Den solgte ven. Bedstefars fortælling Og han forstod mig! Det var ikke sjovt, jeg indså, at det var en tosset idé. Jeg solgte ham. Han troede, det var en leg, men så forstod han, at jeg havde solgt ham. Tiderne er for alle forskellige. For nogen er all inclusive ikke så gavmild, mens nogen nøjes med groft brød og en pølse, bare der er nok af det. Vi levede nu også forskelligt, der var lidt af hvert. Jeg var lille dengang. Min onkel gav mig en fårehundehvalp, og jeg var utrolig lykkelig. Hvalpen knyttede sig til mig, forstod mig næsten uden ord, kiggede mig i øjnene og ventede, ventede på at jeg gav ham kommandoen. – Læg dig, – sagde jeg efter en pause, og han lagde sig, kiggede mig trofast i øjnene, som om han var klar til at dø for mig. – Tjen, – befalede jeg, og hvalpen rejste sig straks på sine tykke små poter og stod bomstille, slugte nervøst. Han ventede, ventede på belønningen, ventede på et lækkert stykke. Men jeg havde ikke noget at forkæle ham med. Vi sultede selv. Sådan var tiderne. Min onkel, Onkel Søren, min mors bror, som havde givet mig hvalpen, sagde en dag til mig: – Vær ikke ked af det, dreng, se hvor trofast han er. Sælg ham, og kald så på ham bagefter, han skal nok stikke af til dig igen. Ingen ser dig jo. Så har du penge til lidt lækkert til både dig og din mor. Stol på onkel Søren, jeg mener det godt. Jeg kunne lide idéen. Jeg tænkte ikke dengang, at det var forkert. En voksen foreslog det jo, det var en joke, og jeg kunne købe noget godt. Jeg hviskede til Trofast i hans varme, pelsede øre, at jeg ville aflevere ham, og så bagefter kalde på ham, så han kunne løbe tilbage til mig og væk fra de fremmede. Og han forstod mig! Han gøede, at det ville han gøre. Næste dag tog jeg ham i snor og gik mod stationen. Alle solgte noget dér. Blomster, agurker, æbler. Da folk væltede ud af toget, begyndte de at købe, prutte om prisen. Jeg gik lidt frem og trak i hunden. Men ingen kom hen. Næsten alle var gået forbi, men pludselig kom der en mand med strengt ansigt og spurgte mig: – Hvad laver du her, dreng, venter du på nogen, eller vil du sælge hunden? Han ser stærk ud, jeg tager ham, sådan er det. Og så gav han mig penge i hånden. Jeg gav ham snoren, Trofast drejede hovedet og nyste kækt. – Så, Trofast, gå nu, ven, gå – hviskede jeg til ham – jeg kalder på dig, kom. Og han gik med manden, mens jeg gemte mig og så, hvor han førte min ven hen. Om aftenen kom jeg hjem med brød, pølse og slik. Mor spurgte strengt: – Har du stjålet det fra nogen? – Nej, mor, jeg bar nogle ting nede på stationen, så fik jeg det for det. – Flot, min dreng, gå i seng nu, jeg er træt, spis og så i seng. Hun spurgte ikke engang efter Trofast, hun gik ikke så meget op i ham. Onkel Søren kom forbi næste morgen. Jeg skulle i skole, men ville allerhelst løbe hen til Trofast og kalde på ham. – Nå, – grinede han, – har du solgt din ven? Og klappede mig på hovedet. Jeg snoede mig fri og svarede ikke. Jeg havde ikke sovet om natten, og jeg havde ikke rørt brødet og pølsen, kunne ikke få det ned. Det var ikke sjovt, jeg forstod, det var en dum idé. Ikke uden grund kunne mor ikke lide onkel Søren. – Han er tosset, lad være med at høre på ham, – sagde hun altid. Jeg greb min skoletaske og løb ud. Der var tre blokke derhen, og jeg løb dem på ét åndedrag. Trofast sad bag et højt hegn, bundet i et tykt reb. Jeg kaldte på ham, men han så sørgmodigt på mig, lagde hovedet på poterne, logrede, prøvede at gø, men stemmen knækkede. Jeg havde solgt ham. Han troede, det var en leg, men så forstod han, at jeg havde solgt ham. Ejeren kom ud og sagde strengt noget til Trofast. Han puttede halen mellem benene, og jeg forstod, det var slut mellem os. Om aftenen bar jeg ting på stationen. Jeg tjente ikke meget, men nok. Det var skræmmende, men jeg gik hen til lågen og bankede på. Den velkendte mand åbnede: – Nå dreng, hvad vil du? – Onkel, jeg har fortrudt, her er pengene tilbage, – og jeg rakte ham pengene, jeg havde fået for Trofast. Han kiggede på mig, tog pengene, løsnede Trofast: – Ta’ ham dreng, han savner dig, han bliver aldrig en vagthund, men måske tilgiver han dig ikke engang. Trofast så trist på mig. Legen blev til en stor prøvelse for os begge. Så kom han, slikker mig på hånden og trykker næsen ind mod min mave. Der er gået mange år siden, men jeg har forstået, at man aldrig sælger en ven – selv ikke for sjov. Mor blev glad: – I går var jeg træt, så tænkte jeg, hvor er vores hund egentlig? Jeg er blevet vant til ham, han er vores, Trofast! Og onkel Søren kom sjældnere på besøg – hans vittigheder kunne vi ikke lide.

Solgt ven. En fortælling fra bedstefarens dagbog

Og han forstod mig!
Det var ikke sjovt, jeg indså, at det var en tåbelig idé.
Jeg solgte ham. Han troede, det var en leg, men så gik det op for ham, at jeg virkelig havde solgt ham.
Tiderne er jo altid forskellige for alle. Nogle svælger i luksus, mens andre bare ønsker sig et godt stykke rugbrød med spegepølse.

Sådan var vores liv dengang – vi havde ikke meget at gøre godt med.

Jeg var kun en lille knægt. Min onkel, Onkel Henrik, min mors bror, gav mig en schæferhvalp. Jeg blev lykkelig. Hvalpen knyttede sig hurtigt til mig, forstod næsten alt, kiggede mig ind i øjnene og ventede, bare ventede på, at jeg skulle give en kommando.

Dæk, sagde jeg efter lidt betænkningstid, og straks lagde han sig ned, kiggede op på mig, så trofast, at det føltes som om, han ville gå gennem ild og vand for mig.

Giv pote, sagde jeg, og han rejste sig hurtigt på sine tykke poter og stod helt stille, slugte en klump forventning. Han håbede på en godbid, bare en lille lækkerbisken.

Men jeg havde intet at forkæle ham med. Vi sultede selv på den tid.

Sådan var det.

Min onkel Henrik, ham der gav mig hvalpen, sagde en dag:

Du skal ikke være ked af det, dreng, se bare, hvor loyal og trofast han er. Men prøv lige at sælge ham bagefter kan du kalde på ham, så løber han hjem igen. Ingen vil bemærke det og så har du lidt penge på lommen. Du kan købe lidt godt til dig, din mor og måske endda til ham. Hør nu på din onkel jeg ved, hvad jeg snakker om.

Idéen tiltalte mig. Jeg tænkte ikke over, at det ikke var ordentligt det var jo en voksen, der foreslog det, og jeg så det mest som en sjov leg med gevinst.

Jeg hviskede ind i Fidos varme, pelsede øre, at jeg ville aflevere ham til en fremmed, men bagefter kalde på ham igen, og så skulle han bare løbe hjem til mig.

Og han forstod mig!
Han gav et kort vov, som om han sagde, det var en aftale.

Næste dag satte jeg halsbåndet på ham og gik med ham hen til stationen. Der solgte alle lidt af hvert blomster, agurker, æbler.

Folk strømmede ud fra toget, købte ind, pruttede om priser.

Jeg stillede mig lidt frem med hunden, men ingen interesserede sig.

Da næsten alle var gået forbi, kom der en mand med alvorligt ansigt over til mig:

Hvad laver du her, dreng? Venter du på nogen, eller vil du sælge hunden? Fin hvalp jeg tager ham gerne. Og han lagde et par hundredekronesedler i min hånd.

Jeg gav ham snoren, Fido kiggede rundt og nøs muntert.

Nå, Fido, gå nu min ven, hviskede jeg til ham, jeg kalder på dig senere, så løber du hjem. Og han fulgte manden, mens jeg forsigtigt listede efter for at se, hvor han tog min ven hen.

Om aftenen kom jeg hjem med rugbrød, spegepølse og småkager. Min mor spurgte strengt:

Hvor har du fået det fra? Du har da ikke stjålet, vel?

Nej, mor, jeg bar nogle varer for folk nede ved stationen, så jeg fik lidt for det.

Dygtig dreng, spise nu og gå i seng, jeg er træt.

Hun spurgte ikke til Fido, det var ikke så vigtigt for hende dengang.

Onkel Henrik kiggede forbi næste morgen. Jeg gjorde mig klar til skole, men i virkeligheden ville jeg bare skynde mig hen til Fido.

Nå, grinede han, solgte du din ven? Og klappede mig på hovedet. Jeg trak mig bare væk uden svar.

Jeg havde ikke sovet hele natten, og rugbrødet og pølsen var ikke til at få ned.

Det var ikke spor sjovt, jeg fortrød det inderligt.
Nu forstod jeg, hvorfor mor aldrig brød sig om Onkel Henrik.

Han er lidt tosset, du skal ikke høre på ham, plejede hun at sige.

Jeg greb min skoletaske og løb ud af huset.

Det var omkring tre gader derhen, men jeg var der før jeg anede det.

Fido sad bag et højt plankeværk, bundet med et tykt reb.

Jeg kaldte på ham, men han stirrede bedrøvet på mig, lagde hovedet på poterne og logrede stille. Han prøvede at gø, men stemmen knækkede.

Jeg havde solgt ham. Først troede han, det var en leg, men nu forstod han jeg havde virkelig solgt ham.
Så kom den nye ejer ud i gården og sagde skarpt noget til Fido. Hunden trak halen ind mellem benene, og jeg mærkede, at alt var ødelagt.

Om aftenen bar jeg varer nede ved stationen. Det gav lidt, men jeg fik samlet pengene sammen. Jeg var nervøs, men gik hen til huset og bankede på lågen. Den kendte mand åbnede:

Nå, dreng, hvad vil du her?

Undskyld, men jeg har fortrudt. Her er pengene, du gav for Fido. Jeg vil gerne have ham tilbage.

Han kiggede opmærksomt på mig, sagde ingenting, tog imod pengene og løsnede rebet:

Tag ham så, han savner dig og bliver nok aldrig en god vagthund men pas på, måske tilgiver han dig ikke.

Fido så slukøret på mig.

Vi havde virkelig sat os selv på prøve med den “leg”.

Han kom forsigtigt hen til mig, slikkede mig på hånden og stødte snuden mod min mave.

Mange år er gået siden dengang, men jeg lærte, at man aldrig ikke engang for sjov sælger sine venner.

Mor blev glad, da jeg kom hjem med Fido:

I går var jeg så træt, men bagefter savnede jeg ham virkelig. Nu er han vores, Fido!

Onkel Henrik kom sjældent på besøg derefter. Vi brød os alligevel ikke om hans slags vittigheder.

Det vigtigste, jeg lærte, var, at hverken penge eller sjov kan veje op for at miste en trofast ven.