Mille, prøv nu at forstå, det er altså en presset situation, sagde Henrik Sørensen og masserede næseryggen, mens han sukkede dybt. Mette har plaget mig dag ud og dag ind i to måneder nu.
Hun er kommet i tanke om et eller andet kursus for Niklas, vores søn, nede på Malta. Hun siger, han skal have en god start, lære noget engelsk Men hvor tror du, pengene skal komme fra?
Du ved jo, jeg ikke har noget fast arbejde for tiden.
Mille så stille op på sin far.
Så du tænker, at det bedste ville være at sælge sommerhuset? spurgte hun dæmpet.
Hvad skulle jeg ellers gøre? svarede hendes far hurtigt og lænede sig frem. Sommerhuset står jo bare stille. Mette gider aldrig være der; hun siger, der er for mange myg og for stille
Hun ved faktisk slet ikke, at jeg ikke ejer det længere. Hun tror, vi bare kan sælge og så bliver alt godt.
Mille, du er en fornuftig pige. Hvad med sådan her: Du sælger det officielt nu. Du får de penge tilbage, du i sin tid gav mig hver en øre!
Og resten, det der kommer over markedsprisen, giver du til mig. Familie først, ikke?
Du lider jo intet tab. Du får dit tilbage og hjælper din far.
Henrik dukkede uanmeldt op. De havde ikke haft meget kontakt de sidste mange år han havde jo for længst en ny familie, med egne bekymringer. Mille var egentlig blevet kørt ud på et sidespor.
Hun havde mistanke om, at hans besøg ikke var helt tilfældigt. Hun havde regnet med, at han igen ville bede om penge, men Forslaget lød ærlig talt besynderligt.
Far, kan vi lige spole ti år tilbage, svarede Mille, efter at have hørt ham ud. Dengang kom du og sagde, du havde brug for penge til en operation og genoptræning.
Husker du det?
Henrik rynkede brynene.
Hvorfor nu rode op i det gamle? Jeg blev jo rask, heldigvis.
Det gamle? Mille trak på smilebåndet og rystede på hovedet. Jeg havde de penge stående, jeg havde sparet op i fem år. Det var dem, jeg ville bruge som udbetaling til en lejlighed.
Jeg arbejdede weekender, sprang ferier over, levede på en sten Og så kom du. Ingen job, ingen opsparing, men til gengæld ny kone, Mette, og så Niklas.
Du tog alt, jeg havde skrabet sammen!
Jeg var desperat, Mille. Hvad ellers kunne jeg gøre? Lægge mig ud på gaden og vente på at dø?
Jeg tilbød dig egentlig hjælp, jeg sagde bare ærligt, at jeg var bange for at stå uden både penge og tag over hovedet, hvis du gik bort. Du har jo arving Mette. Hun havde næppe lukket mig ind i sommerhuset.
Vi diskuterede det i en uge. Du ville ikke engang skrive noget under blev fornærmet.
Hvordan kan du ikke stole på din egen far!
Men jeg ville bare have en smule sikkerhed.
Og du fik din sikkerhed! afbrød Henrik hende. Vi skrev under på, at du købte sommerhuset. Jeg solgte det praktisk talt for en slik kun det, der gik til operationen.
Vi lavede den aftale: Du ejer det, jeg kan bruge det, og når jeg har pengene, køber jeg det tilbage.
Der er gået ti år, sagde Mille bestemt. Ti år, far. Har du én eneste gang nævnt at købe det tilbage? Har jeg fået en eneste krone? Nej.
Hver sommer boede du der, dyrkede dine tomater, fyrede op i brændeovnen brænde jeg betalte for.
Ejendomsskatten mig. Taget, der blev repareret for tre år siden mig.
Du boede der som herre i eget hus, mens jeg knoklede for at indfri mit boliglån.
Henrik tørrede panden med sit lommetørklæde.
Jeg havde jo ingen job, Mille Efter kemoen tog det lang tid at komme sig, og så min alder ingen ville ansætte mig.
Mette også hun er lidt sart, hendes kontorjob gør hende nærmest syg.
Vi lever af hendes handel på DBA og Marketplace og får det lige til at løbe rundt.
Sart, eller hvad? Mille rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage i køkkenet. Og jeg er så bare rå og sej?
Er det så i orden, at jeg knoklede løs på to jobs for at betale både lån og sanatoriet til dit sommerhus?
Og nu har Mette besluttet, at det skal sælges, så Niklas kan på kursus til Malta?
Mit sommerhus, far! Mit!
Mille, på papiret er det jo dit. Men du forstår jo også, at det egentlig bare var midlertidigt.
Jeg er din far. Jeg har givet dig livet! Vil du virkelig holde fast i det, når din lillebror har brug for en chance?
Lillebror? Mille stoppede brat. Jeg har mødt denne bror to gange i mit liv.
Han har aldrig så meget som ønsket mig tillykke med fødselsdagen. Og Mette har hun nogensinde spurgt, hvordan jeg klarer hverdagen? Hvordan jeg sled mig halvt ihjel for at klare det hele?
Hun tror stadig, du ejer både virksomheder og et halvt shippingfirma og bare har haft en dårlig periode.
Du har løjet for hende i ti år, far.
Henrik kiggede ned.
Jeg ville bare beskytte hende Hun ville blive ked af at vide, jeg havde overdraget huset.
Overdraget?
Mille, lad nu være med at hænge dig i ord! udbrød Henrik pludseligt. Sommerhuset er fem gange mere værd nu end dengang. Ejendomsmarkedet er jo stukket af.
Du tager dine én million kroner, som du gav til min operation. Er det ikke rimeligt? Resten to millioner dem giver du til mig.
Jeg skal jo hjælpe Niklas på vej, Mette skal have lavet tænderne, og bilen er slidt op.
Du får jo nok ikke så meget ud af de penge, du har allerede en smart lejlighed i København!
Hjælp familien!
Mille kiggede på ham og vidste ikke, hvem han var længere. Var det den samme mand, der havde fortalt godnathistorier for mange år siden?
Nej, sagde hun bare.
Hvad mener du med nej? spurgte hendes far forvirret.
Jeg sælger ikke sommerhuset, og jeg giver dig ikke så meget som en krone ud over det, jeg allerede har betalt. Sommerhuset er mit både retmæssigt og moralsk.
Du har boet gratis der i ti år, blev rask, nød naturen. Tag det som mine underholdsbidrag.
Men nu er det slut.
Det gør du ikke, Mille Henriks ansigt blev rødt. Vil du tage det sidste fra din gamle far? Hvis ikke jeg havde bygget det, var der jo intet sommerhus! Det var morfar, der byggede det i sin tid.
Præcis. Og han ville vende sig i graven, hvis han vidste, du vil sælge familiens samlingspunkt for at sende en dreng til Malta, som er 19 og aldrig har løftet en finger.
Mille, du er ikke rigtig klog! råbte Henrik, rejste sig faretruende. Jeg har opfostret dig! Hvis du siger nej, så så fortæller jeg det hele til Mette, og hun laver et kæmpe sceneri!
Vi tager sagen i retten! Vi får handlen annulleret! Uforsvarlig aftale! Du udnyttede min sygdom og snød mig for huset!
Mille lo tørt.
Prøv du bare. Jeg har gemt alle kvitteringer fra hospitalet. Alle overførsler er dokumenteret.
Og købsaftalen blev underskrevet hos notar, mens du var ude af behandling og helt ved dine fulde fem.
Din Mette vil nok blive overrasket over at høre, huset er solgt for ti år siden før Niklas overhovedet begyndte i skole.
Du har sagt til hende, det er din arv, ikke?
Mille nu blev hans stemme pludselig blød og klagende. Kan du ikke forstå, hvordan det står til? Hvis Mette finder ud af det, sparker hun mig ud. Hun er femten år yngre, med hende har jeg kun tryghed tilbage.
Hvis jeg ikke har noget hus eller penge, er jeg ligegyldig. Vil du virkelig have, jeg ender som en hjemløs, gammel mand?
Tænkte du på det, da du ikke lavede en pind i ti år? Da du lod Mette stifte gæld? Da du lovede hende guld og grønne skove betalt af mig?
Så du nægter at hjælpe? Henrik rettede ryggen. Sikke en datter jeg har fået
Gå hjem, far. Fortæl Mette sandheden. Det er din bedste chance for at beholde bare lidt værdighed.
Tag du bare det hus! spyttede Henrik, på vej ud. Men så har du heller ikke nogen far! Glem mit nummer!
Han gik, og Mille trak på skuldrene: Som om hun havde haft nogen far de sidste mange år.
Han forlod hende, da hun var syv.
***
Telefonen ringede lørdag morgen. Ukendt nummer.
Hallo?
Er det Mille? Hun genkendte straks Mettes nasale stemme. Hvem tror du, du er, din knap så kloge tøs?
Du troede ikke, vi ville finde ud af, hvordan du snød Henrik? Han har fortalt mig alt!
Du lod ham skrive under, mens han stadig var bedøvet!
Godmorgen, Mette, svarede Mille helt roligt. Skal vi tage den uden at råbe? Så kan vi begge forstå hinanden.
Morgen? Vi har allerede talt med advokat!
Han siger, den handel bliver flået i stykker på sekunder. Du har udnyttet din fars sygdom og snuppet arven for ingenting!
Du ender på gaden!
Mette, hør nu her.
Jeg forstår, du kun har hørt Henriks version. Men jeg har beviserne på, at pengene blev brugt på hans behandling.
Desuden har jeg smser fra ham igennem alle ti år, hvor han takker for, at jeg holder huset, og at han kan bruge det som sit.
Han skriver sort på hvidt: Tak, Mille, fordi du ikke lod mig i stikken huset er i trygge hænder.
Hvad tror du, retten siger til det?
Der var stille i røret. Mette havde ikke forberedt sig på det svar.
Du er det værste snerrede hun. Kunne du ikke bare nøjes med din lejlighed? Skal du tage det sidste fra din bror også? Niklas har brug for en chance!
Niklas må tage et arbejde, sagde Mille helt tørt. Som jeg selv gjorde i hans alder.
Og Mette, det er på tide, du får sandheden at vide. Kan du huske, han fortalte dig om aktierne?
Aktier hvad for nogen? Mettes stemme bævrede.
De aktier, der aldrig har eksisteret. Han brugte bare de penge, jeg sendte ham som hjælp, og sagde, det var afkast.
Du kan bare tjekke indbetalingerne. Din mand løj for dig. Han dækkede det hele ind med sin sygdom, tiggede penge hos mig.
Jeg satte mig selv i gæld for at redde hans liv, troede jeg.
Mette smed røret på. Om aftenen fik Mille en sms fra Henrik.
Bare tre ord: Du ødelagde alt.
***
Hun reagerede ikke. Nogle dage senere hørte hun fra naboen ved sommerhuset, at Mette havde lavet et kæmpe drama.
Hun råbte og kastede Henriks ting ud gennem vinduerne, indtil politiet kom.
Det viste sig, at Mette i troen på den snarlige hushandel havde stiftet gæld og taget et stort lån med skyhøje renter for Niklas fremtid.
Henrik måtte flytte ud. Mette søgte om skilsmisse, da hun opdagede omfanget af hans løgne.
Niklas, vant til det søde liv, havde ingen sympati for sin far. Han flyttede hurtigt ind hos sin kæreste og sagde bare, det er hans egen skyld.
Hvordan det går Henrik nu, aner Mille ikke og det har hun egentlig heller ikke tænkt sig at finde ud af.
