Familiemedlemmerne satte straks kassen med killingerne ud på gaden. Corgi fulgte efter dem og nægtede blankt at komme tilbage til lejligheden. For ham var alt nu forbi
De gjorde ikke mere væsen af det kassen med killingerne blev simpelthen sat ud på gaden. Corgi fulgte dem i tavshed og insisterede på ikke at vende tilbage til den tomme lejlighed. For ham betød dette hjem ikke længere noget
Hunden, der af bedstefaren kærligt blev kaldt Corgi, var i virkeligheden slet ikke en corgi. På afstand kunne han måske minde om de sjove, kortbenede hunde, men ved nærmere eftertanke var han en ægte blanding: rød pels, korte ben og en munter logrende hale, der altid begyndte at vifte, når han mødte nogen.
Corgi var kendt for sin ekstraordinære socialitet, uendelige nysgerrighed og sjældne godmodighed. I den lokale park, hvor hans gamle ejer tog ham på løbeture, blev han kun kaldt “en guds gave” ikke uden grund. Så snart han slap fri af snoren, kastede han sig ud i det: han ville være venner med alle både hunde og mennesker. At løbe, lege og møde nye venner det var hans livs mission.
Hundeejerne vendte ofte om og gik, så snart de så Corgi de vidste, at de ellers ville blive hængende længe. Deres egne hunde kunne heller ikke modstå denne levende lille kærlighedsklokke, og de havde ingen planer om at forlade festen. Så ejerne måtte kalde deres hunde tilbage, med gestus, ord, og nogle gange endda med kæppe for at få Corgi til at gå væk.
Men han tog det aldrig personligt han kendte simpelthen ikke til følelsen af fornærmelse.
Derimod blev hans gamle ejer ofte dybt bedrøvet, når han så fra sidelinjen, hvordan folk prøvede at skubbe hans elskede hund væk. Nogle gange prøvede han at gribe ind, men Corgi forstod det altid: han greb fat i buksebenet, trak ham væk, krøllede sig sammen i hans skød, slikkede hans hånd og ansigt og så var alt godt igen.
En dag, da den pensionerede mand igen faldt i søvn på en bænk i parken, strejfede Corgi som sædvanlig rundt i nærheden. Da manden vågnede, så han ikke kun Corgi ved sin side, men også en kat. En rød, knejsende kammerat sad og stirrede på ham.
“Har du fået en ny ven?” spurgte han overrasket.
Corgi logrede glad med halen, slikkede hånden og så katten før han satte sig ned ved siden af dem. Katten var ikke dum: den fandt en plads og accepterede de tilbudte godbidder lidt kylling og et par hunde-kiks. Det var tydeligt, den ikke var forkælet.
Da manden ville gå hjem, stoppede Corgi bestemt ved sin nye vens side.
“Hvad nu?” udbrød ejeren forbløffet.
Men Corgi signalerede klart: uden katten gik han ingen steder. Den gamle mand protesterede:
“Vi har allerede nok at se til…”
Men det var tydeligt, at han ikke havde noget valg. Han sukkede:
“Nå, okay, dit skægstykke hvis han har valgt dig, så kom med hjem. Måske bliver det endnu sjovere.”
Senere viste det sig, at “katten” faktisk var en hun-kat. Et par måneder senere dukkede tre bløde killinger op i lejligheden. Corgi var den lykkeligste. Han passede på dem, legede med dem og sov sammen med dem, mens Pjaltet sådan havde manden døbt katten sad på vindueskarmen og holdt øje med gaden.
Livet faldt på plads. Manden købte alt, det nye lille familjemedlemmer havde brug for, og læste med glæde artikler om hunde og katte på nettet. Naboerne lo først ad ham, men blev så rørte: hver morgen så de ham gå tur med sit brogede lille selskab Corgi, Pjaltet og de tre killinger.
Parken blev udskiftet med gårdspladsen den var tættere på og mere sikker. Nu hilste alle naboerne, og nogle satte sig endda ned ved siden af ham. Corgi, Pjaltet og killingerne var glade.
Så skete det, ingen havde forventet. En solrig weekend, da gårdspladsen var fuld af liv og lyde, gav Corgi pludselig en lyd fra sig. Alle løb hen.
Manden sad på bænken, lidt foroverbøjet. Et svagt smil lå på hans læber. Han så på sine små venner, men hans øjne udtrykte intet mere
I nogle dage fodrede naboerne dyrene. Så dukkede fjerne familiemedlemmer op. Det var dem, der satte kassen med killingerne og Pjaltet ud på gaden. Corgi fulgte efter. Hjemmet, hvor hans elskede ejer ikke længere boede, betød intet for ham.
Naboerne så bedrøvede på dem, men ingen kunne tage alle fem dyr ind. Så blev de der, ved bænken Corgi, Pjaltet og de tre killinger.
Høstregnen kom. Kold og uvenlig. Katten beskyttede killingerne med sin krop, mens Corgi uden tøven krøllede sig om dem for at holde dem varme.
Først var det den humørsyge ældre dame fra første sal, der ikke kunne holde det ud længere. Hun løb ud i den kolde regn i sin hjemmekjole og skældte hele verden ud. Hun samlede killingerne op, holdt Pjaltet tæt og råbte til Corgi:
“Kom så, hjem med jer, NU!”
Hunden fulgte lydigt efter, mens han logrede glad med halen.
Nu gik hele selskabet med hende enten hende selv eller hendes børnebørn, som hendes egne børn havde “park
