Jeg troede, mit ægteskab var perfekt, indtil en veninde stillede mig det spørgsmål.
Jeg giftede mig meget ung af stor kærlighed. Vi havde været sammen i fire år, før vi blev mand og kone. Vi har gennemgået meget sammen.
Vi har boet sammen i over seks år. Jeg stoler fuldt ud på min mand, ligesom jeg stoler på mig selv. Han er sødest mulig, omsorgsfuld og betænksom. Han hjælper altid til i hjemmet. Han er ikke den mest modige eller stærkeste mand, og man ville nok ikke kalde ham smuk, men han har en utrolig venlig sjæl og et hav af positivitet og tro på det gode, som giver mig styrke til at klare selv de hårdeste tider.
Men han er også ubeslutsom og tør slet ikke træffe beslutninger. Han vil ikke ud af sin komfortzone eller gøre fremskridt. Han er også meget genert. I alle disse seks år har han ikke ændret sig overhovedet.
Han gider ikke passe på sig selv eller sit helbred. Enhver forandring skræmmer ham. Min mand er næsten ti år ældre end mig. Jeg er seksogtyve år og elsker livet. Jeg har et godt job, købte min egen bil, og vi afdrager på vores boliglån for huset. Men for nylig spurgte min veninde mig: *”Hvad skal du egentlig med ham?”*
Det var slutningen på min lykke, og nu sidder jeg her og tænker: *”Hvad skal jeg egentlig med ham?”*
Nogle gange kommer et enkelt spørgsmål og river alt op.
