Jeg er overbevist om, at vi på ingen måde er forpligtede til at forsørge min svoger og hans familie, eller til at leje lejlighed til dem. Lad mig med det samme slå fast, at jeg er ejer af vores treværelses lejlighed, hvor vi bor, og jeg købte den i elendig forfatning, før vi blev gift. Forestil jer bare, hvordan den så ud hoveddøren stod sådan set bare lænet op ad karmen. Det vigtigste var dog, at jeg var tilfreds med prisen, og resten ordnede jeg lidt efter lidt. Men det var ikke det, jeg ville fortælle.
Da jeg mødte min mand, havde jeg allerede sat to af værelserne i stand og fået nogenlunde styr på møblerne. Lejligheden var altså rimelig beboelig.
Min mand var høj og flot, men boede i en lejet lejlighed. Nogle måneder efter vi lærte hinanden at kende, flyttede han ind hos mig. Efter vi blev gift, lavede vi det ene værelse til børneværelse. Først fik vi en dreng, så en pige.
Alt gik glat, til det en kølig, knitrende efterårsnat blev brudt af min svigermor. Hun dukkede op grædende og med kufferter:
Må jeg blive hos jer i noget tid? Min søn har taget en pige med hjem i min lejlighed. Jeg håber, det bliver seriøst mellem dem, måske bliver de gift og lever lykkeligt sammen til de bliver gamle… Jeg bliver ikke længe, vil hjælpe med at hente børnene fra børnehave og skole, lave mad til dem. Jeg har ingen andre end jer!
Hun snøftede, så vi lukkede hende ind og gav hende det største værelse. Min mands mor var for længst gået på pension, og hun passede børnene som lovet, mens hun kom sjældent i sin egen lejlighed, fordi yngstesønnen havde travlt med at skabe sig et liv der. Han boede nemlig nu i sin mors etværelses med sin unge kone og to børn: det ene var deres fælles, det andet havde konen fra et tidligere ægteskab.
For mange år siden blev min svoger allerede gift med en skoleveninde, nærmest lige da de var blevet færdige. Mine svigerforældre solgte deres lejlighed, og med de penge købte de en etværelses til dem selv og en toværelses til sønnen. Derefter blev min svigerfar syg og døde.
Svogeren og hans første kone fik to børn, men blev senere skilt, og han efterlod sin lejlighed til familien. Nu bor hans ekskone der med sin nye mand og tre børn.
Efter skilsmissen flyttede sønnen hjem til sin mor. Han sagde bare:
Mor, jeg flytter ind. Nu er jeg fri, og nu drømmer jeg stort! Jeg skal nok finde et sted at bo. Men det gik ikke, som han havde håbet, for få måneder efter tog han en ny kvinde med ind i mors lejlighed.
Svigmor kom hver weekend og afleverede hans børn fra både første ægteskab og det nye. Det føltes som sindssygehospital.
Et år senere sagde vi til min svigermor, at hun måtte finde en løsning på sin boligsituation. Igen begyndte hun at græde og gik nærmest i panik.
Jeg talte med svogeren om, at nu var det på tide at flytte ud af sin mors lejlighed. Men han nægtede, sagde han havde børn og kun en lille løn, så han kunne ikke betale husleje. Hvad skulle jeg gøre ved det?
Mine relationer til min mands mor er det seneste blevet utroligt dårlige. Jeg har ikke engang haft lyst til at tage hjem efter arbejde. Til sidst sagde jeg til min mand, at han måtte løse det med sin mors bolig, ellers ville jeg søge om skilsmisse.
Det rystede min mand, for han anede ikke, hvad han skulle gøre man sætter jo ikke bare sin mor på gaden.
Jeg sagde til ham, at hans mor da bare måtte leje en etværelses, og heldigvis havde vi midlerne til at hjælpe. Men svigermor nægtede bestemt at bo til leje og sagde, at vi skulle leje en toværelses til svogeren og hans familie, så kunne hun rykke hjem igen.
Jeg syntes, det var det rene frækhed og sagde, at hvis ikke svigermor flyttede ud indenfor en uge, satte jeg bare hendes ting ud på trappen. Hvilke andre muligheder havde jeg?
Jeg synes ikke, vi er forpligtede til at forsørge min svogers familie eller stille bolig til rådighed for dem bestemt ikke!
