“Åh, Lærke, hej! Er du kommet for at besøge din mor?” råbte naboinden fra altanen.
“Goddag, fru Jensen. Ja, det er til mor.”
“Du burde tale med hende,” sukkede kvinden. “Hun er helt forandret efter skilsmissen, den stakkel.”
“Hvad mener du?” spændte Lærke sig.
“Jeg har søvnproblemer, vågner tidligt. Jeg så hende en morgen ved fem-tiden, stige ud af en taxa. Og hun så lad os sige det mildt, ikke sig selv ud. Måske endda lidt beruset. Alle naboerne hvisker om det. I hendes alder! Og hvorfor smed hun din far ud? Ja, han begik en fejl, men hvem er uden synd? Så mange år sammen det er tosset at skille sig nu.”
“Tak, fru Jensen,” sagde Lærke og synkede tungt. “Jeg skal nok tale med hende.”
Med de ord skyndte hun sig ind. Hendes mor havde faktisk smidt faren ud for et halvt år siden, efter at have opdaget ham i utroskab. Lærke havde bedt hende om ikke at handle i affekt alt kunne ske. Men moren havde været standhaftig. Og det mærkelige? Hun var ikke faldet i depression, som man kunne forvente, men tværtimod levede hun fuldt ud. Nyt tøj, dans, barer, veninder ting hun aldrig havde gjort før.
Lærke havde svært ved at acceptere det. Hun skulle selv giftes snart, de planlagde børn. Og hendes mor i byen til morgenstunden? Hvilken slags bedstemor ville hun være? Hvordan skulle hun præsentere hende overfor svigermor, hvis den ene strikkede tæpper og den anden dansede i natklubber?
Da hun trådte indenfor, kom moren glad imod hende med tekanden i hånden og et stort smil. Ikke iført en slidt morgenkåbe, men et moderne beige sæt. Neglelak, pedikure, falske øjenvipper det var tydeligt, hun nød livet.
“Nå, hvordan har du det med Andreas?” spurgte hun og satte koppene på bordet.
“Alt er fint,” svarede Lærke og prøvede at holde tonen neutral. “Men hvad med dig?”
“Fantastisk! I aftes var jeg ude med pigerne til langt ud på natten. Vi dansede og sang karaoke. Så sjovt!”
“Fru Jensen fortalte mig alt,” sagde Lærke mørkt. “At du kom hjem klokken fem og så beruset ud.”
Moren lo.
“Hvad regnede du med? At vi drak te på baren?”
Lærke kunne ikke holde det tilbage længere.
“Mor, synes du ikke, du går lidt over grænsen?”
“Hvordan det?”
“Altså, for at sige det mildt, du er ikke længere tyve. Hvilket dans, hvilke klubber? Du burde være et forbillede. Du skal være bedstemor!”
“Jeg er en kvinde, der endelig er fri. Jeg lever ikke efter andres forventninger.”
“Men du levede så mange år med far! Hvordan kan du bare glemme alt det?”
Moren tav et øjeblik, før hun roligt men fast sagde:
“Din far svigtede mig. Det var ikke en fejl, men et bevidst valg. Og jeg vil ikke længere bare være en tjener. Jeg vil leve. For mig selv. Jeg har levet for familien i årevis. Nu gør jeg, hvad jeg vil.”
“Men du er næsten halvtreds!”
“Og hvad så? Skal jeg ældes efter en fastlagt tidsplan?”
Lærke indså, at hun var gået for langt.
“Undskyld, jeg ville ikke gøre dig ked af det. Jeg bekymrer mig bare.”
“Hvis du skammer dig over mig, behøver du ikke invitere mig til brylluppet. Men vid dette: Jeg gemmer ikke mit grå hår under et tørklæde, og jeg går ikke i vide kjoler. Jeg vil danse, og måske endda flirte. Jeg har det godt.”
“Nej, mor, jeg vil have dig der. Det er bare”
“Bare at tante Jensen ikke synes om det? Jamen, det rager ikke mig. Jeg lever endelig.”
Da hun kom hjem, fortalte hun alt til sin forlovede.
“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal have det med det.”
Andreas grinede.
“Jeg synes, din mor er fantastisk. Hun faldt ikke i depression, hun valgte livet. Det er ikke en forbrydelse at være glad.”
I weekenden ringede Lærke til sin mor.
“Mor, skal vi ikke på spa og derefter en bar med live musik?”
“Skammer du dig ikke over mig?”
“Jeg siger bare, du er min storesøster,” lo Lærke.
“Så er vi enige. Men vi går ikke hjem tidligt.”
Den dag var et vendepunkt. For første gang forstod Lærke, hvilken indre styrke hendes mor havde. Og måske skulle hun lære af hende at være sig selv. At leve ikke “som man skal”, men som man føler for.
