Efter Solvig havde hørt denne historie fra sin veninde, ændrede både hun og hendes mand fuldstændig deres opfattelse af mennesker. Stemningen i deres hjem ændrede sigde begyndte at tilbringe mindre tid med deres venner og var langt mindre åbne omkring deres liv. De holdt ikke op med at stole på deres nærmeste, og forholdet til vennerne forblev intakt, men ingen blev længere lukket helt ind i deres private sfære. Alt dette på grund af en ubehagelig hændelse, der overgik hendes veninde og hendes mand.
De havde ellers haft et nært venskabaars lang. Begge par havde kendt hinanden i flere år; mændene arbejdede sammen på værftet i Odense, kvinderne havde fulgtes ad gennem studierne på Syddansk Universitet. Senere giftede hendes veninde, Bodil, sig, og et år efter fik hun sit første barn. Bodil introducerede sin veninde for sin mands kollega, og snart opstod der endnu et kærestepar.
Men tingene ændrede sig. Bodils mand fik nyt, bedre betalt arbejde i Aarhus, og hun fandt selv en vellønnet stilling på rådhuset. Efterhånden blev kontakten mellem parrene sjældnere. Solvig, der imellemtiden havde fået fire børn, blev jævnligt sygemeldt, hvilket mildest talt ikke behagede cheferne, og til sidst blev hun afskediget under et påskud.
Nu sled hendes mand sig halvt ihjel for at familien kunne holde en ordentlig standard. Alligevel gik det dem egentlig udmærket. De købte et rummeligt hus i udkanten af Kolding, passede hus og have. Deres økonomi stabiliserede sig langsomt, men de blev aldrig rige.
Det andet par fik ikke børn, blev i København, satsede på karrieren og tog på rejser sydpå, lige som det passede dem.
En sommerdag inviterede Solvig og hendes mand så deres venner ud i deres sommerhus ved Fyns Hoved. Det ville være godt at slippe storbyens larm. De ville grille i haven, bade ved stranden, gå ture i skoven og vejret var også fantastisk. Solvig ringede til Bodil og lagde invitationen frem. Bodil blev glad, men svarede, hun ville tale med manden om det og vende tilbage senere. Efter samtalen lagde Bodil mobiltelefonen på køkkenbordet uden at lægge på.
Det var der, Solvig hørte, hvad hun aldrig havde forestillet sig. Igennem telefonen flød sætninger fyldt med foragtom hende, børnene, hendes mand, huset. Stemmerne var grusomme. “De har jo fire unger, det må jo være umuligt at få økonomien til at hænge sammen. Huset ligner noget, man burde rive ned. Børnene er uopdragne, og hvorfor får nogen dog så mange børn? Hun taler jo ikke om andet end ungerne, det er til at kaste op over.” Med latter fortsatte de: “Hendes mand er jo en klovn, man kan dårligt orke at føre en samtale med ham. Halvdelen af ungerne burde de sende på børnehjem.
Pludselig gik forbindelsen tabt. Solvig sad som forstenet ved bordet med tårer i øjnene. Hun rystede indeni. Hun snakkede med sin mand, og de besluttede at lade som ingenting og vente til deres venner dukkede op.
Den følgende weekend ankom parret med billige syltede agurker og nogle kedelige bolcher til børnene. Bodils mand så på dem og sagde sarkastisk:
Nå, kan det betale sig på jeres løn at købe ordentlige varer? Bare rolig, vores bord er fyldt. I kan spise jer mætte, men så må I også hjælpe til bagefter, der er rigeligt at lave.
Solvig og hendes mand stirrede målløse på selskabet. Bodil kunne ikke lade være:
Hvorfor har I egentlig fået så mange børn?
Vi vil gerne og vi har nok tid endnu, svarede Solvig dæmpet.
Jamen altså, kun simple folk får så mange børn. Folk med snusfornuft lever for sig selv, sagde Bodil overbærende.
Sætningerne blæste dem omkuld. Nu forstod de, hvor alt den kulde kom fra, selvom vennerne ikke vidste, deres knusende ord var blevet hørt. Gæsterne undskyldte sig hurtigt og var væk før aftensolens sidste stråler ramte terrassen.
Hvordan ville du have håndteret det? Skulle de have været mildere ved gæsterne, eller burde de snarere have givet dem et ærligt svar?
