Svigerdinde Ida havde brugt sommeren på et luksus wellness-ophold, mens vi knoklede med at renovere huset og nu vil hun pludselig bo hyggeligt hos os.
Vi foreslog hende faktisk, at vi kunne splejse og modernisere huset i fællesskab, men hun nægtede at involvere sig i sådan et projekt. Nu vil hun have, at vi skal bo sammen, fordi hendes del er for faldefærdig. Så det er altså hendes eget valg!
Huset havde min mands mormor ejet. Efter hendes død arvede han og hans søster det. Det var gammelt, småskævt og trængte virkelig til kærlig hånd, men vi besluttede at føre det tilbage til livet og flytte derud. Huset havde heldigvis to separate indgange, så vi kunne bo som to familier uden konflikt. Haven og skuret var fælles, antallet af værelser på hver side ens.
Arven blev delt mens min mand og jeg allerede var gift. Alt foregik roligt. Min svigermor takkede straks nej til huset hun var storby-menneske med rette vaner. Gør hvad I vil med stedet, sagde hun til sine børn.
Min mand og Idas mand fik hurtigt sparet lidt op og fik lagt nyt tag og forstærket fundamentet. Videre renovering stod for skud, men Ida flippede ud: Hun ville ikke investere en krone i det gamle træhus! Hendes mand bøjede hovedet og gik han diskuterer sjældent med Ida.
Min mand og jeg drømte om flere kvadratmeter. Landsbyen lå tæt på Aarhus, vi havde bil, så arbejdet var ikke et problem. Vi var så trætte af at bo småt i vores toværelses. Et helt nyt hus havde været økonomisk umuligt for os.
For Ida fungerede huset mest som et sommerhus, hvor hun kunne grille og sole sig om sommeren. Hun udtrykte klart, at hun ikke ville have noget ansvar.
På fire år renoverede vi vores halvdel. Vi måtte tage et lån, men glæden over at skabe vores hjem var langt større. Vi lavede bad, installerede fjernvarme, fik nye vinduer, tjekkede el og satte glas på altanen. Vi knoklede, ofte til langt ud på natten, men vi ville have det færdigt og skabe et godt liv.
Hele tiden tog Ida på ferie. Hun var ligeglad med vores anstrengelser eller sin del af huset. Hun levede for nydelsen. Indtil hun fik barn og tog barsel.
Eventyret med ferier stoppede brat, pengepungen blev slankere, og pludselig huskede Ida på sin boligandel. Det var ikke nemt i en lille lejlighed med en baby, og på landet kunne barnet lege i naturen hele dagen.
Vi var nu flyttet ind i vores halvdel og lejede lejligheden ud. Vi rørte aldrig hendes del, men årene havde gjort det ubeboeligt. Jeg ved virkelig ikke, hvordan hun skulle overleve uden varme, men hun ankom alligevel med kuffert og barn. Hun væltede ind og spurgte, om hun måtte bo kortvarigt jeg syntes, jeg måtte lukke hende ind.
Hendes dreng var utrolig larmende. Lige som sin mor, der trampede rundt, som om huset var hendes alene. Hun tog slet ikke hensyn. Fordi jeg arbejder hjemmefra, flyttede jeg for en periode ind hos en veninde, som alligevel var bortrejst og havde brug for pasning til huset.
På grund af flere uventede hændelser kom jeg først hjem næsten en måned senere. Min mors pludselige sygdom krævede min tilstedeværelse. Ærligt talt glemte jeg næsten svigerinden jeg gik ud fra, at hun var draget hjem for længst.
Mit chok var stort, da jeg fandt Ida og hendes søn i vores stue hun opførte sig som verdens dronning. Jeg spurgte direkte, hvornår hun regnede med at tage hjem.
Hvor skulle jeg tage hen? Jeg har et lille barn, vi har det godt her, svarede hun ligegyldigt.
I morgen kører vi dig til byen, sagde jeg.
Jeg vil ikke tilbage til byen.
Når du ikke engang har gidet gøre rent i din egen del, så må du finde et andet sted. Det her er ikke et hotel.
Hvordan våger du at smide mig ud? Det er også mit hus!
Din boligdel ligger bag muren flyt derover.
Hun forsøgte straks at vende min mand imod mig, men han sagde også pænt, at nu var det nok. Ida blev fornærmet og tog afsted. Timer senere ringede svigermor:
Du havde ikke ret til at smide hende ud, hun ejer det jo også!
Hun har jo sin egen halvdel der er hun herre, svarede min mand.
Hvordan skal hun bo derude? Der er ikke engang varme, og toilettet er udenfor. Du burde have hjulpet din søster.
Min mand mistede tålmodigheden og forklarede det hele: Vi havde foreslået fælles renovering det havde været billigere for alle. Hun sagde nej. Hvorfor skal hun så kræve noget nu?
Vi valgte at tilbyde Ida, at hun kunne sælge sin halvdel til os. Hun gik med til det men krævede en pris, så vi nærmest kunne købe nyt hus til de penge. Vi var mildest talt ikke tilfredse.
Nu bølger konflikterne frem og tilbage. Svigermor er evigt fornærmet, og Ida er til besvær. Når de endelig kommer, laver de larm, ødelægger ting i haven og spreder dårligt humør.
Vi er begyndt at bygge et hegn, så grunden kan deles helt op. Ingen kompromiser mere det er præcis, som Ida ønskede det.
