– Mens vi sælger lejligheden, kan du bo på plejehjemmet, sagde datteren Ludmila blev gift meget sent i livet. For at sige det som det er, havde hun i lang tid ikke heldet med sig, og som fyrreårig havde hun allerede opgivet håbet om at møde, efter hendes målestok, en værdig mand. 45-årige Edvard viste sig at være noget af en prins. Han havde været gift flere gange før og havde tre børn, som han efter et retsligt påbud måtte overdrage sin lejlighed til. Derfor måtte Ludmila efter et par måneders omflakken på leje-markedet tage sin mand med hjem til sin 60-årige mor, Marie Andersen. Edik lavede straks et utilfreds ansigt og rynkede på næsen for åbenlyst at vise, at han ikke brød sig om lugten i lejligheden. – Her lugter gammelmand, mumlede han bebrejdende. – Det kunne godt trænge til at blive luftet ud. Marie Andersen hørte udmærket svigersønnens bemærkning, men lod, som om hun ikke lagde mærke til det. – Hvor skal vi bo? sukkede Edik, der tydeligvis ikke brød sig om deres nye bolig. Ludmila begyndte straks at gøre sig umage for at gøre manden tilfreds og trak sin mor til side. – Mor, Edik og jeg tager dit værelse, hviskede hun, – så kan du bo i det lille værelse lidt endnu. Samme dag blev Marie Andersen skamfuldt forvist til et andet rum, som dårligt kunne kaldes egnet til beboelse. Hun måtte ovenikøbet selv slæbe sine ting, da svigersønnen nægtede at hjælpe hende. Fra den dag begyndte en svær tid for hende. Edik var utilfreds med alt: maden, rengøringen, tapetets farve. Men værst af alt var lugten, der irriterede ham. Han mente, at lejligheden lugtede så kraftigt af gammelt, at han havde udviklet allergi af det. Edik begyndte overdreven at hoste, hver gang Ludmila dukkede op i lejligheden. – Det kan man ikke holde ud! Der må gøres noget! erklærede Edik vredt overfor Ludmila. – Vi har ikke råd til at leje en lejlighed, svarede hun fortvivlet. – Så send din mor et andet sted hen, mumlede han. – Man kan jo ikke trække vejret. – Hvor skulle hun tage hen? – Ved ikke, find på noget! Denne lejlighed kan ikke reddes. Vi må sælge den og finde noget andet, sagde Edik. – Det er det, vi gør! Tal med din mor! – Hvad skal jeg sige til hende? spurgte Ludmila nervøst. – Find på noget! Lejligheden bliver jo din alligevel engang. Vi fremskynder bare processen, sagde han uden tøven. – Det føles nu ikke helt rigtigt… – Hvem betyder mest for dig? Mig eller hende? Jeg tog dig til mig da du var 40. Hvem ville ellers have dig, en gammel ugift kvinde, pressede Edik, som vidste, hvad han skulle sige. – Hvis jeg går, er du alene igen, og mon du finder nogen ny? Ludmila så tvivlrådigt på ham og gik ind til moren i det lille kammer, der nu var hendes værelse. – Mor, du synes vel heller ikke om at bo sådan her? spurgte hun forsigtigt. – Har I gjort mit værelse klar igen? spurgte moren bekymret. – Nej, vi har en anden idé. Du giver jo alligevel lejligheden videre til mig, ikke? spurgte Ludmila med et håbefuldt blik. – Selvfølgelig. – Så lad os ikke trække tiden ud! Jeg vil sælge lejligheden og købe noget nyt i en god ejendom. – Kunne vi ikke bare renovere denne? – Nej, vi skal have lidt større. – Og hvor skal jeg så bo, datter? spurgte Marie Andersen med bævende stemme. – Du kan bo på plejehjem så længe, annoncerede Ludmila glad den chokerende besked til sin mor, – men det er kun midlertidigt. Senere henter vi dig hjem igen. – Lover du det? spurgte hun med tårede øjne. – Selvfølgelig. Vi ordner alt, laver et flot nyt hjem og henter dig, svarede Ludmila og tog sin mors hånd. Marie Andersen havde ikke andet valg end at stole på datteren og skrive lejligheden over på hende. Da dokumenterne var klar, gned Edik sig tilfreds i hænderne og sagde: – Pak gamle Marias ting, nu flytter vi hende på plejehjem! – Allerede? spurgte Ludmila, der blev ramt af skyld. – Hvorfor vente? Hun er ikke engang nogen gevinst selv med sin folkepension. Hun skaber mere bøvl end gavn. Din mor har levet sit liv, nu må hun lade os leve, sagde Edik tørt. – Vi har jo ikke engang solgt lejligheden endnu? – Gør som jeg siger, ellers står du tilbage alene, sagde han hårdt. To dage senere blev Marie Andersen og hendes ejendele pakket i en bil og kørt til plejehjemmet. På vejen tørrede hun i smug sine tårer væk. Hendes hjerte fornemmede, at der var ulykke i vente. Edik kørte ikke med. Han sagde, at han skulle lufte lejligheden ud for at fjerne lugten. Marie blev hurtigt registreret på plejehjemmet, og Ludmila forlod hende hurtigt og skamfuldt. – Datter, du kommer vel tilbage efter mig? spurgte hun håbefuldt. – Selvfølgelig, mor, svarede Ludmila og kiggede væk. Hun vidste, at Edik aldrig ville tillade hende at tage Marie hjem igen. Da ejerskabet var sikret, solgte parret hurtigt lejligheden og købte ny bolig. Edik besluttede, at den skulle stå i hans navn – han mente ikke, Ludmila kunne betros noget. Efter nogle måneder forsøgte Ludmila at tage emnet op om sin mor, men Edik reagerede aggressivt. – Prøv bare at nævne hende igen, så smider jeg dig ud! truede Edik, der ikke kunne lide samtaleemner om Marie Andersen. Ludmila bed sig i læben – hun vidste, han mente det alvorligt. Hun tog aldrig emnet op igen. Hun overvejede et par gange at besøge sin mor, men forestillingen om moderens tårer fik hende til at opgive igen og igen. Marie Andersen ventede hver dag de næste fem år på, at Ludmila ville hente hende. Men datteren kom aldrig. Moderen kunne ikke udholde savnet, og hendes liv sluttede. Ludmila hørte først om det et år senere, da Edik smed hende ud af deres lejlighed, og hun endelig tænkte på sin mor. Skyldfølelsen tyngede hende så voldsomt, at hun gik i kloster for at sone sin synd.