Hej du, jeg må altså lige fortælle dig, hvad der skete for nylig. Jeg mødte en kvinde på gaden her i Aarhus, mens hun gik en tur med sin lille datter på halvandet år. Hun virkede helt opslugt af sine egne tanker og lagde slet ikke mærke til mig hvis jeg ikke havde råbt til hende, var hun bare gået forbi uden at opdage mig. Hun smilede lidt, da hun så mig, men det forsvandt hurtigt igen, og jeg kunne se, at noget gik hende på. Jeg spurgte selvfølgelig, om der var noget galt, og så lagde hun hele sin sorg hos mig og fortalte, hvad der fyldte.
Hun og hendes mand havde giftet sig af ren kærlighed. Forlovelsestiden var simpelthen så hyggelig, fyldt med romantik og søde små øjeblikke. Efter brylluppet var han nærmest sådan én, der bar hende gennem hverdagen og gjorde alt for hende. De gjorde begge meget for at trives, selv da deres interesser begyndte at gå i hver sin retning.
Men da deres datter kom til verden, ændrede alting sig drastisk. Pludselig blev det virkelig tydeligt, hvad det egentlig betød at være forældre især for ham, og han brød sig ikke rigtig om det. Han arbejdede hjemmefra og kunne slet ikke koncentrere sig, når datteren græd eller skulle have opmærksomhed. Det meste af ansvaret faldt over på hende, men indimellem fik han også en opsang, når han ikke hjalp nok til.
Situationen blev ikke bedre af, at hun var på barsel og indkomsten derfor var blevet meget mindre, så han begyndte at udnytte det og lod næsten alt den praktiske og følelsesmæssige omsorg for datteren falde på hende. Efterhånden forlangte han, at hun skulle tilbage på arbejde og få en af bedsteforældrene til at passe lillepigen.
Han troede ikke på, at bedsteforældrene ikke kunne håndtere så lille et barn, og han insisterede på, at der skulle flere penge i husholdningskassen, så han undersøgte alle muligheder blandt andet vuggestue bare for ikke selv at stå for pasningen. Og så begyndte han selv at købe ind i stedet for at lade hende gøre det; han syntes åbenbart, hun brugte for mange penge på unødvendige ting og smed rundt med kronerne.
Og hun ja, hun endte med at tage på flere ture ud af huset med datteren, hen i Mindeparken eller på legepladsen, bare for at slippe væk fra situationen derhjemme.
Til sidst spurgte hun mig lidt fortvivlet, hvad hun egentlig skulle stille op, men ærligt jeg havde jo ikke noget godt svar. Skulle hun gå fra ham? Det ville hun slet ikke, for hun elskede Peter alt for højt og kunne slet ikke overskue at skulle undvære ham, trods alle fejlene. Og så ville hun ikke risikere, at deres datter voksede op i en splittet familie. Oven i det hele var hun bare så træt af konstant at få skyld for, at hun ikke tjente penge, når det egentlig slet ikke var hendes egen skyld.
Da jeg sagde farvel, kunne jeg kun sige de der generelle ting du ved, vær stærk, det skal nok lysne, tingene falder på plads igen. Jeg håber virkelig, det gør…
