Du stjæler fra min søn, han kan ikke engang købe en pære!
Søndag morgen lå jeg under et tæppe på sofaen. Min mand var taget hjem til sin mor for lige at skifte en pære ud. Men du ved jo godt, at det åbenlyst ikke var hele grunden til, at hun havde inviteret sønnike forbi:
Sønnike, har du ikke glemt, at Mads har fødselsdag i dag?
Min mand er virkelig en gavmild sjæl måske lidt for meget. Hans løn holder aldrig mere end et par dage. Heldigvis giver han mig altid penge til elregningen og dagligvarer, så jeg behøver ikke bekymre mig om det. Resten bruger han flittigt på nye computerspil og alt det habengut, han nu skal bruge for at spille dem. Jeg har valgt ikke at gå så meget op i hans forbrug, for ærligt talt tænker jeg, at det er bedre, han hygger sig med sine spil end hænger ud i garagen og går i byen. Og hey, jeg læste engang, at de første fyrre år af ens barndom er de hårdeste det passer nok meget godt på ham!
Jeg siger det ikke for at du skal synes synd om mig jeg forklarer bare, hvorfor min mands lommer altid er tomme. Jeg selv har aldrig haft det problem. Faktisk får jeg endda lagt lidt til side hver måned. Ofte låner jeg penge til min mand, når han akut står og mangler. Men jeg sætter altså foden ned, hvis det handler om penge til hans mor, niecer eller søster.
Nå, men jeg kom selvfølgelig i tanke om, at det var Mads fødselsdag, så jeg havde købt en gave til ham ugen før. Lige inden min mand smuttede, gav jeg ham pakken til Mads og satte mig for at se en god film. Jeg orkede ærligt talt ikke at tage med mine svigerforældre og jeg har et ret køligt forhold.
De synes nemlig ikke, at jeg elsker deres søn nok nok fordi jeg sætter grænser for, hvor mange penge han bruger på dem, og at jeg siger nej til at passe hans søsters børn. En gang sagde jeg ja til at være babysitter for niecerne i en times tid, men de hentede dem først efter et halvt døgn. Så kom jeg selvfølgelig for sent på arbejde, og da jeg nævnte, at jeg ikke syntes, det var fedt, kaldte hans mor og søster mig respektløs og uforskammet. Bagefter nægtede jeg konsekvent alle deres forespørgsler om børnepasning det havde jeg ikke tålmodighed til. Det rørte mig dog ikke, at min mand var så god til at lege med børnene, for det hyggede han sig jo med.
Efter min mand var taget afsted, gik der ikke lang tid, før han kom hjem igen denne gang med hele familien og niecerne med. Svigermor marcherede bare ind i vores entré med overtøjet stadig på og erklærede højtideligt:
Vi har besluttet, at fordi det er Mads fødselsdag, skal han have en tablet den han selv har ønsket sig den koster altså fire tusind kroner. Du skylder mig to tusind, så dem vil jeg have nu.
Altså, jeg ville da aldrig nægte drengen en gave, men så dyr en tablet var da helt vildt.
Selvfølgelig nægtede jeg at betale. På det tidspunkt begyndte min mand også at anklage mig for at være nærig. Jeg tændte computeren og kaldte på Mads. På fem minutter fandt og bestilte vi sammen et sejt gadget, han var helt vild med.
Den lille fyr løb jublende ud med sit nye legetøj til sin mor, som sad og ventede ude i gangen. Min svigerinde har altid haft meget klæbrige hænder, hvis du forstår der er altid noget, der forsvinder, når hun er der. Svigermor syntes overhovedet ikke, min gestus var noget at skrive hjem om og blev straks fornærmet.
Der var ingen, der bad om det. Du skulle have givet pengene. Du bor sammen med min søn, og han ender altid som en tigger, der ikke engang kan købe en pære selv! Giv mig straks to tusind kroner, du ved jo godt, det er hans penge.
Pludselig begyndte hun at rode i min taske, der lå på natbordet. Jeg kiggede på min mand og hviskede:
Du har tre minutter til at få dem ud herfra!
Så snuppede min mand resolut sin mor og førte hende ud af huset han skulle virkelig kun bruge de tre minutter.
Så du, jeg har det altså bedst med, at min mand bruger sin løn på spil og sjov, for før i tiden var det jo altid hans mor, der røg med alle pengene. Så hellere han bruger dem på noget, han nyder, end at de bliver snuppet af hans familie.
Nogle gange tænker jeg, om det ikke bare havde været nemmere, hvis jeg havde giftet mig med en forældreløsDa døren lukkede med et brag, sænkede stilheden sig over stuen. Mads sad på gulvet, lykkeligt optaget af sit nye gadget, og jeg mærkede lettelsen brede sig. Min mand kom tøvende tilbage, kiggede ned og sagde lavmælt:
Du havde ret. Det stopper nu.
For første gang så jeg, at han virkelig mente det. Han satte sig ved siden af mig, rakte ud efter min hånd og smilede undskyldende.
Jeg tror, vi skal købe en pære sammen i morgen, sagde han, og vi begyndte begge at le.
Mads kiggede op og smilede til os, og jeg forstod, at vi endelig havde fundet grænsen. Måske hørte vi ikke til den perfekte familie men vi var vores egen, og for første gang følte jeg mig hjemme midt i kaosset.
