Ej, du tror ikke på det her hør lige den her historie. For ti år siden blev Solvej skilt fra sin mand, Ole. Han havde et seriøst alkoholproblem og var desværre heller ikke for fin til at blive voldelig. Den slags gider man jo ikke finde sig i, så hun smækkede med døren og smuttede. De havde ikke haft kontakt i årevis, ikke engang gennem deres søn, Mikkel, som efterhånden var blevet voksen, gift, og flyttet til Aarhus. Han ville selvfølgelig heller ikke have noget med sin far at gøre. Hvem vil det, når ens far er sådan en type?
En søndag formiddag ringer telefonen, og Solvej bliver mødt af den dårlige nyhed Ole er død. Der var ingen andre til at tage sig af begravelsen, så Solvej og Mikkel fik sørget for alt det praktiske og holdt en pæn bisættelse for ham.
Men så var der jo stadig Oles gamle mor tilbage, fru Jensen, som udover at være totalt brødløs også var noget af en håndfuld. Hun havde altid været en bøvlet overraskelse aldrig til at regne med, og det hjalp ikke på sagen, at hun boede i et gammelt hus et stykke uden for Kolding.
Mikkel tog hjem til sin egen familie efter begravelsen, det forstår man jo godt. Men så stod Solvej tilbage med ansvaret for den sure, gamle dame. Hun begyndte at pendle ud til hende flere gange om ugen. Kom med indkøbsposer, som fru Jensen altid fandt noget at brokke sig over, men alligevel spiste med velbehag. Og noget så simpelt som at hugge brænde det klarede Solvej også, selvom det var møjsommeligt. Hun kunne bare ikke få sig selv til at lade den gamle sidde alene og hjælpeløs.
Sådan gik tre måneder, hvor Solvej slavisk kørte mellem sin egen lejlighed i Vejle og det slidte hus på landet. Men så, ud af det blå, døde fru Jensen også. Og så kom chokket: i testamentet havde hun sgu efterladt hele huset til Solvej plus en ordentlig pose penge, som hun havde sparet op gennem årene.
Altså, det var virkelig hendes måde at sige tak for hjælpen på. Livet er nu engang fuld af overraskelser.
