– Vi skulle have forberedt os på barnets ankomst i god tid! Min hjemkomst fra hospitalet var helt speciel. Min mand var på arbejde og kom direkte fra kontoret for at hente mig. Jeg bad ham om at tage fri eller få en fridag, men chefen gav ikke lov. Jeg bad ham om at gøre alt klar til barnets fødsel, og han lovede, at han ville ordne det hele. Havde vi gjort det tidligere, kunne vi have vasket tøj, købt ind og gjort lejligheden i stand. Men nej…! – 30-årige Rikke fortalte frustreret. – Holdt han ikke sit løfte? Jeg tog på hospitalet uden forberedelse. Da jeg kom hjem, lignede det en slagmark. Jeg skammede mig overfor familien, der kom på besøg. Der var så meget støv, at man kunne tegne i det på reolerne. Der var ingen barnevogn, ingen kommode, ikke engang babytøj havde han købt. Heldigvis havde mine veninder givet mig bleer – fortsætter den nybagte mor. Rikke blev gift for seks år siden. Nu er hun og hendes mand blevet forældre. De udskød længe at få børn for at stå bedre økonomisk. Da det lykkedes, besluttede hun sig for at blive gravid. – Jeg fortalte straks min chef, at jeg var gravid. Hun fyrede mig på stedet. Andre havde måske kæmpet for deres rettigheder, men jeg tog det som et tegn. Jeg kunne roligt forberede mig på at blive mor, brodere og nyde min fritid. Vi manglede ikke penge, for min mand var lige blevet forfremmet – forklarer Rikke. Graviditeten forløb fint. Hun læste bøger, gik lange ture og valgte roligt udstyr til babyen. – Min mand forbød mig at købe noget, før fødslen. Det siger man jo – at det er bedst først efter. Han forklarede det sådan. Min søster lovede os både kommode og babyseng. Hun havde også sat småting til side til os. Hun bad mig hente, vaske og gøre alting klar i god tid. Jeg pakkede kun tasken til hospitalet, jeg måtte ikke gøre mere – sukker Rikke. Men da veerne satte ind, gik den kommende far i panik, da han indså, hvor mange udgifter der ventede. Under fødslen bekymrede Rikke sig, fordi hun ikke engang havde fået hængt vasketøjet op. Det lå fortsat i maskinen, til hun kom hjem. – Heldigvis fik jeg tøj og bleer af veninder, så jeg havde noget at skifte babyen i. Min mand fór hele København rundt for at samle babyudstyr, men det var beskidt og plettet. Jeg måtte vaske alt og vente på, det tørrede. På det tidspunkt havde jeg mest lyst til at blive skilt og myrde hele familien – græd hun næsten. Flere dage brugte Rikke på at få styr på hjemmet. Sønnen er nu to måneder, men hun har stadig ikke lyst til at invitere nogen. – Familien mener, det er på tide at komme forbi. Jeg skal lave festmiddag … Ja, det var da det! De har allerede fundet arbejde til mig – sagde hun nervøst. Rikkes mor forstår ikke, hvorfor hendes datter ikke er glad. Det er tydeligt, de ikke havde forberedt hjemmet i tide. Hun burde selv have tænkt på det! Ni måneder hjemme, hvad lavede hun egentlig? Hun kunne have bedt sin mand tage møblerne ind og gøre rent. Det havde nok ikke været svært at overbevise ham om at købe tingene. Man må selv tage ansvar. Hvem regner med mænd? Synes du, Rikke bør bebrejde familien, eller er det hendes egen skyld? Skulle hun have stået for forberedelserne selv? Hvad mener du? Hvad ville du have gjort i hendes sted?

Man skulle nok have været lidt mere på forkant med at få styr på det hele inden babyen kom!

Min hjemkomst fra hospitalet var virkelig noget særligt. Min mand var på arbejde og kom og hentede mig direkte fra kontoret. Jeg havde flere gange spurgt ham, om han ikke kunne få fri, men chefen ville ikke give ham lov. Jeg bad ham også om at få styr på det vigtigste til babyens ankomst han lovede mig, at han nok skulle klare det hele. Hvis ikke det var for det, havde vi jo nået at vaske tøj, købe det nødvendige og bare få lidt orden derhjemme. Men nej ! 30-årige Alberte fortalte med et opgivende suk.

Holdt han så ikke hvad han lovede?

Jeg tog afsted til hospitalet uden at have forberedt ret meget. Da vi kom hjem, var der kaos over det hele. Jeg skammede mig virkelig, da familien dukkede op. Der var så meget støv, at man kunne tegne i det på hylderne. Tingene var ikke engang pakket ud, der var ikke noget barnevogn eller puslekommode, og han havde slet ikke gidet købe tøj til babyen. Heldigvis havde nogle veninder givet mig bleer så vi klarede os, sagde hun lidt træt.

Alberte blev gift med Anders for seks år siden, og nu havde de langt om længe fået deres første barn. De havde udskudt det længe for at komme mere på plads. Da det hele så kørte bedre, besluttede Alberte sig for at blive gravid.

Jeg sagde til min chef, at jeg var gravid. Blev fyret nærmest med det samme. Nogle ville nok have kæmpet for deres rettigheder, men jeg tænkte bare, at det nok var meningen. Så jeg brugte tiden på hjemmehygge, broderede lidt og nød bare at have fri. Penge var ikke et problem, for Anders havde lige fået en forfremmelse forklarede hun.

Graviditeten gik helt som den skulle. Jeg gik ture, læste om babyer og fandt ro i at gøre mig klar troede jeg da. Men Anders insisterede på, at vi ikke skulle købe noget på forhånd: “Man køber først efter fødslen,” sagde han. Min søster havde lovet os både puslekommode og tremmeseng og havde samlet lidt andet sammen til os. Hun bad mig tage det hele hjem i god tid, vaske og gøre klar. Men jeg kunne kun pakke hospitaltasken andet måtte jeg ikke, sagde Anders. Det var frustrerende!

Da veerne gik i gang, gik det pludselig op for Anders, at sådan en lille ny altså kræver både det ene og det andet. Midt under fødslen lå jeg og bekymrede mig over, at vasketøjet stadig lå i maskinen. Da vi kom hjem, lå det der endnu og var nærmest begyndt at lugte.

Godt nok havde veninderne givet mig lidt tøj og bleer, så jeg kunne skifte babyen, men Anders fór rundt i hele København, for at samle ting ind. Alt var snavset eller støvet, og noget var helt plettet. Jeg måtte vaske det hele og vente på, det tørrede. På det tidspunkt overvejede jeg næsten at slå hele familien ihjel og gå fra ham sagde hun med et halvt grin, halvt gråd i stemmen.

I flere dage efter fødslen gik Alberte bare og ordnede derhjemme. Selvom der nu er gået to måneder, har hun overhovedet ikke lyst til at få gæster endnu.

Familien mener, at nu må det være på tide med besøg. De forventer næsten, jeg laver et lille kaffebord Ja, helt sikkert! Som om jeg ikke har nok at se til allerede sagde hun irriteret.

Albertas mor forstår ikke, hvorfor hendes datter ikke bare kan være glad. Man kan tydeligt se, at de ikke havde forberedt lejligheden. Hun skulle selv have taget ansvar! Ni måneder hjemme, hvad lavede hun egentlig? Hun kunne da have fået Anders til at slæbe møbler ind og gøre rent sammen med hende. Og hun kunne nok også have overtalt ham til at købe babyting før tid. I sidste ende må man jo selv sørge for, at tingene sker. Man kan ikke bare stole på mændene.

Hvad tænker du har Alberte ret til at være sur på familien, eller skulle hun have været bedre til at forberede det hele selv? Bør man satse på andre, eller klarer man det bedst selv? Hvad ville du have gjort, hvis du var i hendes sko?