**Dagbog**
*Det var i går, det hele skete.*
“Mikkel, er du sikker på, at du har pakket alt? Skal vi ikke lige tjekke én gang til?” råbte jeg, stående foran det lukkade badeværelse.
“Ida, lad mig nu være! Jeg har alt med du så selv den fyldte kuffert,” svarede han over brusets larm. Men stemmen den rystede. Eller var det bare mig?
“Kufferten så jeg. Hvad du har proppet i den? Nej” mumlede jeg og trak mig tilbage.
“Ida, kan du lave kaffe til mig? Stærk. Uden mælk,” tilføjede han roligt, mens han lukkede for vandet.
Jeg gik ud i køkkenet, tog den gamle kaffekande frem, hældte vand i, tilføjede grovmalt kaffe og en knivspids salt som han altid foretrak. Vi havde en kaffemaskine, men Mikkel elskede, når jeg lavede det på den traditionelle måde. *”Du er så omhyggelig,”* sagde han til mig for bare en aften siden, da han kom sent hjem fra arbejde og så, hvordan jeg efter mormors vane havde dækket middagen ind i en håndklæde for at holde den varm.
På det seneste kom han altid sent angiveligt på grund af arbejde. Han byggede en karriere. Forberedte sig på en forfremmelse. Og jeg? Jeg holdt mig i baggrunden. Stegede, strygede, tålte.
“Hvilken vidunderlig duft af denne nektar!” sagde Mikkel, da han trådte ind i køkkenet og kastede det våde hår væk fra panden. Han satte sig ved bordet og rakte ud efter koppen.
“Ida, buddet kommer i dag jeg har bestilt et bilbetræk. Modtag det, vil du? Betaling ved levering,” sagde han og hældte en teskefuld sukker i kaffen.
“Selvfølgelig. Som altid,” svarede jeg og satte mig overfor ham.
“Denne rejse kommer ikke på det helt rigtige tidspunkt,” fortsatte han med et suk. “Men jeg kan ikke sige nej. Du forstår det er en chance, måske den eneste. Senior manager det er ikke noget at kimse ad.”
“Nej Jeg troede ikke, en stilling som den ville kræve så meget rejseri.”
“Chefens luner. Nå, jeg har en halv time tilbage jeg arbejder lige fra telefonen.”
Han rejste sig og gik ind i det andet rum. Han efterlod sin kaffekop. Det var okay. Hvad kunne man forvente han var stresset.
Jeg rakte ud efter hans kop, og pludselig vibrerede telefonen en besked. Jeg åbnede den.
*”Ida, Mikkel lyver. Der er ingen forretningsrejse. Han flyver til Italien med Rikke Møller. Stop ham, før det er for sent. Han ødelægger sit liv med det her.”*
Sofie. Hans lillesøster.
Der lød et knæk i mit hoved. *Ham med Rikke?* Det kunne ikke passe. En joke? Men Sofie var ikke typen, der driller med sådan noget. Og hun ville helt sikkert ikke lyve.
Alt begyndte at dreje rundt for mine øjne. Luften blev tung som beton. Jeg kunne knap trække vejret, rejste mig vaklende, hældte et glas vand og faldt ned på stolen igen.
Jeg ville skrige. Smadre alt. Men der var kun ét spørgsmål tilbage i mit hoved: *”Hvorfor?”*
Jeg knyttede hænderne af raseri. Jeg ville løbe ind til ham, lave en scene, rive masken af. Men jeg gjorde det ikke. Det var ikke værd at spilde kræfterne på.
Lad ham tage afsted. Jeg ville forberede en overraskelse til ham. Ikke med skrig med handling.
Jeg åbnede bankappen. I den fælles konto 800.000 kroner. Overraskende nok havde han allerede grebet ind 200.000 manglede. *Mine* penge, forresten. Det jeg havde tjent på mine projekter, de mange nætter, jeg havde arbejdet. Og han brugte mine opsparinger på at tage sin første kærlighed på ferie.
Jeg kendte godt Rikke. Mikkel havde selv fortalt mig om hende, og Sofie havde nævnt det engang. Gymnasiekærlighed, en vild pige. Hun havde forladt ham to gange først for en ældre mand, så for en fyr med “fremtid.” Nu var hun tilbage. Og Mikkel faldt for det igen. Og løg igen.
Han kunne i det mindste have været ærlig: *”Ida, jeg har følelser for en anden. Undskyld.”* Det havde gjort ondt, ja. Men ikke så lavt. I stedet opførte han sig som en rotte. Tog pengene, løj om rejsen, fyldte kufferten
Nå, men. Jeg ville tage resten af pengene. I dag. Hver eneste krone. Derefter skilsmisse. Hans ting sendt med bud til hans forældre.
Jeg tjekkede kalenderen i morgen ved middagstid var der en vigtig online præsentation. Hvis det gik godt tager jeg på ferie. Ikke til Italien, nej. Måske Spanien. Eller et sted, hvor han aldrig har været.
“Ida, jeg tager afsted, jeg har besluttet at gå lidt før,” sagde han, da han trådte ind i køkkenet, klædt i jakkesæt med slips.
“Held og lykke. Må det blive en god tur,” svarede jeg og klemte om koppen.
“Hvad er det for en tone?”
“Det bilder du dig ind.”
“Jeg vil savne dig”
“Det tvivler jeg på, du har tid til.”
“Vil du ikke hjælpe mig med kufferten?”
“Jeg vil hellere vaske op.”
“Nå, jeg går.”
“Farvel.”
Døren smækkede. Mikkel anede ikke, at han aldrig mere kom tilbage. I morgen skifter jeg låsene.
Jeg satte mig på stolen. Græd. Bittert. Af smerte, af ydmygelse. *Forræder.*
Endnu en besked fra Sofie:
*”Ida, er du okay?”*
Jeg tørrede tårerne og ringede til hende.
“Sofie, hvordan ved du det?”
“En veninde af Rikke fortalte mig det. Hun klamrer sig til Mikkel igen. Og han faldt for det. Ida, jeg er så ked af det”
“Tak, fordi du fortalte mig det. Jeg stoppede ham ikke. Lad ham gå.”
“Han er en idiot. Hun sparker ham væk en tredje gang.”
“Hans valg. Sofie, sig ikke, at jeg ved det.”
“Jeg har ikke lyst til at snakke med ham alligevel. Jeg er træt af hans lort!”
“Tak. Vores forhold skal bestå. Selvom vi bliver skilt.”
“Selvfølgelig, Ida. Hold ud.”
Jeg åbnede bankappen igen. 100.000 manglede stadig. *Skynd dig!* Nej. Jeg tog en dyb indånding. Jeg ville overføre dem alle sammen til min mor.
Jeg sendte pengene, lukk
