Længe ventet barnebarn
Kirsten Madsen blev ved og ved med at ringe til sin søn, som nu igen var ude at sejle på lange togter. Men der var stadig ikke hul igennem.
Nå, og hvad har du så fået rodet dig ud i, min dreng? sukkede hun opgivende og prøvede det velkendte nummer en gang til. Men ligegyldigt hvor mange gange hun trykkede på knappen, opstod der ikke forbindelse, før han igen ramte nærmeste havn. Og det kunne ligesom trække ud. Og lige nu, midt i alt det her!
Kirsten havde ikke sovet ordentligt i to døgn og alt sammen på grund af sin søn!
* * *
Helt ærligt så startede morskaben for flere år siden, hvor Mads aldrig havde forestillet sig, at han skulle ende som sømand på de syv hav. Han var jo ellers voksen, men med kvinder gik det, som man siger, ikke som smurt ingen af dem passede åbenbart. Kirsten så med hjertesorg på, hvordan han gjorde det forbi med ellers pæne og rare piger, som hun personligt mente var både charmerende og almindelige nok.
Du har altså bare et ulideligt temperament! plejede hun at sige til sin søn. Der er altid noget galt! Hvem skulle dog være kvinde nok til at leve op til ALT det, du kræver?
Jeg forstår ikke, hvorfor du skælder sådan ud, mor. Du vil bare have en svigerdatter, lige meget hvem hun er?
Nej da, selvfølgelig ikke! Hun skal jo elske dig og opføre sig ordentligt!
Så tidde Mads bare lurmærkeligt stille, og netop dét kunne bringe Kirsten op i en spids: Hvad bildte han sig ind, den søn hun havde båret og opfostret, der sad dér og bildte sig ind at vide bedre end sin egen mor? Hvem var ældst her i huset, egentlig?
Hvad var der nu galt med Line?! udbrød hun opfarende.
Jeg har allerede sagt det.
Okay, hun var måske ikke det bedste eksempel, men alligevel! Du siger, hun var uærlig. Selvom jeg stadig ikke helt forstår
Mor! Jeg synes, vi holder op med at diskutere detaljerne. Line er bare ikke én, jeg vil være sammen med hele livet.
Jamen, og Sofie så?
Nej, heller ikke hende, svarede Mads roligt.
Og Anna? Det var da en ordentlig pige. Rolig. Hjemlig. Sød var hun. Ville gerne hjælpe til i huset hun var da nærmest perfekt!
Ja, du har ret, mor. Hun var sød. Men det viste sig, at hun aldrig har elsket mig.
Og har du elsket hende?
Det gjorde jeg nok heller ikke
Nå, hvad så med Pernille?
Mor, altså!
Hvad mor?! Dig er der da ingen, der kan gøre tilpas! Du ligner nærmest en charmør på slap line. Hvad med bare at stifte familie? Så har du da noget fornuftigt at gå op i!
Kan vi ikke lade være at spilde tid på den slags snak? Mads havde tydeligvis fået nok og trampede gerne ud.
“Han er sin far op ad dage både med pertentlighed og stædighed!” tænkte Kirsten gal og utilfreds.
Tiden gik kæresterne kom og gik, men Kirstens store drøm om at se sønnen lykkelig og blive mormor, blev aldrig til noget. Og så, ja, besluttede Mads at trække i sømandstøjet en gammel ven fik ham med ud at sejle. Kirsten gjorde, hvad hun kunne, for at snakke ham fra det.
Mor, nu må du altså lige se det positive! Det er velbetalt, du skulle bare vide, hvad gutterne hiver hjem! Vi får det så godt, du og jeg!
Hvad skal jeg med alle de penge, hvis du bare sejler rundt et eller andet sted, så jeg ikke ser dig? Jeg vil have børnebørn!
Ja, børn skal jo også have mad på bordet! Når børnene en dag kommer, så må jeg jo blive hjemme. Indtil da, kan jeg lige så godt tjene til dagen og vejen.
Og tjente det gjorde han efter første togt var der råd til at sætte lejligheden i stand. Efter andet åbnede han en konto og forærede sin mor et dankort.
Så du mangler aldrig noget!
Jeg mangler da ikke andet end børnebørn! Tiden løber, jeg er jo snart gammel!
Gammel? Du har mange år til pensionen endnu nu må du ikke overdrive! lo han.
Pengene brugte Kirsten aldrig. Hun havde sit apoteksjob, og lønnen rakte fint til hendes beskedne behov. Kortet får bare lov at ligge, tænkte hun. En dag kigger han det igennem, og så kan han se, hvor økonomisk hans mor er!
Sådan gik årene Mads kom hjem fra havet, forsøgte at indhente det forsømte med venner, øl og damer, dem præsenterede han nu ikke længere for sin mor. Da hun påpegede det, fik hun bare at vide:
Det er for, du ikke bagefter bekymrer dig om, at jeg ikke gifter mig med dem. Der er ingen af dem, jeg har lyst til at gifte mig med, mor!
Det gjorde ondt på Kirsten især da han kaldte hende alt for naiv. Du har slet ikke set, hvad mine kærester har været for nogen. For dig spillede de den flinke pige, men i virkeligheden var de det ikke.
Den bemærkning blev hængende var hun virkelig dum, som han antydede?
Men da hun en dag stødte på ham med en ny pige, vågnede hendes opsparingstrang nu skulle han altså hjelpes på rette vej. Selv om Mads blev knaldrød i hovedet, måtte han præsentere hende.
Astrid, som hun hed, var faktisk noget så fin. Høj, rank, med brune krøller og søde manerer. Synet af sådan en pige ved siden af sønnen fik Kirsten til at glemme alle sine tidligere frustrationer.
“Måske var det virkelig uheld, at han ikke fandt én før. Tænk hvis han havde bøvlet med alle de gamle, og så aldrig mødt hende her!” tænkte hun smilende.
Mads’ forhold til Astrid varede hele hans orlov og Kirsten sørgede selvfølgelig for at invitere Astrid hjem på kaffe. Astrid var nem at tale med, sjov og kvik. Men da Mads gjorde klar til nyt togt, forsvandt Astrid.
Jeg snakker ikke med Astrid mere! Og det skal du heller ikke! lød det kort, før han drog afsted.
Kirsten grubler stadig over, hvad der kunne være sket, men kunne ikke få noget at vide.
* * *
Et år gik. Sønnen vendte hjem nogle gange, men blev mut så snart talen faldt på Astrid.
For pokker da, hvad VAR der galt med HENDE?! udbrød Kirsten til sidst.
Mor, det er min sag. Bland dig venligst udenom. Hvis jeg ikke er sammen med hende, så er det fordi det er bedst sådan!
Kirsten fik tårer i øjnene.
Det er jo bare fordi, jeg bekymrer mig om dig!
Lad nu VÆRE! brølede han. Jeg har BEDT dig om ikke at kontakte Astrid! Drop det anklageshow!
Kort efter rejste Mads igen, og Kirsten måtte bide i det sure æble.
Men så da Kirsten endnu engang stod i apoteket, kom en pige ind for at købe babymad. Astrid! Hun kiggede ned og justerede på lillepigens hue.
Astrid! Hvor ER det godt at se dig! Mads har ikke forklaret noget, han tog bare afsted og sagde, jeg ikke skulle spørge!
Ja, sådan kan det jo gå… svarede hun sørgmodigt.
Kirsten blev nervøs.
Hvad skete der egentlig mellem jer? Jeg KENDER jo min søn han har temperament. Har han såret dig?
Det betyder sådan set ikke noget Jeg bærer ham intet nag. Vi må videre.
Du kan altid komme forbi! Jeg skifter mellem aften og morgen, så du kan altid lige hilse på, eller få lidt guf med hjem!
Astrid dukkede op næste gang Kirsten havde vagt endnu en gang efter babymad. Langsomt fik Kirsten hende til at åbne op. Astrid havde været blevet gravid med Mads, men han ville ikke høre tale om at være far der var ikke tid til børn og han gik jo til søs. Siden forsvandt han.
Han gik vel til søs men okay! Vi klarer os, pigen og jeg!
Og så faldt Kirsten nærmest på knæ ved barnevognen og kiggede på barnet:
Så det så det er mit barnebarn?
Det er det vel, hviskede Astrid. Hun hedder Signe.
Signe
***
Kirsten blev helt rastløs. Hun fik lirket ud af Astrid, hvor svært hun og Signe havde det Astrid havde ikke familie i byen, og at leje en lejlighed med en inkomst som singlemor var ikke nemt. Kirsten kunne nærmest mærke sit hjerte slå knuder ved tanken om, at barnebarnet skulle rejse væk.
Flyt ind hos mig, Astrid. Med Signe! Det er jo mit barnebarn, og jeg hjælper med alt, så finder du dig et job, og med det Mads sender af penge, mangler vi aldrig noget. Signe får alt det bedste!
Hvad siger Mads til det?
Hvem spørg vi? Han har forladt jer! Han efterlod et barn og sagde intet. Så nu må hans mor rydde op! Når han kommer hjem, skal jeg nok give ham en overhaling!
Sådan blev det. Kirsten brugte gladeligt både tid og penge på Signe, og skaffede sig flere fridage for at kunne være sammen med hende. Astrid fik job, og Signe blev tit overladt til Kirsten og Astrid kom sent hjem, helt mat.
Jeg har stået op hele dagen, kunderne var så utilfredse!
bare slap af jeg bader Signe og lægger hende i seng!
Mads’ hjemkomst nærmede sig, og Kirsten forestillede sig, hvordan hun ville stille ham til regnskab. Astrid blev nervøs, men Kirsten lod sig ikke sådan slå ud.
Mads kommer hjem, og så smider han os sikkert på porten! Jeg er egentlig bange, Kirsten! Jeg skulle aldrig have sagt ja til at flytte ind.
Sagde du ikke, jeg er den, der bestemmer i lejligheden? Hvis han brokker sig, kan han finde et andet sted at bo!
Astrid insisterede dog på, at hun hellere ville flytte, og begyndte at se på lejligheder.
Jeg kan jo ikke bare leve af din godhed! Tænk hvis Mads siger, jeg bare hægter mig på for pengenes skyld. Jeg vil ikke udnytte dig, Kirsten!
Rolig nu! Jeg bestemmer, hvem der bor her! svarede Kirsten, urørlig som en bøgeknude.
Kirsten begyndte endda at overveje at overdrage lejligheden til Signe.
Så kan der ikke blive ballade senere! Mads får jo aldrig slag i bolledejen med kvinder, så Signe skal jo have noget!
Nej, Kirsten, det er da ikke nødvendigt! Mine forældre har også en lejlighed
Det bestemmer JEG!
Hos notarieen gik det dog ikke nemt Mads var stadig skrevet ind på adressen, så de kunne ikke ændre det.
Dagen før Mads skulle komme hjem, begyndte Astrid at opføre sig mærkeligt, pakkede tøj og blev væk.
Skal du flytte? Kirsten lurede straks taskerne.
Jeg skal videre, før Mads kommer
Du bliver! Jeg sagde du kan få, hvad du skal bruge du må gerne bruge kortet! Og du må godt tillade dig lidt flere fridage, Signe glemmer snart hvem du er, hvis ikke!
Astrid tav, og Kirsten så bare næstekærligt på hende. Mads skulle komme om to dage.
* * *
Det første Kirsten gjorde om morgenen var at kigge hen til Astrid og Signe men værelset var tomt, kun Signe sov.
“Hvad i alverden er nu det? Klokken er kun seks. Hun har aldrig gået så tidligt!”
Kirsten gik ud for at gøre klar til sønnens hjemkomst, mens hun smilede over, hvordan hun ville møde ham i døren med sin lille Signe på armen. Sikkert som amen i kirken ville hun få ham til at undskylde, når Astrid kom hjem fra arbejde.
Så ringede det på døren.
Ind træder Mads og stirrer på moderen med en lille pige på armen.
Hej mor. Hvad hvem er det barn?
Det ved du vist GODT SELV!
Jeg forstår ingenting, sagde Mads rådvild og sparkede skoene af. Nå, hvad er der nu sket, mens jeg har været væk?
Ja, ja, jeg har fundet mit barnebarn, Signe! Det er da ret vildt!
Hvilket barnebarn? Har jeg fået søskende uden at vide det?
Nu stopper du den teaterforestilling, Mads! Astrid har fortælt mig hele historien! Jeg skammer mig over dig!
Astrid? For det første sagde jeg, du ikke skulle tage kontakt, og for det andet hvad har Astrid og denne her unge med HINANDEN at gøre?
Nu læste Kirsten ham så teksten, dryppende med mors bebrejdelser. Mads slog hænderne op i håret:
Mor, du er virkelig…! udbrød han.
Du vil måske kalde mig dum igen? Så gør det bare! Men jeg
Nej, det er IKKE MIT barn, mor! Astrid har snydt dig, og du… Du er for godtroende! råbte han. Hun har været ude på dine penge, det så jeg med det samme… Hvad har hun taget?
Ingenting! Du er umulig…
Mor! Tjek dine konti! Jeg vædder på, hun er langt væk med dem allerede!
Hun er jo bare på arbejde! Kirsten insisterede.
De diskuterede, indtil Mads ikke gad mere. Han indvilligede i, at de ventede og snakkede med Astrid, når hun dukkede op efter “arbejde”.
De ventede og ventede. Kirsten fortalte om, hvordan hun fandt Astrid, hvordan de havde boet sammen og at hun overvejede at give Signe hele lejligheden. Mads forklarede for femte gang, at Astrid bare havde snydt dem.
Jeg tror ikke på dine skræmmehistorier! Astrid er da sød!
Ja, en dygtig svindler! Men du hopper på alt!
Hold nu op! Når hun kommer tilbage, må du snakke ordentligt med hende. Imens leger jeg med Signe.
Det er ikke dit barnebarn!
Kirsten sendte ham et dræbende blik.
Vi tager en DNA-test, så!
Helt sikkert! svarede Kirsten stolt og gik ind til Signe.
Aftenen faldt på. Astrid kom ikke. Heller ikke næste dag. Hendes telefon var slukket, og da Kirsten besøgte stedet, hvor Astrid påstod at arbejde, havde ingen nogensinde hørt om hende ligegyldigt hvor mange billeder Kirsten viste frem.
Hjemme tjekkede Kirsten kontoen. Både den og kortet var væk sammen med Astrids ting, kun Signes ejendele stod tilbage. Først da forstod Kirsten, at hun var blevet snydt.
Det kan ikke passe! Hun kunne da ikke bare efterlade Signe og smutte!
Hun kunne så meget! sukkede Mads. Jeg blev jo advaret om hende og så finder jeg ud af, at hun er gravid, hvad ved jeg, med hvem. Sagde det var mit… Ha, som om. Jeg har allerede fået meldinger fra gutterne: hun fløj rundt til alle.
Hvor er jeg naiv! stortudede Kirsten. Hvorfor fortalte du mig ikke det hele? Så havde jeg vidst, hun ikke var den, hun udgav sig for!
Jeg ville ikke gøre dig ked af det. Du er jo altid så tillidsfuld mod folk…
Hvad gør vi nu?
Vi melder det til politiet! Og heldigvis nåede du ikke at lade Signe overtage lejligheden!
De meldte det, men Astrid dukkede aldrig op væk som dug for solen. Det eneste de fandt, var Dankortet, smidt på Hovedbanegården.
Signe måtte midlertidigt blive hos Kirsten, mens de officielle systemer undersøgte sagen. Kirsten måtte sige sit job op for at blive godkendt som plejeforælder. Mads’ indtægt rakte, men DNA-testen viste, at han ikke var far til Signe. Kirsten havde dog efterhånden knyttet sig så meget til den lille pige, at hun og Mads besluttede, at Signe skulle vokse op hos dem. Astrid blev frakendt forældremyndigheden in absentia, og der fulgte en lang kamp for at få Kirsten godkendt som værge. Det lykkedes. Hverdagen faldt til ro.
Og året efter, da Mads en dag kom hjem fra et togt, havde han en kone med:
Mor, det her er Lærke. Vi skal bo sammen!
Men hvad så med… Kirsten pegede ind mod Signes værelse, i tvivl om, hvorvidt Mads havde briefet den unge nye hustru.
Men Lærke smilede venligt:
Dejligt at møde dig, Kirsten! Mads har fortalt alt og jeg er vildt imponeret over det, du har gjort! Hvis du vil lade mig hjælpe med Signe, ville jeg blive virkelig glad, for… hun kiggede på sin mand.
Ja, jeg har tænkt mig at stoppe som sømand, og vi vil adoptere Signe. Det får vi nok også lov til nu!
Kirsten strålede som en klar dansk sommerdag:
Åh, hvor ER jeg lykkelig! Kom ind, der er sild og frikadeller og alt godt på bordet! Nu skal vi rigtigt lære hinanden at kende! Ikke et øje var tørt.
