Selvom Alberte var en vidunderlig svigerdatter og hustru, ødelagde hun ikke blot sit ægteskab, men også sig selv.
Alberte voksede op på et børnehjem i Aarhus. Uden familie og forbilleder på, hvad det vil sige at være en kone, blev hun gift som bare attenårig. Da hun flyttede ind i sin mands lejlighed på Østerbro, længtes hun desperat efter at gøre alt rigtigt. Alt, hun vidste om livet som hustru, havde hun lært af sin svigermor, Bodil.
Alberte havde hørt mange historier om stride svigermødre, men hun kloede sig ved tanken om, at når nu hun ikke havde sin egen mor, så måtte Bodil være hendes stedfortræder én, der ville hende det bedste. Og på en måde havde Alberte lidt ret, tænkte hun. For Bodil ønskede ikke ondt; tingene gik bare skævt. I sin iver underviste Bodil hende tålmodigt i, hvordan man bedst driver et hjem og sagde blandt andet: Hvis en mand er utro, skyldes det konen.
Hvorfor? tænkte Alberte forvirret. Hun troede altid, ansvaret var den, der tog beslutningen om at være utro. Virkeligheden så anderledes ud i Bodils øjne: Når en mand søger andre, er det konens skyld, for hun har nok glemt at passe på sig selv og fastholde sin kvindelighed, mente svigermor. Bodils råd lød, at selv i alderdommen skulle man holde taljen smal, så Alberte noterede med sirligt håndskrift i sin lille bog: Tag ikke på, og hun meldte sig ind i Fitness World.
Hun var slank og fin, men frygten for at tage på gjorde, at hun begyndte at leve af salater og frugt. Da hun havde lært den lektie, kom næste: I et velfungerende hjem arbejder begge.
Alberte protesterede ikke; hun havde i forvejen længtes efter at kunne bidrage økonomisk. Hun tog alt arbejde hun kunne få. Engang spurgte hun Bodil, hvad man gjorde på barselsorlov. Barsel? Det er dit problem. Du må klare dig selv! lød svaret.
Alberte skrev ikke dette i sin bog, men nogle år senere, da hun gik på barsel, fik hun et deltidsjob som dagplejer. Hun var egentlig tilfreds, men hendes mand og svigermor begyndte at kommentere, at hun tjente for lidt.
Hun tænkte, det nok ikke gjorde noget, hvis hun brugte sine egne penge på at gå til frisøren. Men snart kom næste lære: Når du er på barsel, er der ingen grund til smykker og makeup! Vent til du arbejder igen. Du skal spare!
Alberte afleverede alle sine penge til sin mand. Hele hendes ægteskab var farvet af Bodils leveråd: En god hustru klarer alt husarbejdet selv!
Og sådan blev det. Alberte gjorde alt, fra at vaske tøj til at gøre rent og lave mad. Hun var udmattet til det punkt, hvor besvimelser blev hverdag. Når sidste barn var lagt ved ni-tiden, gik hun i gang med næste dags forberedelser, mens hendes mand allerede havde sovet flere lure efter en lang arbejdsdag han var jo for træt, sagde han.
Det kom ikke som nogen overraskelse, da Alberte endte på Rigshospitalet. De små smerter havde hun ignoreret der var aldrig tid eller overskud til hende selv. Da alvoren gik op for lægerne, måtte Alberte blive indlagt over to uger. Hverken hendes mand eller svigermor besøgte hende én eneste dag. Heldigvis havde hun mobiltelefonen ved hånden og ringede til sin eneste veninde, Lærke, der kom med toiletartikler og bøger.
Da hun blev udskrevet, tændte hun for en kold cigaret på hospitalets trappe, så København blinkede blå i morgengryet og så gik hun direkte til Rådhuset for at ansøge om skilsmisse.
