– Jeg vil ikke være mor! Jeg vil ud af huset! – sagde min datter til mig Min datter blev gravid, da hun var 15 år gammel. Længe skjulte hun det for os. Min mand og jeg opdagede det først, da hun var fem måneder henne. Selvfølgelig var abort udelukket. Vi fik aldrig at vide, hvem faren var. Min datter sagde, at de kun havde set hinanden i tre måneder og derefter gik fra hinanden. Hun vidste end ikke, hvor gammel han præcis var. – Måske 17, måske 18. Ja, måske 19! lød hendes svar. Selvfølgelig var vi dybt chokerede over, at vores datter var gravid. Vi vidste, at det ville blive svært for hele familien. Oven i det sagde hun konstant, at hun glædede sig til at blive mor og få et barn. Jeg forstod godt, hun ikke anede, hvad det egentlig indebar. Fire måneder senere fødte hun en sund, stærk dreng. Fødselen var hård, og der gik flere måneder, før hun var ovenpå igen. Selvfølgelig kunne hun ikke have klaret det uden min hjælp, så jeg sagde jobbet op for at tage mig af hende og mit barnebarn. Da hun havde fået kræfterne tilbage, ville hun pludselig ikke tage sig af sit barn. Om natten sov hun, og om dagen gad hun ham ikke. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne: bad, forklarede, skældte ud – men til sidst sagde hun: – Jeg kan se, du elsker ham. Så adoptér ham! Jeg vil bare være som en søster for ham. Jeg vil ikke være mor – jeg vil ud med veninderne og på diskotek! Jeg vil have det sjovt! Jeg troede først, hun havde en fødselsdepression, men det viste sig, at hun slet ikke havde nogen følelser for sit barn. Til sidst blev vi enige om, at vi måtte tage affære, og min mand og jeg fik forældremyndigheden over barnebarnet. Vores datter blev mere og mere utilregnelig. Hun gad slet ikke høre på os. Hun var ude hele natten og sov hele dagen. Hun interesserede sig slet ikke for sin søn. Sådan gik årene. Vi troede aldrig, det ville ændre sig. Vores barnebarn voksede og blev klogere. På to år skete der meget: han voksede, lærte at gå og tale. En glad og smilende dreng. Han blev så begejstret, når vores datter kom hjem: løb hende i møde, krammede hende og fortalte om sin dag. Og pludselig, som ved et mirakel, smeltede hendes hjerte: hun blev en kærlig mor. Nu bruger hun al sin fritid med ham. Hun krammer ham, kysser ham og siger ofte: – Hvor er jeg lykkelig for at have en søn! Han er det mest dyrebare, jeg har! Jeg giver ham aldrig fra mig! Min mand og jeg er utrolig lettede og lykkelige for, at der endelig er kommet ro og glæde i vores lille familie.

Jeg vil ikke være mor! Jeg vil ud af huset! sagde min datter til mig, mens hendes stemme snurrede rundt som røgen fra et gammelt stearinlys i det blege aftenlys.

Min datter, Signe, blev gravid, da hun var 15. Længe skjulte hun det som havdisen, der glider ind over klitterne ved Skagen. Min mand, Henrik, og jeg opdagede det først, da hun var fem måneder henne, og hendes mave bulede let som brød under hævning. Abort kom slet ikke på tale. Det var ligesom at løbe ind i en mur af vinterstorm.

Hvem faderen var, blev aldrig klart. Signe sagde, de bare sås i tre måneder, og så forsvandt han som rimfrost. Hun vidste end ikke hans alder.
Måske var han 17. Eller 18. Eller… måske 19, svarede hun ubekymret, mens hun så ud af vinduet, hvor regnen bankede på ruden som nysgerrige fingre.

Henrik og jeg var lamslåede. Vores barn blev selv ved med at sige, at hun ville være mor, hun ville have den lille. Men jeg anede, at hun slet ikke forstod, hvad det betød; hun drømte bare, dansede over brostenene i tankerne om små sparkedragter og søvnige blå øjne.

Fire måneder senere kom han til verden Asger sund og stærk, råbende ud som en lille vikingskibskaptajn. Fødselen var stormfuld og efterlod min pige svag og gennemsigtig som morgendis over Limfjorden. Jeg sagde mit arbejde op på biblioteket, og hele mit liv blev nu et klemte klokkeslag af bleskift og vandkogerens hvisken.

Da Signe fik kræfter, holdt hun sig væk fra barnet. Om natten sov hun, dagene brugte hun på at ligge med hovedet under dynen eller forsvinde over til veninderne. Ikke engang hans første smil kunne kalde hende tilbage. Jeg prøvede alt talte, tiggede, forklarede, råbte. Så kom det, som et visk i et mareridt:
Du elsker ham jo. Så tag ham! Jeg kan være hans søster. Jeg vil ikke være mor. Jeg vil ud og more mig, danse til musikken og grine med veninderne. Lad mig slippe!

Mit hjerte krøllede sig sammen. Jeg frygtede barselsdepression, men lægerne sagde nej. Hun elskede ham bare ikke. Sådan lå det. Til sidst ordnede vi det på rådhuset, og Henrik og jeg fik forældremyndigheden over Asger. Signe var som et stykke flydende rav glemt og utilregnelig, forsvandt ud i natten, hjem tidligt, skævede aldrig til Asger.

Sådan gik tiden som drømme går, hvori alt er tåget og uvirkeligt. Vi blev vant til det; troede ikke, det nogensinde ændrede sig. Men Asger voksede, hans latter fyldte de gamle stuer, og han lærte verden at kende, ét skridt, ét ord ad gangen. Hans smil var som solstrejf gennem et vindue.

Når Signe var hjemme, sprang han hende i møde, omfavnede hende, fortalte hende historier fra sin egen drømmeverden, og noget begyndte at røre sig bag hendes øjne noget blødt, som optøet is. Pludselig begyndte hun at bruge al sin tid sammen med Asger; de grinede, krammede, og hun gentog igen og igen:
Hvor er jeg lykkelig for, at jeg har min dreng! Han er det dyrebareste, jeg har. Jeg ville aldrig kunne undvære dig!

Nu ligger der ro over huset; som om vinden har blæst de gamle bekymringer væk. Henrik og jeg sidder ved vinduet med varm kaffe, og vi mærker stilheden som et tæppe. Familien er hel igen, midt i det sære, drømmende nordiske lys.