Skiftede mening om at gifte sig
Arne sad ofte sent i laboratoriet, hældte forskellige væsker mellem reagensglas og undersøgte mystiske pulvere. Han var overbevist om, at alt hans ihærdige arbejde snart ville bære frugt, og han endelig kunne præsentere samfundet for sit “produkt” udvundet af rødderne fra en sjælden plante.
Med den entusiasme, der kun en midaldrende forsker besidder, forsvandt han helt ind i sin forskning. Han lagde slet ikke mærke til de mange blikke fra den unge rengøringsdame, Solvej, der for nylig var startet på instituttet.
Arne var så optaget af drømmen om sit store fund, at han slet ikke ænsede, hvordan Solvej kunne stå timevis i hans lokale, lænet op ad sin moppe, med øjnene stift rettet imod hans ryg.
En aften samlede hun dog modet og sagde:
Arne Mikkelsen, har du siddet der hele dagen? Skal vi tage en kop te? Jeg har min elkedel med, og jeg har også lidt hjemmelavet med.
Da Arne hørte ordet “hjemmelavet”, løftede han straks blikket.
Te? Det lyder lækkert. Hjemmelavede sager siger du? Det siger man ikke nej til.
Glad med rystende hænder fandt Solvej sin rygsæk frem. Først elkedlen, så en plastikbøtte med noget, der så spændende ud.
Min mor lavede fars i går, så jeg lavede hjemmelavede leverpostej-madder, sagde hun stolt og satte bøtten frem på bordet.
Nå, lad os da se, sagde Arne og fiskede sine læsebriller op af kittellommen.
Mens vandet begyndte at koge, åbnede Arne forsigtigt bøtten, som var af gennemsigtig plastik.
Hvor længe har den stået i din rygsæk? spurgte han lidt skeptisk.
Solvej så forvirret ud, trak på skuldrene:
Siden morgenen, tror jeg, hvorfor?
Hm. Og låget har været tæt lukket hele dagen?
Jaja, det skulle det da gerne, svarede hun nervøst. Tror du det er blevet dårligt? Det var koldt i omklædningsrummet. Radiatorerne er ikke tændt endnu.
Arne Mikkelsen kæmpede med sin indre tvivl:
Ja, altså Måske skal vi bare holde os til teen. Tag maden med hjem.
Solvej, der havde brugt sin aften på leverpostejen, blev fornærmet og snuppede bøtten igen.
Det var ikke svært at se på hendes sammenknebne bryn, at hun var skuffet.
Nej, lad nu være, råbte Arne forskrækket, da hun var ved at åbne bøtten. Han fór tilbage og klæbte lommetørklædet for næsen.
Men Solvej tog bare en indånding og sagde:
Den lugter da fint! I byfolk, I er så sære med alt det der hygiejne. Spis du bare din egen mad jeg klarer mig.
Hun satte bøtten hårdt på bordet og begyndte ufortrødent at hælde te op.
Arne gik forsigtigt hen og satte sig.
Teen varmer godt. Arne kunne ikke lade være med at skæve til Solvej, der glad gnaskede sin leverpostej.
Det er vel oksekød? spurgte han.
Nemlig, nikkede Solvej, munden fuld.
Ser lækkert ud. Og lugter slet ikke dårligt.
Hans mund løb i vand, for instinkterne kunne ikke standse.
Han sukkede og sagde højtideligt:
Egentlig må temperaturen i omklædningsrummet ikke overstige 22 grader ifølge Arbejdstilsynet. Teoretisk set
Hvad? afbrød Solvej ham.
Arne bemærkede fedtperler på hendes hage og et lille blink på næsetippen.
Tankerne flimrede rundt:
“Det dufter jo forrygende Hvorfor sagde jeg egentlig nej?”
“Tag dig nu sammen, Arne. Man kan ikke spise mad, der har ligget på den måde. Hun tænker jo ikke over fødevarehygiejne!”
Alligevel sad han og nød sin te, mens maven knurrede.
Men så skete der noget uventet: Uden at han vidste hvordan, strakte hans hånd sig efter leverpostejen. Den sprøjte skorpe knasede mellem tænderne.
Fantastisk. Hvem har lavet det her?
Jamen, det har jeg da! sagde Solvej og rødmede.
Arne spiste mere og mere, nærmest med lukkede øjne.
Jeg er målløs.
Det gjorde Solvej glad. Hun tørrede mundvigene af i ærmet og også kinderne, da hun begyndte at græde af glæde.
Du kan li det, sagde hun lettet, og jeg har været i køkkenet siden jeg var lille.
***
Som tak for det gode aftensmåltid tilbød Arne at følge Solvej til busstoppestedet.
De faldt i snak. Det viste sig, Solvej kun var 23.
En hel generation yngre end ham. Næsten yngste datter-materiale.
De stod og ventede længe på bussen, som ikke kom.
I morgen har jeg hjemmebagte småkager med, sagde hun genert. Karot-kager eller dem med ostemasse hvad kan du bedst lide?
Jeg kan lide alle slags småkager.
Så tager jeg begge slags med.
Utroligt nok så Arne frem til morgendagen. Han glemte næsten sine udregninger og formler. Om natten havde han ovenikøbet en pinlig drøm, hvor Solvej trak skjorten af sit søde skulder.
Han vågnede med røde kinder.
Utroligt. I fyrre år har jeg aldrig så meget som kigget efter kvinder og nu det her!
Del 2
Inden mødet med de muligvis kommende svigerforældre var Arne selvfølgelig ret nervøs. I taxaen forsøgte han at skjule de begyndende bare pletter i sit tynde hår under huen.
Aftenen før havde Solvej nænsomt fjernet hans grå hår med en pincet, hovedet hvilende i hendes skød.
Arne var nybarberet, iført jakkesæt, slips og parfume.
Solvej nussede sin kind mod hans, ligesom en kærlig kat.
Du skal nok imponere dem, forsikrede hun. Min mor er til at tale med. Og min stedfar er altid flink.
Hvor gammel er din mor egentlig?
Femogfyrre.
Men jeg er fyrre. Tror du, det går?
Selvfølgelig! Og hvis hun brokker sig, så siger jeg bare, jeg er gravid.
Nej nej, det skal vi ikke starte med! blev Arne forskrækket.
Så kom de frem, og Arne greb med det samme fat om huen; vinden var bidende.
Snebankerne var kæmpestore her langt større end i København.
Mens Arne kiggede sig forvirret omkring, havde Solvej betalt chaufføren, springet ud og hentet begge deres tasker.
Huset lignede mest noget fra de gamle H. C. Andersen-fortællinger. Skævt, med bølgebliktag, en skorsten med en omvendt gryde for enden. Den tunge dør knagede. Indenfor var der skæve gulve dækket med hjemmelavede tæpper og ujævne mure dækket af gammel kalk.
“Hold da op, bor folk virkelig sådan her?” tænkte Arne forbløffet.
Han håbede stadig, at det her kun var et gæstehus eller jagthytte.
Men da Solvej bad ham tage skoene af og bød ham indenfor i det lille rum, forstod han, at det var alvor.
I midten af stuen stod en kvinde i morgenkåbe.
Hej mor. Det her er Arne, min forlovede. Jeg har fortalt dig om ham i telefonen.
Kvinden så iskoldt på ham.
Goddag, lød det. Blikket gik fra top til tå, og hendes toneleje lovede ikke noget godt.
Du må være fuld af fis og ballade, datter? Hvor gammel er han?
Arne begyndte at svede.
Må jeg præsentere mig? Jeg hedder Arne, jeg arbejder sammen med din datter
Hvor gammel ER DU? råbte moderen.
Jeg er fyrre.
Og min datter er treogtyve! Du kunne jo være hendes far!
Jo, men jeg elsker Solvej. Jeg vil aldrig såre hende, jeg har fast job, lejlighed i København, og sommerhus.
Men du har ingen bil!
Nej, jeg er lidt nærsynet. Men jeg kan købe én, eller lære Solvej at køre hvis det er vigtigt for jer…
Aldrig i livet! Du vil gøre min datter til hushjælp! Skal du ikke lige huske, at slaveriet er afskaffet?!
Hør nu Jeg vil gifte mig med Solvej. Vi kan blive viet, få et par børn… Jeg lover, jeg vil behandle hende godt!
Bag ovnen kom en smilende mand frem, omkring 30, slank, nydelig, mørklødet og med krøller.
Godaften, hyggeligt at mødes. Jeg har hørt meget om dig, sagde han venligt.
Det var Solvejs stedfar. Han så godt ud ung og stærk.
Anders, du behøver ikke charme ham! Jeg lader ikke min datter gifte sig med en gammel stodder!
Mor, altså! lød det fra Solvej. Hvordan taler du til vores gæst? Hvis du er mod mig, så går jeg med Arne.
Det vil jeg ikke tillade!
Et stort familiedrama var under opsejling. Arne prøvede diskret at løsne Solvejs fingre fra sin hånd og trække sig tilbage.
Undskyld, Solvej. Vi bliver nok nødt til at sige farvel. Jeg vil ikke gå imod din mor.
Er det i orden, hun behandler mig sådan? råbte Solvej. Hun må godt have en elsker på min alder, men jeg må ikke?
Talt pænt, sagde stedfaren.
Hold mund! råbte moren endnu højere.
Nu gik det helt galt. Arne skyndte sig mod døren, og pludselig fløj en taburet efter ham.
“Gud bevare mig!” tænkte han, mens han nærmest sprang ud af huset.
Han løb ud på trappen, hen over den sneklædte gårdsplads, stadig jagtet af indtrykkene og uden at vide, hvor han skulle finde hverken taxa eller bus.
Stresset og forfrossen gik han forvirret rundt.
“Hvorfor pokker gik jeg dog med til det her?” tænkte han. “Jeg kunne have siddet i mit lune laboratorium…”
Han fiskede sin mobil frem ingen signal. Efter lidt tid gik han tilbage til huset, genkendte det på den sorte gryde på skorstenen.
Da han kom tilbage, var der helt stille. Døren gik op, og Solvej trådte ud med taskerne.
Arne, er du her? spurgte hun stille. Jeg var bange for du var forsvundet.
Jeg skulle bare… have lidt luft, løj han.
Mor vil ikke give sin velsignelse, så nu går jeg med dig, sagde hun beslutsomt.
Arne svarede ikke. Hans sko var slet ikke egnet til den bidende kulde, så han hoppede omkring i sneen.
Hans fødder var som is. Kærlighed var det sidste, han tænkte på.
Han tvivlede pludselig på alting om Solvej overhovedet var det værd, især med sådan en familie?
***
Så kom Solvejs mor ud med pelsjakke og filtstøvler som en sand bondekone.
Hvis du ikke respekterer mig, din datter, så held og lykke, sagde hun. Nu er han ansvarlig for dig.
Solvej nikkede:
Jeg vil hellere gå med Arne end blive her. Han er et godt menneske! Kan du ikke bestille en taxa?
Nej! Nu klarer I jer selv.
Solvej stødte blidt til Arne:
Vil du ikke gøre noget?
Arne, som næsten var stivfrossen, samlede sig og sagde:
Der er ingen signal kan du ikke gå til naboen og låne deres telefon?
For første gang var han virkelig ude, hvor han ikke kunne bunde. Hans ben knækkede næsten af kulde, og han sank sammen i sneen.
Hvad sker der?! skreg Solvej, så hele landsbyen kunne høre det.
Arne svarede svagt:
Hovedet snurrer… Jeg troede aldrig, jeg skulle ende sådan. Jeg vil bare hjem.
Nej! råbte Solvej, og Arne forestillede sig nærmest helvede åbne sig foran ham.
***
Arne kunne knapt tænke, men da en eller anden sygeplejerske fra landsbyen stak ham en sprøjte, begyndte han at komme til sig selv.
Intet mirakel samme skæve loft, samme kalkede vægge. Han prøvede at rejse sig fra sofaen, men sygeplejersken stoppede ham:
Læg dig nu ned, du skal hvile en halv time mere.
Hvad fejler jeg? stønnede Arne.
Blodtrykket er alt for højt. Ingen stress!
Nå Jeg har aldrig været stresset før før i dag
For hans indre blik dukkede svigermors ansigt op:
Og så er han syg også! sagde det bidende.
Mor, forlad ham nu! Solvej blandede sig.
Hun gav ham en kop varm te og madede ham tålmodigt.
Sygeplejersken gik. Arne spurgte:
Kan du tage mig med i dag?
Hvorhen?
Til København, måske? Kom du ikke i ambulance?
Nej, jeg bor her i byen arbejder her.
Solvej satte teen fra sig og så alvorligt på ham:
Du vil ikke blive? Vi har talt det igennem, mor har tilgivet os.
Men Arne havde fået nok.
“Det har I bare talt om men jeg har min egen mening. Overlever jeg det her, så løber jeg! Og kvinder holder jeg fremover på afstand.”
***
Senere, tilbage på arbejdet, sagde Arne, mens han pakkede sammen:
Nu er det fyraften, du kan også pakke ned, sagde han til sin tekniker.
Hun var 32, forsigtig, og stod lidt klodset med en kage i hånden.
Jeg har bagt en tærte, skulle vi tage en kop te?
Nej! udbrød Arne. Der er ikke tid til te på arbejdspladsen! Her arbejder vi!
Jamen, klokken er jo fem, svarede hun lettere stødende.
Gå hjem, lød det kort.
Det søde smil forsvandt, hun pakkede sammen og gik.
Tosse, mumlede hun.
Arne sukkede tungt, låste døren og skyndte sig hjem.
Han var hjemme til tiden, præcist kl. 20.
Solvej åbnede døren, da han satte nøglen i.
Godaften, Arne Mikkelsen.
Hvad står den på til aftensmad? spurgte han uden at se hende i øjnene.
Kraftig andesuppe og kartoffel-knödel.
Perfekt. Skriv i din notesbog, hvor meget jeg skylder for indkøb, så får du det sammen med lønnen sidst på måneden.
Arne tog støvlerne af, vaskede hænder, satte sig ved bordet.
Solvej puslede nysgerrigt om ham:
Arne, er du stadig sur på min mor? Hun indrømmede jo, at hun bare blev bange for at du, så rig og respekteret forsker, ikke ville gifte dig med mig for alvor.
Derfor prøvede hun at gøre mig mere værdifuld. Hun mente det ikke. Men jeg elsker dig endnu.
Arne rørte i suppen og syntes ikke rigtigt, han kunne nyde maden.
Eller blev du bare forskrækket over vores familie-skænderier? Det sker tit, vi skændes og forsones. Vi gik måske lidt for vidt denne gang, men hvad så?…
Arne rejste sig, lagde armene om Solvej, guidede hende ud til døren og gav hende alle hendes ting.
Det er sent, du må hellere tage hjem i aften. I morgen klarer jeg mig selv, men kom forbi overmorgen.
Han lukkede døren bag hende, mens hun snøftede. Så gik han tilbage og spiste færdig alene.
