Sådan fandt Jens en kvinde, der ikke krævede penge. Men han kunne ikke lide det.
Hør, jeg har prøvet at finde en kvinde på datingapps så mange gange, men det tager bare alt for meget tid og energi Man skal skrive til dem, prøve at gøre sig interessant, banke fingrene ned på tastaturet, høre på deres kedelige kvindeproblemer Hvis der bare var en måde at undgå alt det, ville jeg være evigt taknemmelig! sagde Jens. Kan det ikke lade sig gøre, at hun bare vælger mig, uden at jeg skal snakke, lære jokes fra ‘Euroman’ eller prøve at virk klog?
Selvfølgelig! svarede væsenet af grå, ætsende røg og trak på skuldrene. I dag kan du få alt, hvad du vil. Det er jo derfor, du kaldte på mig.
Godt. Så skriv også lige, at jeg ikke gider bruge en eneste krone på hende. Ikke en øre. Ingen cafébesøg, ingen wienerbrød på min regning, som måske slet ikke giver pote. Jeg gider ikke tage skjorte på, suge maven ind eller prøve at imponere Hun skal bare tage mig med hjem med det samme. Kan det lade sig gøre?
Det grå væsen fik en slags notesbog og en kuglepen i hånden. Omhyggeligt, som en opmærksom tjener, noterede det ordren og nikkede.
Som sagt, hvad som helst. Noget andet?
Nå ja hun må selvfølgelig ikke kræve noget materielt. Altså, du ved, danske kvinder vil altid have iPhones, diamanter, pels Jeg har selvfølgelig aldrig givet sådan noget, men jeg har hørt fra andre fyre. Kun ren, uselvisk kærlighed, ikke en smule beregnende, ligesom de svenske piger eller thailænderne. Det er simpelthen utroligt, i udlandet går kvinderne på arbejde, mens mændene sidder derhjemme, og ingen siger noget. Men her hjemme kalder de en bare en ‘parasit’ eller ‘en, der hænger på konen’. Så nej tak til det.
Det skal nok blive ordnet! sagde væsenet og trak igen på skuldrene. Men hør her, Jens, du er sgu lidt for beskeden. Det er jo, som om du ikke har indkaldt en djævel, men bare er gået på en datingportal. Sådan nogle kvinder findes der masser af uden magi, men du har unikke muligheder. Hvorfor udnytter du dem ikke?
Nåh, okay. Hun skal også være huslig! tællede Jens på sine fingre. Skal gå og pusle derhjemme, lave lækker mad, gøre rent, og det må slet ikke falde hende ind at forvente, at jeg hjælper til det er ét. Hun må aldrig brokke sig, altid være sød og glad, når hun ser mig det er to. Og hun må slet ikke ville have børn det er tre. Det er vigtigt, alle ved, at det kun er kvinder, der vil have børn. Jeg har slet ikke brug for dem. Det var vist alt.
Av, hvor beskedent rystede det grå væsen på hovedet og så på Jens. Jeg burde måske ikke blande mig, men hvad med udseende? For sådan nogle kvinder, som du beskriver, kan du godt finde allerede nu. Mange mænd gør det. Men de er som regel ikke særligt pæne og er meget ældre. Mon ikke du helst vil have en sød, ung studerende?
Ja, præcis! En lækker studerende! Jens hoppede næsten af glæde, for det havde han næsten glemt. En høj, smuk, slank én med blød, frisk hud. Men også god og omsorgsfuld, med et stort hjerte. Nutidens piger er bare blevet for overfladiske, du ved
Selvfølgelig ved jeg det! sagde væsenet. Og et øjeblik syntes Jens, det smilede ondt. Men hvordan kan røg smile? Anyway, det var ligegyldigt. Snart ville han møde den perfekte. Eller rettere, hun ville finde ham, tage ham med hjem, og
Jens lukkede øjnene i glæde. Men da han åbnede dem igen, lå han pludselig i sneen på en ukendt losseplads. En tom pølseemballage og en fiskeskelet lå ved siden af ham. Hans side gjorde helt vildt ondt. Alt omkring ham virkede kæmpestort og fremmed. Og så lød der pludselig en ung piges latter, som en klar klokke, der ringede over gården.
Mette, se, hvor søden en kat! Stakkel, hunden har sikkert bidt den! Jeg tager den med hjem! Jeg vil passe på den, kæle for den, fodre den!
Du har et godt hjerte, Lise! svarede en anden kvindestemme, mere hård og irriterende. Du ser et dyr, og så skal det straks med hjem. Har du brug for det? Hvad nu, hvis den begynder at hyle om foråret? Måske vil den have killinger
Det gør den ikke, jeg tager den til dyrlægen. Kom her, lille ven
Fast greb kvindehænderne om katten og trykkede den tæt ind til sig. Jens ville råbe, men ud af hans mund kom der kun et ynkeligt miav
