For mange år siden kom en barndomsveninde forbi. Hun havde aldrig fået børn. Hun havde besluttet sig for, at børn ikke var noget for hende hun ville leve for sin egen skyld.
Nu kan jeg levende huske, hvordan vi mødtes igen begge fyldt 60 år. Da vi var færdige med studierne, samlede hun sine ting og forlod vores lille by ved Limfjorden uden meget omtanke. I starten holdt vi kontakten gennem breve, men det ebbede hurtigt ud med tiden.
Først mange år senere hørte jeg gennem fælles bekendte, at min veninde altid var på farten hun slog sig aldrig rigtigt ned, skiftede både adresser og mænd. Da hun fyldte 50, var hun allerede blevet gift for tredje gang også det ægteskab endte dog i skilsmisse. Børn fik hun aldrig, og jeg kunne ikke helt forstå det. For hos os var det jo nærmest reglen, at en kvinde fik børn. Selv hvis det glippede med ægteskabet, kunne man da i det mindste omfavne rollen som bedstemor senere i livet.
Men hun vendte tilbage til vores lille by, for hun skulle sælge det sidste, hun ejede her før havde hun lejet sin lejlighed ud.
Vi mødtes på det gamle bageri, hvor vi sad og talte om vores liv. Jeg fortalte om mine børn, børnebørn, alle mine bekymringer og glæder, og hun fortalte sit. Jeg kunne ikke nære mig, så jeg spurgte hende:
Jette, hvordan endte du med det her liv? Hvorfor fik du aldrig børn? Bare for din egen skyld kunne du da have gjort det hvem skal give dig et glas vand, når du bliver gammel?
Hun lo højt, næsten drillende, og svarede:
Hvilket glas vand? Tror du, dine børn kommer rendende med en bakke og et smil, når du er 80? Børn tænker på deres eget liv, og de gamle bliver let glemt. Det er meget nemmere bare at spare op og hyre en god sosu-assistent end at være afhængig af sine børn.
Jeg fik aldrig børn, fordi jeg ikke ville. Jeg har aldrig haft trang til at passe og pleje nogen hele livet, bekymre mig konstant, give penge væk og være den, der skulle tage ansvar. Jeg ville hellere bruge mit liv på at se verden, opleve noget, tjene mine egne penge. Lige så snart mine mænd indså, jeg ikke ønskede børn, forsvandt de. Men sådan skulle det være.
I dag lever jeg, som jeg vil. Jeg behøver ikke babysitte børnebørn hele tiden eller spænde livremmen ind på pensionen for at hjælpe børn, der stadig ikke klarer sig selv.
Nej, jeg fortryder intet. Tværtimod har jeg det lidt ondt af dem, der fik mange børn og nu sidder alene og bebrejder deres børn, fordi de er taget til udlandet eller glemmer at ringe. De problemer har jeg ikke.
Sådan ser jeg på det.
Da jeg gik hjem fra det møde, måtte jeg jo indrømme, at hun nok havde ret. Hvorfor få børn, bare fordi man skal? Hvorfor bekymre sig og gøre sig forhåbninger om, at ens børn vil tage sig af én, når det engang gælder?
