Jeg mistede lysten til at hjælpe min svigermor, da jeg fandt ud af, hvad hun havde gjort. Men alligevel kan jeg heller ikke bare lade hende være.
Du ved, jeg har to børn. De har forskellige fædre. Min ældste er min datter Cecilie hun er 16 nu. Cecilies far betaler børnebidrag og holder løbende kontakt med hende. Selvom min første mand er gift igen og har to børn mere med sin nye kone, så glemmer han ikke vores datter.
Når det gælder min søn, har han ikke været lige så heldig. For to år siden blev min anden mand pludselig syg og døde tre dage senere på hospitalet. Det er allerede et stykke tid siden, men jeg kan stadig ikke fatte, at han er væk. Nogle gange forestiller jeg mig, at døren snart går op, og at han kommer ind, smiler, og ønsker mig en god dag. Og så græder jeg hele dagen.
I al den tid har min afdøde mands mor, Birgitte, virkelig støttet mig. Det har selvfølgelig også været hårdt for hende det var jo hendes eneste søn, der døde. Vi holdt sammen og prøvede at komme igennem sorgen sammen. Vi ringede tit til hinanden, besøgte hinanden, og snakkede en masse om min mand.
På et tidspunkt talte vi endda om at flytte sammen, men så ombestemte Birgitte sig. Siden er der gået syv år. Jeg må indrømme, at jeg altid har haft et virkelig godt forhold til min svigermor vi var næsten som veninder.
Jeg kan huske, da jeg ventede min søn, så sagde Birgitte en dag noget om en faderskabstest. Hun havde vist set noget i fjernsynet om en mand, der havde opdraget et barn, som viste sig slet ikke at være hans. Jeg sagde med det samme, at det var latterligt.
Hvis en mand tvivler på, om barnet er hans, så kan han ikke være der rigtigt for det barn alligevel, og så bliver han bare en weekend-far! sagde jeg.
Birgitte sagde, at hun da troede på, jeg ventede hendes søns barn. Jeg var egentlig sikker på, at hun, når barnet blev født, ville insistere på den der test, men hun sagde ikke et eneste ord.
Her til sommer blev Birgitte så alvorligt syg, og hendes helbred blev virkelig meget dårligere. Vi aftalte, at hun skulle flytte tættere på mig, så jeg bedre kunne hjælpe hende. Vi fandt en ejendomsmægler og gik i gang med at lede efter en lille lejlighed til hende.
Så røg hun på hospitalet, og vi skulle bruge hendes afdøde mands dødsattest, som mægleren bad om. Birgitte kunne ikke selv, så jeg tog hjem til hendes lejlighed for at finde den. Jeg begyndte at lede i hendes mapper efter de rigtige papirer.
Så faldt jeg over noget ret uventet en faderskabstest. Det viste sig, at da min søn kun var to måneder gammel, havde Birgitte simpelthen fået lavet en test, som så bekræftede, at han selvfølgelig var hendes barnebarn.
Jeg blev helt vildt vred. Tænk at hun i alle de år faktisk aldrig troede rigtigt på mig! Jeg sagde det straks til Birgitte, og nu undskylder hun hele tiden og siger, at hun virkelig fortryder, hvor dumt det var. Men jeg kan bare ikke slippe følelsen af svigt. Hun sagde aldrig noget i alle de år!
Lige nu har jeg ikke lyst til at hjælpe hende mere. Alligevel ved jeg jo godt, at hun ikke rigtigt har nogen andre til at hjælpe sig.
Jeg vil heller ikke tage min søns mormor fra ham, så jeg fortsætter selvfølgelig med at hjælpe Birgitte. Men den der varme og tillid vi havde imellem os det, tror jeg aldrig kommer igenMen jeg ved også, at noget blev ændret mellem os. Svigtet kan ikke forsvinde, men måske kan det vokse ind i noget nyt, hvor ærlighed og fejl får lov at eksistere side om side med den omsorg, vi trods alt har givet hinanden.
I går sad jeg på hospitalet ved hendes seng. Hun så lille ud, næsten sårbar. Min søn kom ind ad døren, gik hen og lagde forsigtigt sin hånd i hendes. De sagde ikke noget, men jeg så, hvordan hendes ansigt lyste op. For første gang i meget lang tid følte jeg noget andet end vredejeg følte taknemmelighed over alt det gode, vi trods alt har haft.
Der er ingen perfekte familier. Vi bærer på hemmeligheder, fejltagelser og sorg, men også på kærlighed, vilje til at hjælpe og evnen til at tilgive. Det er ikke sikkert, at jeg kan glemme eller stoppe med at være vred, men jeg kan fortsætte med at gøre det rigtigeikke for Birgitte alene, men for min søn og for mig selv.
Og måske er det sådan, vi bygger noget, der begynder at ligne tilgivelse.
