– Mens vi sælger lejligheden, kan du bo på plejehjemmet, sagde datteren Ludmila blev gift meget sent i livet. For at sige det som det er, havde hun i lang tid ikke heldet med sig, og som fyrreårig havde hun allerede opgivet håbet om at møde, efter hendes målestok, en værdig mand. 45-årige Edvard viste sig at være noget af en prins. Han havde været gift flere gange før og havde tre børn, som han efter et retsligt påbud måtte overdrage sin lejlighed til. Derfor måtte Ludmila efter et par måneders omflakken på leje-markedet tage sin mand med hjem til sin 60-årige mor, Marie Andersen. Edik lavede straks et utilfreds ansigt og rynkede på næsen for åbenlyst at vise, at han ikke brød sig om lugten i lejligheden. – Her lugter gammelmand, mumlede han bebrejdende. – Det kunne godt trænge til at blive luftet ud. Marie Andersen hørte udmærket svigersønnens bemærkning, men lod, som om hun ikke lagde mærke til det. – Hvor skal vi bo? sukkede Edik, der tydeligvis ikke brød sig om deres nye bolig. Ludmila begyndte straks at gøre sig umage for at gøre manden tilfreds og trak sin mor til side. – Mor, Edik og jeg tager dit værelse, hviskede hun, – så kan du bo i det lille værelse lidt endnu. Samme dag blev Marie Andersen skamfuldt forvist til et andet rum, som dårligt kunne kaldes egnet til beboelse. Hun måtte ovenikøbet selv slæbe sine ting, da svigersønnen nægtede at hjælpe hende. Fra den dag begyndte en svær tid for hende. Edik var utilfreds med alt: maden, rengøringen, tapetets farve. Men værst af alt var lugten, der irriterede ham. Han mente, at lejligheden lugtede så kraftigt af gammelt, at han havde udviklet allergi af det. Edik begyndte overdreven at hoste, hver gang Ludmila dukkede op i lejligheden. – Det kan man ikke holde ud! Der må gøres noget! erklærede Edik vredt overfor Ludmila. – Vi har ikke råd til at leje en lejlighed, svarede hun fortvivlet. – Så send din mor et andet sted hen, mumlede han. – Man kan jo ikke trække vejret. – Hvor skulle hun tage hen? – Ved ikke, find på noget! Denne lejlighed kan ikke reddes. Vi må sælge den og finde noget andet, sagde Edik. – Det er det, vi gør! Tal med din mor! – Hvad skal jeg sige til hende? spurgte Ludmila nervøst. – Find på noget! Lejligheden bliver jo din alligevel engang. Vi fremskynder bare processen, sagde han uden tøven. – Det føles nu ikke helt rigtigt… – Hvem betyder mest for dig? Mig eller hende? Jeg tog dig til mig da du var 40. Hvem ville ellers have dig, en gammel ugift kvinde, pressede Edik, som vidste, hvad han skulle sige. – Hvis jeg går, er du alene igen, og mon du finder nogen ny? Ludmila så tvivlrådigt på ham og gik ind til moren i det lille kammer, der nu var hendes værelse. – Mor, du synes vel heller ikke om at bo sådan her? spurgte hun forsigtigt. – Har I gjort mit værelse klar igen? spurgte moren bekymret. – Nej, vi har en anden idé. Du giver jo alligevel lejligheden videre til mig, ikke? spurgte Ludmila med et håbefuldt blik. – Selvfølgelig. – Så lad os ikke trække tiden ud! Jeg vil sælge lejligheden og købe noget nyt i en god ejendom. – Kunne vi ikke bare renovere denne? – Nej, vi skal have lidt større. – Og hvor skal jeg så bo, datter? spurgte Marie Andersen med bævende stemme. – Du kan bo på plejehjem så længe, annoncerede Ludmila glad den chokerende besked til sin mor, – men det er kun midlertidigt. Senere henter vi dig hjem igen. – Lover du det? spurgte hun med tårede øjne. – Selvfølgelig. Vi ordner alt, laver et flot nyt hjem og henter dig, svarede Ludmila og tog sin mors hånd. Marie Andersen havde ikke andet valg end at stole på datteren og skrive lejligheden over på hende. Da dokumenterne var klar, gned Edik sig tilfreds i hænderne og sagde: – Pak gamle Marias ting, nu flytter vi hende på plejehjem! – Allerede? spurgte Ludmila, der blev ramt af skyld. – Hvorfor vente? Hun er ikke engang nogen gevinst selv med sin folkepension. Hun skaber mere bøvl end gavn. Din mor har levet sit liv, nu må hun lade os leve, sagde Edik tørt. – Vi har jo ikke engang solgt lejligheden endnu? – Gør som jeg siger, ellers står du tilbage alene, sagde han hårdt. To dage senere blev Marie Andersen og hendes ejendele pakket i en bil og kørt til plejehjemmet. På vejen tørrede hun i smug sine tårer væk. Hendes hjerte fornemmede, at der var ulykke i vente. Edik kørte ikke med. Han sagde, at han skulle lufte lejligheden ud for at fjerne lugten. Marie blev hurtigt registreret på plejehjemmet, og Ludmila forlod hende hurtigt og skamfuldt. – Datter, du kommer vel tilbage efter mig? spurgte hun håbefuldt. – Selvfølgelig, mor, svarede Ludmila og kiggede væk. Hun vidste, at Edik aldrig ville tillade hende at tage Marie hjem igen. Da ejerskabet var sikret, solgte parret hurtigt lejligheden og købte ny bolig. Edik besluttede, at den skulle stå i hans navn – han mente ikke, Ludmila kunne betros noget. Efter nogle måneder forsøgte Ludmila at tage emnet op om sin mor, men Edik reagerede aggressivt. – Prøv bare at nævne hende igen, så smider jeg dig ud! truede Edik, der ikke kunne lide samtaleemner om Marie Andersen. Ludmila bed sig i læben – hun vidste, han mente det alvorligt. Hun tog aldrig emnet op igen. Hun overvejede et par gange at besøge sin mor, men forestillingen om moderens tårer fik hende til at opgive igen og igen. Marie Andersen ventede hver dag de næste fem år på, at Ludmila ville hente hende. Men datteren kom aldrig. Moderen kunne ikke udholde savnet, og hendes liv sluttede. Ludmila hørte først om det et år senere, da Edik smed hende ud af deres lejlighed, og hun endelig tænkte på sin mor. Skyldfølelsen tyngede hende så voldsomt, at hun gik i kloster for at sone sin synd.

Mens vi sælger lejligheden, kan du bo på plejehjem, sagde datteren.

Kirstine blev gift meget sent i livet. For at sige det, som det er, havde heldet ikke været med hende, og som 40-årig havde hun næsten opgivet håbet om at møde, efter hendes mening, en ordentlig mand.

Men 45-årige Poul viste sig at være noget af en karakter. Han havde flere ægteskaber bag sig og tre børn, og efter en domsafgørelse måtte han give sin lejlighed til sine børn.

Derfor blev Kirstine, efter at have lejet sig rundt på fremmede steder et par måneder, nødt til at tage Poul med hjem til sin 60-årige mor, Ingrid Mikkelsen.

Poul rynker straks på næsen da de træder ind, og man forstår tydeligt, at han ikke bryder sig om lugten i lejligheden.

Det lugter af gammelt skrammel, mumler han utilfreds. Det kunne godt trænge til en udluftning.

Ingrid Mikkelsen hører det tydeligt, men lader som ingenting.

Hvor skal vi bo? sukker Poul, der bestemt ikke virker glad for de nye rammer.

Kirstine farer straks rundt for at gøre alt behageligt for ham, og tager sin mor til side.

Mor, Poul og jeg overtager dit værelse, hvis det er okay. Du kan bo i det lille kammer indtil videre, hvis du kan klare det, hvisker Kirstine.

Samme dag bliver Ingrid nærmest uden at blive spurgt flyttet ind i det lille kammer, som dårligt kunne betegnes som et ordentligt værelse.

Ingrid må flytte alle sine ting selv. Svigersønnen nægter at hjælpe.

Det er nu begyndelsen på en svær tid for Ingrid. Poul brokker sig over alt: maden, rengøringen og endda farven på tapetet.

Men mest af alt irriterer lugten ham. Han påstår, at det lugter af gammelt, så slemt at han næsten får allergi.

Hver gang Kirstine åbner døren, begynder Poul overdrevent at hoste.

Sådan kan vi ikke blive ved! Vi må gøre noget, siger Poul vredt til Kirstine.

Vi har ikke råd til at leje noget andet, svarer hun fortvivlet.

Så send din mor et sted hen! grynter han og vrænger på næsen. Det er umuligt at trække vejret.

Hvor skulle jeg dog sende hende hen?

Det må du finde på! Der er ikke noget, der alligevel kan redde denne lejlighed. Vi sælger, og så køber vi noget nyt, siger Poul. Ja! Prøv at snakke med din mor om det!

Hvad skal jeg sige til hende? spørger Kirstine nervøst.

Opfind noget! Under alle omstændigheder får du jo lejligheden, når hun ikke er her mere. Vi kan bare skynde lidt på processen, siger Poul, fuldstændig upåvirket.

Det føles ikke rigtigt

Hvem holder du egentlig mest af, mig eller hende? Jeg tog dig til mig, da du var fyrre. Hvem ville ellers have dig, du gamle jomfru, siger Poul kynisk. Forlader jeg dig, ender du alene, og du finder aldrig en ny.

Kirstine skynder sig, uroligt, hen til sin mor, der sidder i det lille værelse.

Mor, du bryder dig sikkert ikke om at bo her i det lille værelse, vel? spørger hun stille.

Får jeg mit gamle værelse igen? spørger Ingrid håbefuldt.

Nej… vi har talt om noget andet. Du vil jo alligevel testamentere lejligheden til mig, ikke? siger Kirstine.

Selvfølgelig.

Så lad os bare gøre det med det samme. Jeg tænker, vi kan sælge den og købe en ny lejlighed i en pæn opgang.

Kunne vi ikke bare renovere denne her?

Nej, vi skal have lidt større.

Men hvor skal jeg så være, datter? Ingrids læber begynder at bævre.

Indtil videre kan du bo på plejehjem. Men kun midlertidigt! Bagefter henter vi dig hjem, lover Kirstine glad.

Virkelig? spørger hendes mor håbefuldt.

Ja, selvfølgelig. Vi ordner alt, laver lejligheden i stand og henter dig hjem, lyver Kirstine og tager sin mor i hånden.

Ingrid har intet valg og skriver lejligheden over.

Blot få dage senere klapper Poul i hænderne:

Pak Ingrids ting, vi kører hende til plejehjemmet!

Allerede? spørger Kirstine, ramt af dårlig samvittighed.

Hvorfor vente? Ikke engang hendes pension har vi brug for. Der er kun bøvl med hende. Det er vores tur til at leve nu, siger Poul og trækker på skuldrene.

Men lejligheden er jo ikke engang solgt endnu?

Gør, som jeg siger, ellers står du igen alene, siger Poul selvsikkert.

Efter to dage stables Ingrids få ejendele sammen, og sammen med Ingrid bliver de læsset bag i bilen og kørt til plejehjem.

Hele vejen tørker Ingrid skjult tårerne væk. Hendes hjerte mærker ulykke på vej.

Poul tager ikke engang med. Han siger, han vil lufte ud i lejligheden.

Ingrid bliver hurtigt indskrevet på plejehjemmet, og Kirstine skynder sig at tage afsked, uden at turde se sin mor i øjnene.

Du henter mig vel igen, barn? Står hun igen og igen med håb i stemmen.

Selvfølgelig, mor, svarer Kirstine, men kigger ned i gulvet.

Hun ved, Poul aldrig vil give lov til at have Ingrid boende hos sig igen.

Med retspapirerne i hus sælger de lynhurtigt lejligheden og køber en ny som Poul sørger for at få skrevet i sit navn, fordi han ikke stoler på Kirstine.

Efter nogle måneder beslutter Kirstine sig for at snakke med Poul om Ingrid, men han reagerer aggressivt.

Bare nævn hende én gang til, og du ryger ud! truer Poul.

Kirstine tier og tør ikke længere nævne sin mor.

Et par gange overvejer hun at besøge hende på plejehjemmet, men tanken om Ingrids tårer får hende altid til at ombestemme sig.

I fem år venter Ingrid hver dag på, at Kirstine kommer og henter hende.

Men det sker aldrig. Sorgen over adskillelsen bliver for stor, og hun lukker øjnene for sidste gang.

Kirstine får først besked et år senere, efter at Poul også har smidt hende på porten og hun pludselig kommer i tanke om sin mor.

Skylden og fortrydelsen bliver så tung, at Kirstine forlader alt og søger trøst og tilgivelse i et kloster.

Rating
Mirabile dictu
– Mens vi sælger lejligheden, kan du bo på plejehjemmet, sagde datteren Ludmila blev gift meget sent i livet. For at sige det som det er, havde hun i lang tid ikke heldet med sig, og som fyrreårig havde hun allerede opgivet håbet om at møde, efter hendes målestok, en værdig mand. 45-årige Edvard viste sig at være noget af en prins. Han havde været gift flere gange før og havde tre børn, som han efter et retsligt påbud måtte overdrage sin lejlighed til. Derfor måtte Ludmila efter et par måneders omflakken på leje-markedet tage sin mand med hjem til sin 60-årige mor, Marie Andersen. Edik lavede straks et utilfreds ansigt og rynkede på næsen for åbenlyst at vise, at han ikke brød sig om lugten i lejligheden. – Her lugter gammelmand, mumlede han bebrejdende. – Det kunne godt trænge til at blive luftet ud. Marie Andersen hørte udmærket svigersønnens bemærkning, men lod, som om hun ikke lagde mærke til det. – Hvor skal vi bo? sukkede Edik, der tydeligvis ikke brød sig om deres nye bolig. Ludmila begyndte straks at gøre sig umage for at gøre manden tilfreds og trak sin mor til side. – Mor, Edik og jeg tager dit værelse, hviskede hun, – så kan du bo i det lille værelse lidt endnu. Samme dag blev Marie Andersen skamfuldt forvist til et andet rum, som dårligt kunne kaldes egnet til beboelse. Hun måtte ovenikøbet selv slæbe sine ting, da svigersønnen nægtede at hjælpe hende. Fra den dag begyndte en svær tid for hende. Edik var utilfreds med alt: maden, rengøringen, tapetets farve. Men værst af alt var lugten, der irriterede ham. Han mente, at lejligheden lugtede så kraftigt af gammelt, at han havde udviklet allergi af det. Edik begyndte overdreven at hoste, hver gang Ludmila dukkede op i lejligheden. – Det kan man ikke holde ud! Der må gøres noget! erklærede Edik vredt overfor Ludmila. – Vi har ikke råd til at leje en lejlighed, svarede hun fortvivlet. – Så send din mor et andet sted hen, mumlede han. – Man kan jo ikke trække vejret. – Hvor skulle hun tage hen? – Ved ikke, find på noget! Denne lejlighed kan ikke reddes. Vi må sælge den og finde noget andet, sagde Edik. – Det er det, vi gør! Tal med din mor! – Hvad skal jeg sige til hende? spurgte Ludmila nervøst. – Find på noget! Lejligheden bliver jo din alligevel engang. Vi fremskynder bare processen, sagde han uden tøven. – Det føles nu ikke helt rigtigt… – Hvem betyder mest for dig? Mig eller hende? Jeg tog dig til mig da du var 40. Hvem ville ellers have dig, en gammel ugift kvinde, pressede Edik, som vidste, hvad han skulle sige. – Hvis jeg går, er du alene igen, og mon du finder nogen ny? Ludmila så tvivlrådigt på ham og gik ind til moren i det lille kammer, der nu var hendes værelse. – Mor, du synes vel heller ikke om at bo sådan her? spurgte hun forsigtigt. – Har I gjort mit værelse klar igen? spurgte moren bekymret. – Nej, vi har en anden idé. Du giver jo alligevel lejligheden videre til mig, ikke? spurgte Ludmila med et håbefuldt blik. – Selvfølgelig. – Så lad os ikke trække tiden ud! Jeg vil sælge lejligheden og købe noget nyt i en god ejendom. – Kunne vi ikke bare renovere denne? – Nej, vi skal have lidt større. – Og hvor skal jeg så bo, datter? spurgte Marie Andersen med bævende stemme. – Du kan bo på plejehjem så længe, annoncerede Ludmila glad den chokerende besked til sin mor, – men det er kun midlertidigt. Senere henter vi dig hjem igen. – Lover du det? spurgte hun med tårede øjne. – Selvfølgelig. Vi ordner alt, laver et flot nyt hjem og henter dig, svarede Ludmila og tog sin mors hånd. Marie Andersen havde ikke andet valg end at stole på datteren og skrive lejligheden over på hende. Da dokumenterne var klar, gned Edik sig tilfreds i hænderne og sagde: – Pak gamle Marias ting, nu flytter vi hende på plejehjem! – Allerede? spurgte Ludmila, der blev ramt af skyld. – Hvorfor vente? Hun er ikke engang nogen gevinst selv med sin folkepension. Hun skaber mere bøvl end gavn. Din mor har levet sit liv, nu må hun lade os leve, sagde Edik tørt. – Vi har jo ikke engang solgt lejligheden endnu? – Gør som jeg siger, ellers står du tilbage alene, sagde han hårdt. To dage senere blev Marie Andersen og hendes ejendele pakket i en bil og kørt til plejehjemmet. På vejen tørrede hun i smug sine tårer væk. Hendes hjerte fornemmede, at der var ulykke i vente. Edik kørte ikke med. Han sagde, at han skulle lufte lejligheden ud for at fjerne lugten. Marie blev hurtigt registreret på plejehjemmet, og Ludmila forlod hende hurtigt og skamfuldt. – Datter, du kommer vel tilbage efter mig? spurgte hun håbefuldt. – Selvfølgelig, mor, svarede Ludmila og kiggede væk. Hun vidste, at Edik aldrig ville tillade hende at tage Marie hjem igen. Da ejerskabet var sikret, solgte parret hurtigt lejligheden og købte ny bolig. Edik besluttede, at den skulle stå i hans navn – han mente ikke, Ludmila kunne betros noget. Efter nogle måneder forsøgte Ludmila at tage emnet op om sin mor, men Edik reagerede aggressivt. – Prøv bare at nævne hende igen, så smider jeg dig ud! truede Edik, der ikke kunne lide samtaleemner om Marie Andersen. Ludmila bed sig i læben – hun vidste, han mente det alvorligt. Hun tog aldrig emnet op igen. Hun overvejede et par gange at besøge sin mor, men forestillingen om moderens tårer fik hende til at opgive igen og igen. Marie Andersen ventede hver dag de næste fem år på, at Ludmila ville hente hende. Men datteren kom aldrig. Moderen kunne ikke udholde savnet, og hendes liv sluttede. Ludmila hørte først om det et år senere, da Edik smed hende ud af deres lejlighed, og hun endelig tænkte på sin mor. Skyldfølelsen tyngede hende så voldsomt, at hun gik i kloster for at sone sin synd.