Jeg tog en DNA-test og fortrød det bittert Jeg blev nødt til at gifte mig, da jeg fandt ud af, at min kæreste var gravid. Efter brylluppet flyttede jeg min kone ind hos mine forældre, for dengang kunne vi ikke bo selvstændigt. Tiden gik, og jeg blev far til en vidunderlig dreng. Snart besluttede vi os for at tage et realkreditlån og skabe vores eget hjem. Efter et stykke tid fortalte min kone, at hun igen ventede sig. Så kom vores prinsesse Anna til verden. Børnene voksede hurtigt. År for år lagde jeg mærke til, at de slet ikke lignede mig – ikke engang vores temperament var ens. Hverken søn eller datter lignede min kone. Rødhårede og fregnede – hvor kom det dog fra i vores familie? Jeg fik tanken om at tage en faderskabstest. Ja, måske var det ikke smart, men jeg havde ikke andre muligheder, hvis jeg skulle være sikker på, at det var mine børn, jeg opdragede. Jeg tog testen. Det tog to uger at få svar. Da jeg fik opkaldet, løb jeg straks til laboratoriet. Heldigvis var jeg virkelig deres far. Jeg tog hjem og gemte papirerne, så min kone ikke fandt dem. Men hvorfor smed jeg dem ikke bare ud? Snart skulle jeg betale prisen for min dumhed. Nogle dage senere smed min kone dokumenterne i hovedet på mig. Hun lavede et kæmpe skænderi, så hele huset rystede. Jeg forstår hende, men det kunne have været løst på en mere rolig måde. Hun kunne ikke tilgive mig, og nu er jeg alene. Det er fem år siden, og min kone tillader mig stadig ikke at se mine børn. Sådan stjal min nysgerrighed det dyrebareste fra mig – min familie. Jeg håber, at min kone en dag kan tilgive mig…

Jeg tog en DNA-test og fortrød det

Jeg endte med at gifte mig, fordi jeg fandt ud af, at min kæreste var gravid. Efter brylluppet flyttede jeg og min kone hjem til mine forældre vi havde, som mange danskere i små lejligheder, ikke mulighed for at bo for os selv i starten. Tiden gik, og jeg blev far til den skønneste dreng. Ret hurtigt besluttede vi os for at tage et boliglån, så vi kunne få vores egen lille andelslejlighed inde i København.

Efter noget tid kom min kone og sagde, at hun var gravid igen. Ud kom vores lille prinsesse, som vi kaldte Rikke. Vores børn voksede op så hurtigt, at jeg næppe kunne følge med desværre begyndte jeg mere og mere at lægge mærke til, at de absolut ikke lignede mig det mindste. Faktisk lignede de heller ikke min kone særligt meget. Begge var rødhårede og temmelig fyldt med fregner ingen anelse om, hvor den slags gener kommer fra i en ellers brunhåret familie.

Så slog det mig, hvad nu hvis? Måske var det ikke verdens bedste idé, men jeg kunne ikke få tanken ud af hovedet. Jeg måtte bare vide, om jeg nu også virkelig var faren.

Jeg fik lavet testen. To uger skulle jeg vente på resultatet det føltes cirka ligeså langt som en dansk vinter. Da de ringede, cyklede jeg som en sindssyg til laboratoriet for at hente svaret. Heldigvis var det helt klart: jeg var deres far. Puha! Jeg tog hjem og gemte papirerne i skuffen, så min kone ikke skulle få øje på dem. Hvorfor jeg ikke bare smed dem ud? Tja, det ved jeg faktisk ikke, min generations svar på digitalt rod.

Selvfølgelig kom det, som det måtte: Nogle dage senere kommer min kone stormende ind i stuen og smækker papirerne på bordet foran mig. Hun gik fuldstændig bananas der blev råbt så meget, at ejendommens gamle mursten sikkert rystede. Jeg kan godt forstå hende, men altså, vi danskere kunne da godt have løst det lidt mere stille med en kop kaffe og et stykke kringle. Hun tilgav mig aldrig, og nu sidder jeg her helt alene. Det er nu fem år siden, og min kone nægter stadig, at jeg må se børnene.

Sådan mistede jeg min familie på grund af, hvad jeg troede, bare var lidt uskyldig nysgerrighed. Jeg håber, at der en dag kommer en tid, hvor hun kan tilgive mig… men jeg har desværre lært på den hårde måde, at nysgerrighed og en dum test til 1200 kroner kan koste langt mere end forventet.