Hun var ikke alene. En enkel fortælling Det grydede over en sen vintermorgen. Skraldemændene skrabede højlydt sne væk i gården. Trappeopgangen dør smækkede konstant, mens folk hastede ud på arbejde. Katten Felix sad i vindueskarmen og overvågede alt fra sjette sal. I sit tidligere liv havde Felix været finansmand, og kun penge fyldte hans tanker dengang. Men nu forstod han, at der var vigtigere ting i livet. Nu vidste han, at intet var mere værd end et venligt blik, et varmt hjerte og et tag over hovedet. Resten kommer af sig selv. Felix så sig omkring – på den gamle sofa sov Bedste Valborg, hans redningskvinde. Felix hoppede ned fra vinduet og lagde sig ved hendes hoved, helt tæt med sin bløde, varme pels. Felix vidste, at Bedste Valborg havde ondt i hovedet hver morgen, og han gjorde alt, hvad han nu kunne. – Felix, du er da en sand doktor, sagde den gamle dame, da hun lidt efter vågnede ved kroppen mod sit hoved, – igen har du fjernet smerten, hvor er du dygtig, tusind tak, hvordan gør du det mon? Felix snurrede dovent med poten, som om det var det nemmeste i verden, han kunne klare hvad som helst! Men så lød misundelig knurren ude fra gangen. Det var hunden Gustav. Gustav havde været Bedste Valborgs trofaste ven gennem mange år. Hver gang fremmedes skridt lød, gøede han højt og advarende – så alle vidste, at Bedste Valborg var under god beskyttelse. Derfor følte han sig som husets herre. “Hvad mon han var tidligere? Bygmester måske eller politibetjent,” tænkte Felix, og så på Gustav, “han larmer godt nok meget. Men pyt, måske har vi det mere trygt sådan!” – Mine kære, hvad skulle jeg gøre uden jer, stønende rejste Bedste Valborg sig fra sofaen, – nu får I mad, og så skal vi ud og gå tur. Og hvis pensionen kommer i denne uge – så køber vi kylling. Ordet “kylling” skabte glæde over hele linjen. Katten begyndte straks at ælte sofaen med poterne, spandt højlydt og stødte hovedet kærligt mod Bedste Valborgs rynkede hånd. – Tsk tsk, du forstår alt hvad jeg siger, din drillepind, lo Bedste Valborg. Hunden gav et ivrigt bjæf, for han havde også forstået det hele, og pressede sit store våde næse mod hendes knæ. “Åh, de har sjæl, de dyr. De varmer et hjem, og hjertet føles mindre ensomt,” smilede den gamle dame. “Hvad mon der sker, når jeg dør? Hvem ved? Der er så mange meninger. Jeg ville ønske, jeg kunne blive kat til næste liv, at gode mennesker ville tage mig til sig. Hund ville jeg nok ikke kunne være – jeg er for stille, kan ikke gø højt. Men kat ville jeg være god til, kærlig og rolig. Bare jeg kom til venlige mennesker.” – Nej nu, hvad får man dog af tanker på sine gamle dage, mumlede Bedste Valborg lidt pinligt berørt for sig selv. Hun så ikke, hvordan katten trak på smilebåndet og skævede triumferende til hunden. Jow, hun ville være kat, ikke hund. Katten havde nemlig lært at læse tanker, og det var heller ikke så tosset. Sådan er livet altså gået hen og blevet.

Det var en simpel historie, men alligevel fyldte den mig med varme denne sene vintermorgen. Solen var kun ved at kæmpe sig op over hustagene i København, og i gården nedenfor lød iskrabende skovle fra viceværterne, der skubbede sneen til side. Hoveddøren til ejendommen gik op og i igen og igen, mens folknen forlod deres opgange med hurtige skridt for at nå arbejdet til tiden.

Kattemissen Sigurd sad på vindueskarmen på sjette sal og havde det fulde overblik over det hele. Han plejede at være bankmand i sit tidligere liv, og dengang fyldte kun tankerne om penge og regnskaber hans sind. Nu havde han lært, at der fandtes vigtigere ting her i livet.

For Sigurd vidste nu, at intet var mere værd end et venligt blik, et varmt hjerte og et trygt hjem. Resten skulle nok komme af sig selv. Han kastede et blik hen over stuen, hvor gamle Frk. Astrid lå og sov på den slidte sofaden kvinde, som havde reddet ham og givet ham alt det, han nu satte pris på.

Sigurd hoppede ned fra vindueskarmen og lagde sig ved hendes hovedpude. Med sin varme pels, tæt på hendes hoved, forsøgte han at dulme den hovedpine, hun led af hver morgen. Det var lidt af det mindste, han kunne gøre nu.

Ja, Sigurd, du er nu den bedste doktor, smålo Astrid, da hun vågnede og mærkede hans rolige krop. Du har taget smerten væk igen. Tak, min ven hvordan bærer du dig egentlig ad?

Sigurd strakte dovent en pote ud, som for at sige: “Det er da ingen sag for mig. Jeg kan så meget mere!”

Fra entréen lød nu et smågnavent brum. Det var jalousien, der stak sit hoved frem hos hunden Alfred. Alfred havde været Astrids tro følgesvend i årevis. Hver gang nogen nærmede sig døren, gav han lyd fra sig, så alle kunne høre, at det her hjem passede han på. Selvfølgelig mente han, at det var ham, der bestemte.

“Hvem har du mon været før, Alfred?” grinede Sigurd for sig selv. “Mon en entreprenør eller politimand? Alt det halløj og høje lydniveau. Nå, lad ham bare gø, måske har han ret trygt er det i hvert fald!”

Mine skatte, hvad skulle jeg dog gøre uden jer? sukkede Astrid glad og rejste sig langsomt fra sofaen. Nu skal I have morgenmad, og bagefter går vi en lille tur.

Hvis folkepensionen snart gik ind, kunne de måske købe lidt kylling. Ordet kylling satte straks gang i forventningens glæde. Katten begyndte at ælte på sofaen og spandt så det rungede, mens han nussede Astrids tynde, gigtplagede hånd med sit store hoved.

Din bandit, du forstår alt hvad jeg siger, lo Astrid blidt. Alfred logrede med halen og stødte sin kolde snude mod hendes knæ for ikke at blive glemt.

“Tænk, hvor meget liv der er herhjemme, og hvor varmt det gør det. Jeg føler mig ikke nær så alene,” tænkte Astrid smilende, mens hun kom i gang.

“Hvordan mon det hele ser ud, når jeg en dag ikke er her længere? Ja, hvem ved. Hvis nu man kunne vælge, ville jeg helst genfødes som kat. Ikke som hund jeg har aldrig haft stemmen til at gø højt, jeg er for stille til sådan noget. Men som kat tror jeg, jeg kunne være kærlig og god, hvis bare jeg fik et varmt hjem.”

Skøre tanker, sagde Astrid til sig selv, man bliver vist lidt sær med alderen. Hun bemærkede ikke, hvordan Sigurd satte knurhårene og betragtede Alfred med et skælmsk blik. Hun vil være kat, ikke hund, lo han for sig selv, for han havde arvet evnen til at læse tanker ikke det værste at få med sig.

Sådan kan livet altså bringe én hen, hvor det er de simpleste ting, der gør en forskel. Det lærte jeg af denne vintermorgen: At glæden findes i hverdagen og det selskab, vi har omkring os, mere end i kroner og øre på kontoen.