppet stank af rådden mayo og sild. Hyggen, han troede bare var en baggrund, smuldrede.
Men Tine Tine blomstrede. Ingen tunge indkøbsposer, kun mad til sig selv. Hun sov godt, kollegerne på arbejde spurgte:
Tine, har du forelsket dig? Øjnene stråler!
Ja, sagde hun i mig selv. Endelig.
Efter to uger ventede Hans ved hendes job. Han lignede en hund, hvid skjorte med folder, skægstubbe, øjne som regndråber. Han holdt en mærkelig buket med tre røde nelliker i plastik.
Tine han stammede.
Tine så roligt. Hvad vil du, Hans?
Nu stopper du. Du har haft dit, hjemmet venter. Blomsterne venter. Og katten savner dig.
De havde aldrig haft kat.
Jeg kommer ikke tilbage, Hans. Jeg har søgt om skilsmisse. Det er i retten, du får brev.
Hans kæbe faldt. Skilsmisse?! Er du sindssyg? For en salat og lidt ord? Tyvefem år sammen!
Tyvefem år som din funktion: kok, vaskekone, rengøringshjælp. Men aldrig menneske. Du ville ha en fe? Find dig en fe. Katrine, nej, Mikkel dræber dig. Find en, der kun dufter og flyder. Bare husk, feer vasker ikke toiletter og laver ikke frikadeller.
Tine, undskyld! Jeg sagde det bare forkert, var dum! Giv dig, jeg køber en pels til dig! Eller fitnessabonnement?
Tine lo, bittert og blidt på samme tid.
Fitness? For at jeg kan ligne Katrine og du kan stolt vise mig frem? Nej, Hans. Jeg går allerede til fitness. For mig selv. Pelsen køber jeg selv. Min løn rækker vidunderligt, hvis jeg ikke bruger den på fiskeudstyr og delikatesser til dine venner.
Men hvad med mig? Jeg går tabt. Jeg kan ikke engang tænde vaskemaskinen, for mange knapper…
Der er vejledning på nettet, Hans. Eller betal en rengøringshjælp. Jeg er træt. Jeg siger op som din kone. Uden ekstra løn.
Hun vred sig fri og gik til metroen. Ryggen rank, gangen let.
Hans blev stående med nellikerne. Han tænkte på stegen, lampernes varme og det sekund, hvor salaten langsomt gled ned.
Idiot, mumlede han, men usikker. Hvilket fjols
Senere hjemme, hvor opvaskevandet stank af klumper, følte han sig som idioten. Han ringede til Mikkel.
Mikkel, kan jeg komme og få et hjemmelavet måltid?
Beklager, Hans, sagde Mikkel. Katrine og jeg skændtes. Jeg spurgte om hun kunne lave pølser for en gangs skyld, og hun rasede Du gør mig til køkkenslave! Se hvordan det gik for Tine og Hans, salat på bukserne! Jeg spiser på Ristorante Nudler.
Hans lagde røret. Han kiggede på pletten den lignede et hjerte, slået i stykker og rødbedefarvet.
Der gik et halvt år.
Tine og Hans blev skilt stille. De voksne børn prøvede at genforene dem; da de så deres mor stråle og den jamrende far, blev de hos Tine.
Hans lærte aldrig at lave rigtig mad. Han tabte sig, blev bleg, fik skjorter strøget på vaskeri dyrt, men nødvendigt. Han prøvede at møde nye damer, ingen var rigtig. En kunne ikke stege bøffer, en krævede restaurant hver dag, en ville se hans løn og forsvandt.
Tine fejrede sin niogfyrre års fødselsdag med venner på en lille café, i nyt tøj og med ny frisure.
Savner du det? spurgte veninden. Tyvefem år
Tine rørte i sin kaffe og smilede.
Jeg savner kun, at jeg ikke smed den salat på hans hoved for ti år siden. Så meget tid spildt på at være perfekt for én, der aldrig værdsatte det.
Hun så ud, hvor par gik langs forårsgaderne. Nu vidste hun hendes lykke er ikke, hvor tyndt pølsen skal skæres, eller hvor meget ros en fremmed kvinde får. Hendes lykke er i hendes egne hænder. De lugter ikke af løg, kun af frihed. Og god ansigtscreme.
Og salaten? Den køber hun nu hos Slagteren. I små portioner, kun når hun selv har lyst.
