**Dagbog**
Min mor er overbevist om, at min kæreste kun er sammen med mig på grund af lejligheden.
Jeg bor sammen med min mor i en stor treværelses lejlighed i Københavns pulserende hjerte. Den fik vi efter mine forældres skilsmisse min far forsvandt og efterlod os alt. I starten holdt han kontakten lidt, ringede engang imellem for at høre, hvordan det gik, men med årene blev opkaldene færre. Nu hører jeg kun fra ham gennem korte, følelsesløse beskunder til højtiderne.
Min mor har aldrig rigtigt genopbygget sit kærlighedsliv. Nogle mænd har passeret hendes vej, men ingen nåede længere end et par dates. Måske ville hun det ikke, eller måske fandt hun aldrig den rigtige til at erstatte min far.
For mig har forhold altid været et minefelt. Jeg har haft nogle dates, men intet seriøst. Jeg har aldrig holdt fast i noget, bare for ikke at være alene. Hvis der ikke var gnisten, sagde jeg det ærligt. At spilde min eller andres tid gav ingen mening.
Men så ændrede alt sig på én gang.
**Jeg mødte mit livs kærlighed**
Da jeg så Mette for første gang, vidste jeg straks, at det her var anderledes. Fra det øjeblik følte jeg en dyb, usædvanlig forbindelse. Jeg blev opslugt af hende, længtes efter at bruge hvert ledigt sekund sammen med hende.
Mette kom til København fra en lille by i Jylland. Hun startede på universitetet og kæmpede for at bygge et nyt liv i storbyen. Hun er ambitiøs, klog, sød og utrolig smuk. Vi blev hurtigt tætte, begyndte at ses, og for første gang smagte jeg på ægte, glødende lykke.
Men for min mor var denne lykke et åbent sår, en uudholdelig fornærmelse.
**Hun afviste mit valg med vold**
Jeg har altid været ærlig over for min mor. Hun kendte alle de piger, jeg havde dated, jeg gemte aldrig noget. Så da jeg fortalte hende om Mette, forventede jeg en almindelig reaktion måske lidt skepsis, men også naturlig nysgerrighed.
I stedet brød en storm løs.
Hun ville ikke engang lytte. Knap nok havde jeg nævnt, at Mette var fra Jylland, før hun afbrød mig og råbte, at hun kun var sammen med mig for min status, min økonomi og mest af alt vores lejlighed.
Jeg var lamslået, som om lynet havde ramt mig.
Hvor kom den idé fra? Hvordan kunne hun dømme en person så hårdt, hun aldrig havde mødt, aldrig hørt tale, aldrig udvekslet et ord med?
Min mor lukkede sig fuldstændig af med en ubøjelig fjendtlighed mod vores forhold. Hun begyndte at skabe scener, råbe sig hæs, briste i gråd og insistere på, at jeg var ved at begå mit livs største fejl. Ifølge hende var jeg bare en mulighed for Mette, en måde at få fodfæste i byen, og hun ville knuse mit hjerte og smide mig væk som en gammel klud.
Jeg prøvede at forsvare os, forklare, at Mette aldrig havde antydet, hun ville bo sammen med mig. Hun havde sin egen lejlighed, bad ikke om penge eller hjælp. Hun var selvstændig, vant til at klare sig selv.
Men min mor var urokkelig, fast som en klippe.
**Pressen, der knuste mig**
I starten prøvede jeg at lukke ørerne for hendes ord. Jeg troede på Mette, vidste, hun ikke var her for lejligheden. Men når man hører de samme beskyldninger dag efter dag, begynder tvivlen langsomt at snige sig ind som gift.
Jeg begyndte at lytte til min mors hviskende anklager.
Jeg analyserede hver eneste handling fra Mette, ledte efter skjulte hensigter, hvor der ingen var.
Hvorfor var hun så opmærksom? Var det et påspil? Hvorfor gav hun mig gaver? Planlagde hun noget i smug?
Det drev mig til kanten af vanvid.
Mette lagde selvfølgelig mærke til, at noget var galt. Hun spurgte, om alt var okay, om der var sket noget. Jeg ville fortælle hende alt, men skammen lammede mig, lukkede min hals som en usynlig hånd.
Hvordan skulle jeg fortælle den kvinde, jeg elsker, at min egen mor så hende som en kalkulerende guldgraver?
**Kærlighed eller familie?**
Konflikten med min mor nåede et uudholdeligt højdepunkt.
Hun stillede mig et ultimatum, koldt og skarpt som en kniv: enten slog jeg op med Mette, eller også kunne jeg glemme en normal relation til hende.
Jeg var fortabt, på kanten af afgrunden, med mit hjerte i stykker.
På den ene side er der min mor. Hun har opdraget mig, passeret på mig, og jeg følte en overvældende pligt over for hende, en gæld, der var umulig at ignorere.
Men på den anden side har jeg ikke ret til min egen lykke? Fortjener jeg ikke at elske den, mit hjerte har valgt?
Min mor nægtede at høre mine bønner. Hendes overbevisning var som en stålvæg, umulig at gennembryde.
Jeg vidste, jeg var forpligtet til at træffe et valg.
Men hvilket?
Jeg er bange for at tage fejl. Jeg ryster ved tanken om at miste den, jeg elsker mest, men jeg er ikke klar til at skære båndet til min mor.
Hvad nu hvis hun bare er bange for at stå alene, forladt i stilheden? Eller ser hun virkelig noget, min kærlighed gør mig blind for?
Jeg er revet i stykker mellem pligt og passion, pint af en evig splittelse. Og lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal komme ud af det
