Ikke engang én at tale med. En fortælling om savn, minder og uventet varme—da Ninas voksne datter bekymret ringer, gamle skoleveninder er borte, og en mystisk stemme fra fortiden vækker gløden til live i hjertet af en ældre københavnsk mor.

– Mor, hvad er det nu du siger? Hvad mener du med, at du ikke har nogen at tale med? Jeg ringer jo til dig to gange om dagen, – siger datteren træt.

– Nej nej, Karen, sådan mente jeg det slet ikke, – Sigrid Jensen sukker stille, – det er bare… jeg har ikke flere venner eller bekendte på min egen alder tilbage. Ingen fra min tid.

– Mor, nu må du holde op. Du har da din gamle veninde, Bodil. Og du er så moderne, du ligner slet ikke én på din alder. Mor, hvad er det, der går dig på lige nu? – datteren lyder faktisk ked af det.

– Bodil har jo kronisk bronkitis, hun kan næsten ikke tale i telefon uden at hoste. Og hun bor langt væk, ude på Amager. Vi plejede jo at være tre sammen, kan du huske jeg fortalte dig om det? Men Kirsten har været væk længe. Så var der Helle fra opgangen, der kiggede forbi i går. Jeg bød hende på te, hun er en sød kvinde og kommer tit forbi. Hun løb lige ned til bageren og hentede tebirkes, hun havde bagt selv. Hun fortalte om sine børn og sine børnebørn. Hun har også børnebørn – men hun er altså mindst 15 år yngre end mig. Og hendes minder fra skoletiden, det er noget ganske andet end mine.

Men jeg savner bare nogen på min egen alder at tale med, nogen der kan huske det samme som jeg, – Sigrid siger det til sin datter, men hun ved godt, at Karen nok aldrig helt vil forstå det. Hun er stadig ung. Hendes tid er stadig til stede, ude i verden. Hun har endnu ikke den længsel efter minder. Karen er sød og omsorgsfuld, det er ikke hende, der er noget galt med.

– Mor, jeg har billetter til dig på tirsdag til en aften med danske sange. Kan du huske du gerne ville afsted? Tag nu dit mørkerøde kjole på du ser så smuk ud!

– Ja ja, Karen, det er fint, jeg ved heller ikke, hvad der gik af mig, sov godt, vi tales ved i morgen. Gå nu bare tidligt i seng, så du kan blive frisk, – Sigrid prøver at skifte emne.

– Ja, mor, hej hej, godnat, – og Karen lægger på.

Sigrid står længe og kigger ud på de blinkende aftenslys i København…

10. klasse, også forår. Så mange planer. Det føles, som om det var for nyligt. Hendes veninde Bodil kunne godt lide Peter Sørensen fra klassen. Og Peter havde et godt øje til hende, Sigrid. Han ringede om aftenen til deres fastnettelefon og spurgte, om de skulle gå en tur. Men Sigrid anså ham bare for en ven, hun ville ikke give ham falske forhåbninger.

Senere tog Peter i militæret. Da han kom tilbage, blev han gift. Han boede i det gamle hus, hvor Bodil voksede op. Dengang havde de jo fastnettelefoner… Nummeret… Sigrid begynder at taste det ind, hun kan mærke det i fingerspidserne. Der går et stykke tid uden svar, så bliver røret løftet. Hun hører lidt knitren, og så svarer en stille, mandlig stemme:

– Hallo, hvem taler jeg med?

Er det for sent? Hvorfor ringer jeg egentlig? Måske husker Peter mig slet ikke. Eller måske er det slet ikke hans nummer!
– Godaften, – Sigrids stemme dirrer af nervøsitet.

I røret lyder igen lidt knitren, men så kommer det overrasket:

– Sigrid? Kan det virkelig være dig? Selvfølgelig er det dig. Jeg ville kende din stemme hvor som helst. Hvordan har du fundet mig? Jeg tog bare telefonen tilfældigt…

– Peter, det er virkelig dig!, – en bølge af glæde skyller ind over Sigrid. Der er længe siden, nogen har kaldt hende ved navn det er altid “mor”, “mormor”, “Sigrid Jensen”. Kun Bodil siger nogle gange bare “Sigrid”.

Men bare at høre sig selv blive kaldt Sigrid, det lyder forårsfriskt og nyt, som om al tiden har været et øjeblik.

– Sigrid, hvordan går det? Hvor er jeg glad for at høre din stemme, – og det gjorde hende virkelig glad. Hun var bange for, at han ikke ville huske hende, eller at det ville være mærkeligt.

– Kan du huske 10. klasse? Da vi roede jer piger rundt på Peblingesøen? Viktor slog albuen, så han prøvede at skjule det. Og bagefter, is på Strøget. Musikken spillede, – Peters stemme er drømmende og svag.

– Selvfølgelig husker jeg det, – Sigrid ler lykkeligt, – og klassens telttur i skoven? Vi kunne ikke åbne dåserne, og vi var så sultne!

– Ja, – Peter stemmer i, – og Viktor fik den åbnet til sidst, og senere sang vi ved bålet med min guitar, kan du huske? Det var derfor, jeg begyndte at lære at spille guitar.

– Og hvordan gik det?, – Sigrids stemme lyder pludselig ung, fuld af de gamle minder. Peter vækker alle hendes gamle billeder til live, som mørket let vifter væk.

– Men hvad med nu?, – spørger Peter, men han svarer næsten selv, – man kan høre det på din stemme, at du er glad. Børn, børnebørn? Ja? Skriver du stadig digte? Jeg kan stadig huske det! Smelte i natten, genopstå ved daggry! Så fuld af livslyst.

Du var altid som en lille sol! Man blev varm sammen med dig, ens sjæl frøs aldrig. Dine børn og børnebørn må have det godt sådan en mor og mormor er guld værd.

– Nå, nu må du ikke overdrive, Peter. Min tid er nok forbi

Han afbryder:

– Nej, stop nu, du stråler jo! Min telefon bliver næsten varm i hånden af det. Jeg tror ikke på, at du har tabt lysten til livet. Det passer bare ikke på dig. Dit tid er ikke slut endnu. Sigrid, lev nu! Solen skinner for dig.

Og vinden driver skyerne over himlen for dig.

Og fuglene synger for dig!

– Peter, du er stadig så romantisk men hvad med dig? Jeg taler kun om mig selv…, – men så knitrer det i røret, og forbindelsen forsvinder.

Sigrid sidder med telefonen i hånden. Hun har lyst til at ringe op igen, men hun lader være. Det er jo blevet sent. Det må blive en anden gang.

Hvor var det dog rart at tale med Peter, hvor meget de egentlig huskede sammen… En pludselig ringetone får hende til at fare sammen. Barnebarnet.

– Ja, Freja, hej min skat. Nej, jeg er ikke gået i seng endnu. Hvad sagde mor? Nej, jeg er i godt humør. Vi skal på koncert i næste uge, din mor og jeg. Kommer du forbi i morgen? Det glæder jeg mig til. Vi ses.

Sigrid lægger sig til at sove med et smil. Hovedet summer af planer, og mens hun synker ind i søvnen, samler hun små verslinjer til endnu et digt

Næste morgen beslutter Sigrid at tage på besøg hos Bodil. Det er kun et par stoppesteder med S-toget hun er jo ikke nogen gammel krikke endnu.

Bodil bliver helt glad da hun ser hende:

– Endelig, du har lovet det så længe. Og hvad ser jeg, du har købt en abrikostærte? Min yndlings! Nå, kom ind, fortæl!, – Bodil hoster lidt, tager sig til brystet. Men vifter hurtigt afværgende:

– Det går, jeg har fået ny inhalator, det hjælper. Kom, vi går ud og får te. Sigrid, du ser helt foryngret ud. Hvad er der sket?

– Jeg ved ikke… måske er det min femte ungdom, kan du tænke dig – i går kom jeg til at ringe til Peter Sørensen. Ja, ham fra 10. klasse din store forelskelse! Han begyndte straks at snakke om gamle dage. Jeg havde glemt det meste af det. Hvorfor er du så stille, Bodiler det et nyt hosteanfald?

Bodil sidder bleg og stirrer. Så hvisker hun:

– Sigrid, vidste du ikke, at Peter har været væk i over et år? Og han boede jo heller ikke der længere, han flyttede for længe siden.

– Nej, er det rigtigt? Men hvem talte jeg så med? Han kendte jo alle vores fælles historier. Jeg var trist før samtalen.

Men så talte jeg med ham, og jeg kunne mærke, hvordan livet stadig lever videre. Jeg har stadig kræfter og lyst til at leve… Hvordan kan det hænge sammen?, – Sigrid kan ikke tro det:

– Men det var jo hans stemme, jeg hørte ham sige: “Solen skinner for dig. Og vinden driver skyerne for dig. Og fuglene synger for dig!”

Bodil ryster på hovedet, men smiler lidt og siger:

– Sigrid, jeg ved ikke hvordan det kunne ske, men det var nok ham. Hans ord, hans måde. Peter holdt af dig. Måske ville han bare trøste dig derfra hvor han er nu. Det lykkedes vist, for jeg har ikke set dig så glad og fuld af energi længe.

En dag samler nogen dit slidte hjerte op stykke for stykke og så husker du, at du egentlig bare er… lykkelig.

Rating
Mirabile dictu
Ikke engang én at tale med. En fortælling om savn, minder og uventet varme—da Ninas voksne datter bekymret ringer, gamle skoleveninder er borte, og en mystisk stemme fra fortiden vækker gløden til live i hjertet af en ældre københavnsk mor.