Vi flytter ind i jeres lejlighed
Ida har jo en fantastisk lejlighed midt i byen. Super lækker, lige blevet sat i stand lige til at flytte ind i og være glad!
Lejligheden er fin til en enlig kvinde, sagde Rasmus og sendte Anne et overbærende smil, som var hun et barn, der ikke forstod de voksnes verden. Men vi planlægger to børn nej, tre ville være endnu bedre. Lige i træk, hvis vi kan.
Der er alt for meget larm inde i byen, luften er tung, og der er ingen parkeringspladser. Og så er der kun to værelser. Her hos jer det er tre. Kvarteret er roligt, der er børnehave lige ved siden af.
Ja, kvarteret er virkelig godt, nikkede Søren uden helt at fange, hvor svigersønnen ville hen. Det var derfor vi blev boende her.
Præcis! Rasmus knipsede med fingrene. Jeg siger til Ida: Hvorfor vælte rundt i alt for lidt plads, når vi reelt har en løsning klar?
I er kun jer to og Mathilde. Det her areal er alt for meget for jer. I bruger jo nærmest ikke det ene værelse det er bare et pulterkammer! Vi kunne derimod sagtens bruge det til noget fornuftigt.
Anne stod og kæmpede for at mase den tunge støvsuger ind i det smalle skab i entreen. Slangen satte sig fast i bøjlerne, og den ville bare ikke ind på sin plads.
Søren, kan du ikke lige hjælpe? Enten er skabet skrumpet, eller også kan jeg ikke længere finde ud af at pakke ting sammen.
Søren kiggede ud fra badeværelset. Han var netop blevet færdig med at fikse hanen.
Altid rolig, lidt langsom, var han det stik modsatte af Anne.
Rolig nu, Anne. Lad mig lige tage den.
Med et rutineret greb slap han støvsugeren på plads i skabet.
Anne pustede lettet ud og lænede sig mod dørkarmen.
Forklar mig engang, hvorfor vi aldrig har nok plads? Vi har en treværelses, det burde være rigeligt, men hver gang vi gør rent, føles det som om hele lejligheden burde tømmes ud på gaden.
Det er fordi du ikke kan smide ting ud, grinede Søren. Hvorfor har vi tre sæt spisestel? Vi bruger dårligt nok ét i året.
De skal blive stående. Det er minder. Det var min mormors lejlighed.
Efter brylluppet havde Sørens forældre delt arven retfærdigt: Sønnen fik denne rummelige treværelses i et stille område, gamle mormors sted; søsteren Ida fik en toværelses i hjertet af København, i det fine Frederiksstaden.
Værdi og beliggenhed var omtrent ens. I fem år boede alle i fred, ingen missundelse mellem dem.
Anne havde troet, det altid ville være sådan. Men
***
Rengøringen var overstået, rodet samlet sammen, og de smed sig på sofaen for at slappe af. Idet de tændte for fjernsynet, ringede det på døren.
Søren gik ud og åbnede.
Det er søster og svoger, der banker på, sagde han til Anne, mens han så i dørspionen.
Først svævede Ida ind ad døren. Efter hende kom Rasmus, tungt gående.
Anne havde kun mødt Rasmus et par gange. Ida havde fundet ham i det lokale fitnesscenter for et halvt års tid siden.
Han havde aldrig været noget for Anne selvfed, arrogant. Hans blik på både hende og Søren var altid ovenfra.
Hejsa! Ida kyssede sin bror på kinden og gav Anne et knus. Vi var lige i nærheden vi har store nyheder!
Kom ind, nu I er her. Nyheder er altid spændende. Søren pegede på køkkenet. Vil I have en kop te?
Bare et glas vand, sagde Rasmus og fulgte Søren ud i køkkenet. Vi har noget vigtigt at snakke om.
Det var altså ikke bare tilfældigt, de kom. Rasmus havde sine egne planer. Anne mærkede nervøsiteten snige sig ind; tonen passede hende dårligt.
Så kom ud med det, sagde Søren og trak på skuldrene.
Ida lod, som om hun ikke hørte noget hun stirrede fordybet ned i sin telefon og lod al tale gå til Rasmus.
Han rømmede sig:
Jo, ser I. Ida og jeg har sat dato på. Bryllup om tre måneder. Det er helt alvorligt: Familien, det fælles liv, og et lykkeligt, langt ægteskab. Vi har tænkt over boligsituationen vi flytter ind hos jer, og I tager Idas lejlighed!
Anne tabte næsten pusten. Hun så først på Søren, så på Ida men Ida scrolllede videre, som om dette ikke angik hende.
Rasmus, jeg forstår ikke rigtig Søren kneb øjnene sammen.
Jeg foreslår bare en fair løsning: Vi bytter!
Vi rykker ind her, I tager Idas lejlighed.
Ida og jeg var helt enige det er det mest retfærdige.
Anne blev målløs for anden gang.
Retfærdigt? gentog hun. Rasmus, det er altså dit seriøse forslag? Du kommer ind i vores hjem og beder os flytte, fordi I vil have børn?
Du behøver da ikke blive så vred, Anne. Rasmus så fornærmet på hende. I har jo kun et barn så vidt jeg ved skal I ikke have flere. Hvorfor så sidde på en stor lejlighed? Det giver da ingen mening. Vi ser fremad.
Jamen altså! Anne sprang op. Søren, hører du hvad han siger?
Søren løftede hånden og bad om ro.
Rasmus, lad mig gøre det klart: Vi fik denne lejlighed af mine forældre ligesom Ida fik sin. Vi har selv knoklet med hver eneste liste, lavet alt selv. Mathilde har sit værelse, sine vaner, sine venner her.
Og nu mener du, vi bare skal rykke op med roden for at gøre det mere bekvemt for dig?
Slap af, Søren. Rasmus smed sig casualt tilbage. I er jo familie. Ida er din egen søster. Har du ingen tanker for hendes fremtid?
Desuden jeg har lavet regnestykket. I får en lejlighed i indre by, større værdi I vinder på det økonomisk!
Det er da pudsigt, grinede Søren. Du er ikke engang gift med min søster endnu, men har allerede lagt klør på min lejlighed!
Endelig så slap Ida telefonen.
Ej hold nu op! sagde hun med snert af fornærmelse. Rasmus vil bare det bedste for os.
Når vi får børn er min lejlighed alt for lille. Hos jer kan man spille fodbold i gangen.
Mor har altid sagt, at familien er det vigtigste har du glemt det, Søren?
Mor sagde, vi skulle hjælpe hinanden, Ida, ikke at den ene skulle kyle den anden ud af hjemmet! Anne skød ind. Hører du overhovedet, hvad din Rasmus siger?
Hvad skulle der være galt i det? Ida kiggede overrasket. Han har jo ret vi har et behov. I har jo alligevel et ekstra værelse.
Det er ikke ekstra! Annes stemme skar gennem køkkenet. Det er mit kontor! Jeg arbejder der, Ida!
Arbejde? Ja, det Rasmus himlede. Poster du ikke bare billeder på nettet? Ida siger, det er bare for sjov. Du kan vel sidde med din bærbare i køkkenet.
Søren rejste sig roligt.
Det var dét. Gå nu. Begge to.
Søren, nu må du da være voksen vi gør det jo kun for familiens skyld…
Undskyld, men du kommer og kræver min lejlighed, fornærmer min kvinde og beslutter, hvor vores datter skal vokse op det er ikke for familiens skyld. Har du ingen skam i livet?
Hvilken skam, Søren! Anne stillede sig ved siden af sin mand. Det er bare beregning. Han har ikke engang givet dig ring på fingeren, og deler allerede boet op!
Ida, forstår du slet ikke, hvad du slæber med hjem? Han smider dig ud af din egen lejlighed som det første!
Du skal ikke tale sådan om ham! Rasmus tænker på mig. På vores fremtid!
Og I er så nærige. Sidder bare på jeres store lejlighed som to gamle ugler. Kald dig min bror!
Den karrige her er din forlovede! Søren pegede på døren. Jeg gentager: Ud! Og glem det bytte. Hvis jeg hører om det igen, taler vi aldrig mere sammen.
Rasmus rejste sig, rettede skjortekraven. Ikke ét sekund røbede hans ansigt nogen skam kun irritation.
Dit valg, Søren. Jeg havde håbet, vi kunne være voksne. Lad os gå, Ida.
Da døren knaldede i bag dem, sank Anne ned i sofaen energien var suget ud af hende.
Så du det? Så du, hvor fræk han var? Hvem tror han, han er?
Søren stod tavs ved vinduet og så ud på gården, hvor Rasmus selvsikkert smækkede bildøren og sagde noget vredt til Ida.
Ved du, hvad der er det værste? Søren sagde det dæmpet. Ida tror virkelig, han gør det rigtige. Hun har altid været lidt i den blå verden men så naiv?
Han har snøret hende rundt om lillefingeren! Anne rejste sig. Du burde ringe til din mor og far. De bør vide, hvilke tanker deres svigersøn har.
Vent lidt. Søren fandt mobilen frem. Jeg ringer først til Ida. Alene uden han er der.
Han ringede op. Længe gik der, før hun tog telefonen. Hendes gråd var tydelig.
Ja, sagde hun hæst.
Ida, sig mig sidder du stadig i bilen med ham?
Hvad rager det dig?
Er han hos dig? Sæt på højtaler, hvis han er.
Nej, han satte mig af jeg skulle gå resten af vejen. Han sagde, han var nødt til at køle af, for min familie er bare egoister. Søren, hvorfor er I sådan? Han ville jo bare gøre det bedst for os
Ida, du må vågne op! Søren hævede stemmen. Han ville snyde mig for lejligheden! Tror du ikke, han også har planer for din?
Der blev stille i den anden ende.
Nej hviskede Ida endelig. Han sagde, han havde en overraskelse til os. Han havde fundet en løsning, der var god for hele familien.
Sikke en løsning. Han træffer beslutninger for jer alle uden at spørge. Ved du hvad? I dag er det lejligheden i morgen vil han have din bil, opstille krav om dine forældres sommerhus. Fordi han trænger til luft. Han er ikke en, man kan stole på.
Sig det ikke! græd Ida. Han elsker mig.
Hvis han gjorde, havde han ikke skabt den her konflikt. Han prøvede at vende os mod hinanden! Du må forstå det.
Jeg taler med ham, mumlede Ida.
Gør det. Og tænk dig om, før du lover ham noget som helst.
Søren lagde på og smed telefonen på sofaen.
Hvad sagde hun? spurgte Anne stille.
At hun ikke anede noget han havde planlagt det hele som en overraskelse.
Anne fnøs.
Manden stiller op som herre over universet, og deler mennesker og kvadratmeter op, som det passer ham.
Vi giver ikke slip på lejligheden, Anne. Det lover jeg dig. Men jeg synes faktisk synd for Ida.
***
Sørens og Annes frygt blev ikke til virkelighed brylluppet blev aldrig til noget.
Samme aften slog Rasmus op. Ida kom tudende hjem til sin bror og fortalte alt.
Rasmus havde pakket sine ting med det samme og sagt, at han ikke gad gifte sig ind i sådan en grådig familie.
Han sagde, sådan nogen familie har han ikke brug for, snøftede hun. Han kunne ikke regne med jer.
Han sagde, I ikke engang ville tage Mathilde med i weekenden, hvis vi ville have en fridag. Og at vi aldrig ville låne ham penge, hvis vi spurgte.
Lad nu være med at være ked af det, Ida! Anne slog armene om hende. Han var aldrig rigtig noget for dig. Du kan ikke stole på sådan én. Han ville kun sig selv.
Ida var trist i nogle måneder, men kom sig langsomt. Først senere gik det for alvor op for hende, hvor tæt hun var på at ødelægge sit liv for en mand, der kun tænkte på sig selv.
Skæbnen ville, at hun slap fri heldigvis.
