Da jeg kom ud af badehuset, hvor jeg havde stået under bruseren i mindst ti minutter, følelsesløs, hverken mærkende varmen eller kulden, sad han allerede på sofaen og tastede på sin telefon. Lejligheden lignede, som altid, et slagmark. Uden et ord gik jeg forbi ham.
»Nå, er du så sur igen?« mumlede han spottende uden at kigge op. »Måske kunne du begynde i køkkenet, mens børnene sover.«
Jeg standsede. Indeni dirrede jeg ikke af fornærmelse, men af en sær besluttsomhed. Pludselig så jeg det klart: Hvis jeg ikke stoppede denne onde cirkel nu, ville jeg simpelthen forsvinde.
»Nej,« sagde jeg stille. »I dag begynder jeg ikke på noget.«
Han løftede hovedet og så på mig.
»Hvad mener du med ‘nej’?«
»Jeg gør det ikke. Jeg gør ikke rent, vasker ikke, laver ikke mad.«
Han grinede.
»Der har vi dit drama igen Tag en lur, så er det ovre i morgen.«
Men jeg sov ikke. I stilhed pakkede jeg en tøjtaske: nogle få ting, min telefon, mine papirer. Og jeg gik ud af døren. Ingen forklaringer.
Udenfor var det koldt, vinden fejede gennem gaden, men alligevel trak jeg vejret dybt, som om jeg for første gang rigtigt kunne trække vejret. Jeg ringede til min kusine hun stillede ingen spørgsmål.
»Kom,« sagde hun. »Jeg har et gæsteværelse.«
Jeg tilbragte tre dage hos hende. Tre dage uden bebrejdelser, uden »skal« og »må«. Den første dag sov jeg næsten hele dagen. Den anden dag begyndte jeg at tænke.
Den fjerde dag gik jeg tilbage. Ikke hjem kun til døren. Hvor der engang stod en udmattet, skyldbetynget kvinde, trådte nu en anden person ind. Jeg ville se hans øjne, når han indså, hvad han havde mistet.
Han åbnede døren og blev bleg.
»Hvor har du været? Du aner ikke, hvad jeg har gennemgået med børnene! Alt er faldet på mig!«
Jeg trådte ind og så mig om. Det samme rod, de beskidte tallerkener, de legetøj, der lå overalt.
»Jeg ser det,« sagde jeg roligt. »Præcis sådan så det ud, da det stadig var mig, der gjorde alt.«
Han rynkede panden.
»Lad vær at skændes. Jeg kan ikke nå det alene, jeg har ikke tid«
»Tolv timers arbejde,« afbrød jeg ham. »Hver dag. Og så skal jeg også passe hjemmet. Forstår du nu, hvordan det er?«
Der blev stille. Så sagde han lavmælt:
»Jeg vidste ikke, det var så hårdt.«
Jeg satte mig ved bordet og tog et stykke papir frem.
»Se her,« sagde jeg. »Dette er virkeligheden.«
Han så listen: time for time havde jeg skrevet, hvor lang tid det tog at lave mad, vaske, passe børnene, holde hjem. Under stod hans daglige opgaver. Forskellen var grel.
»Har du virkelig regnet det ud sådan?« spurgte han forbløffet.
»Ja. Det er vores liv. Dit og mit.«
Han stirrede på papiret i nogle minutter. Så rejste han sig og gik ud i køkkenet. Han sagde ingenting, men jeg hørte vandet løbe han vaskede op.
»Forvent ikke, at jeg forstår alt med det samme,« sagde han stille. »Men jeg vil prøve.«
Hans stemme var usikker for første gang. Og jeg sad bare i lænestolen og lyttede til vandet, bevægelserne, husets langsomme beroligelse.
Den aften lagde børnene sig tidligt. Han satte sig ved siden af mig.
»Jeg tror, jeg var et røvhul,« sagde han. »Undskyld.«
»Jeg vil ikke have undskyldning,« svarede jeg. »Bare at du forstår.«
Han nikkede.
»Jeg forstår.«
Et par dage senere købte han en opvaskemaskine. Så en tørretumbler. Men det vigtigste: Han stod tidligere op for at lave mad til børnene, og nogle gange efter arbejde hentede han mig, så vi kunne gå hjem sammen.
Alt blev ikke perfekt fra den ene dag til den anden. Der var tilbagefald, skænderier, træthed.
Men langsomt læ
