” Kom med mig! Jeg har ingen hund i gården lige nu. Du kan være en god vagthund jeg skal nok behandle dig ordentligt!” Han satte sig på sin cykel og kørte mod landsbyen. Undervejs kiggede gammel Erik sig tilbage flere gange… men ingen løb efter ham.
Hun var en “umenneskelig” hund… Ligesom nogle mennesker kaldes “umenneskelige”… Hun var sådan én.
For mange år siden, da gammel Erik var ude i skoven for at samle skovnødder, fandt han en hvalp en halvvoksen én. Kun Gud ved, hvordan denne lille skabning var endt i den øde skov.
Hun gik bare stille mellem træerne. Hun var ikke engang bundet… En lille, våd ting efter regnen… Gammel Erik rynkede panden og gik nærmere.
Klodset, ikke særlig smuk… Men alligevel… Brune øjne så på ham… Ikke en hvalps øjne… Øjnene af en vis dyr… Gammel Erik tænkte sig om.
” Kom med mig! Jeg har ingen hund i gården lige nu. Du kan være en god vagthund jeg skal nok behandle dig ordentligt!”
Han cyklede hjem til landsbyen. Undervejs så han sig tilbage igen og igen… Men ingen fulgte efter. Snart glemte han alt om mødet i skoven.
Han tog sig af gården. Og det var ikke en lille gård: tre smågrise, en so med ti pattegrise, koen Mette, et dusin høns, seks ænder med ællinger, og katten Pluto…
Gammel Erik rullede en cigaret… Han kunne ikke lide dem fra butikken. Han åbnede grinden og satte sig på bænken for at slappe af. Pludselig stivnede han.
De brune øjne stirrede på ham… Så intenst… Så underligt, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre.
” Skal du ikke ind i gården?”… Efter en lang pause trak hvalpen sig tilbage og forsvandt i mørket.
Det fortsatte ikke én eller to dage… Hver aften så de brune øjne på ham, som om de bedømte ham, som om de ledte efter en slægtning…
Og så en dag, da gammel Erik sad på bænken og rullede en cigaret, kom “hun” hen til ham… Snusede til ham og lagde sig ved hans fødder…
Gammel Erik var ikke den blødeste mand, han var vant til at se dyr som noget praktisk… Han kunne ikke engang tælle, hvor mange grise, køer og høns han havde slagtet i sine dage…
En hund var til vagt, en kat til mus… Han kunne knap huske, hvor mange hunde han havde mistet. Nogle blev forgiftet, andre døde af sygdom… Nu stod hundehuset tomt.
I starten af sommeren havde Thor givet op… Veterinæren sagde det var flåter… Og ingen græd rigtigt over Thor. Gammel Erik var hård, ikke typen til tårer…
Hans kone, Karen, var endnu hårdere… Hun havde et temperament. Hele landsbyen huskede, hvordan hun engang slog en kalv ihjel med et enkelt slag, bare fordi den legede for meget, da hun kom for at vande den…
Gammel Erik tog et drag af sin cigaret og så på hvalpen ved sine fødder. De brune øjne fulgte ham opmærksomt.
” Nå, lille dyr, har du besluttet at blive hos mig? Så hør her… Jeg fodrer dig to gange om dagen, hvad end der er… Men du skal ikke klage. Der er et hundehus. Varmt. Nogle gange slipper jeg dig fri om natten i et par timer… Du skal passe gården! Ingen fremmede må komme herind!… Hvis du er enig, så kom med mig!”
…Sådan begyndte hendes nye liv… Gammel Erik kaldte hende Freja. Hvor han havde hørt sådan et smukt navn, var en gåde… Nu havde Freja et varmt hundehus, en stor gård og en kæde.
Tiden gik, og den klodsede hvalp blev til en stor, smuk og stærk hund, som hele landsbyen frygtede. Der gik endda rygter om, at der måtte være ulveblod i hende…
Hun var så frygtindgydende smuk og anderledes… Og hun opførte sig ikke som en normal hund. Ingen logrende haler, ingen slikken på hænder…
Når gammel Erik, hans kone eller deres familie nærmede sig, lå Freja bare roligt og så på dem med sine kloge øjne.
Men fremmede ville hun gerne flå… Hun gøede næsten ikke… Hun knurrede… Og det var en forfærdelig lyd… Men kun om dagen… Så hendes hundehus blev flyttet fra gården til marken, så naboerne ikke var bange for at banke på.
Om natten slap gammel Erik hende dog undertiden fri med ordene:
” Om tre timer kommer jeg, så skal du være her! Malkepigerne er bange for at gå til morgenmalkningen på grund af dig!… Du må ikke røre nogen!!!… Tre timer!”
Hun bed eller skræmte aldrig nogen… Måske havde hun andre interesser… Men til tiden var hun altid i hundehuset, hvilket han respekterede hende for… Eller måske… Nej, dengang forstod han det ikke endnu…
Freja fik hvalp med jævne mellemrum, som det nu er naturens gang. Men det mærkelige var, at selvom folk frygtede hende, blev hvalpene solgt som varmt brød.
Folk kom endda fra nærliggende landsbyer for at købe dem. For selvom de frygtede Freja, respekterede de hende… Hun angreb ikke uden grund… Kun når det gjaldt.
Det var en helt almindelig sommerdag. Efter morgenmaden lå Freja roligt ved sit hundehus, nød solen og holdt øje med den lille Marie, der legede i sandkassen under det store træ ved grinden, mens farmor Karen arbejdede i haven…
Freja vidste, at farmor Karen bandt sin barnebarn fast ved træet, så hun ikke løb væk, mens hun arbejdede. Marie var kun tre år, og forældrene bragte hende til landsbyen i weekenderne.
Og den lille pige løb altid lige hen til Freja med udstrakte arme:
” Freja!!! Freja!”
Og hundens hjerte fyldtes af glæde og kærlighed til dette menneskebarn! Den forbandede dag holdt Freja øje med Marie og farmor Karen… Og faldt i søvn…
Hun vågnede af, at noget kradsede hende smertefuldt på næsen. Freja åbnede øjnene. Katten Pluto sad foran hende og hvæsede næsten:
” Gør noget! Marie drukner lige nu!”
Freja kiggede over hegnet. Marie var væk. Ikke i sandkassen, ikke på gynge
