Vores farmor er fyldt firs. For en uge siden smed hun min storebror og hans kone ud af sin lejlighed. Siden da er hun blevet meget stille og taler næsten ikke med nogen. Hvis jeg ringer og siger, jeg overvejer at kigge forbi, lægger hun bare røret på. Hun åbner heller ikke længere døren for nogen.
Hvorfor min bror og hans kone flyttede ind i en lejet lejlighed, vil han ikke sige noget om. Det kom egentlig heller ikke bag på mig, at farmor smed ham ud, for han har altid været både uansvarlig og rimelig forkælet.
Så snart farmor begyndte at bo alene, og der blev mere plads i lejligheden, fik familien straks samlet sig til et familiemøde dog uden farmor selv deltog. Én ting var det store samtaleemne: Hvordan skulle hun dog klare sig helt alene i den alder?
Min fars søster foreslog straks, at hendes arbejdsløse datter på tredive kunne flytte ind og tage sig af farmor. Selvom vi alle vidste, at kusinen, Katrine, var kendt for at være ret ubetænksom og lidt uinteresseret i andre.
Min fars anden søster havde fundet en lille etværelses-lejlighed til farmor, hvilket hun syntes var en god spareløsning:
Nu er der jo nogle unge, der flytter ind i hendes store lejlighed, så hvordan skal hun have råd til at betale husleje for sådan et stort sted?
Min onkel tilbød at tage farmor med hjem, så hans søn kunne flytte ind i hendes lejlighed. Det var jo ganske praktisk det er trods alt ikke ligetil at leve alene, når man er firs. De unge må jo også lære at stå på egne ben. Alle disse forslag blev selvfølgelig lagt frem som udtryk for stor omsorg for farmor.
Jeg bekymrer mig om min mor. Sådan her kommer hun i gode, kærlige hænder! sagde min onkel.
Farmor havde boet med et af hans børn før, og nu ville han gerne have sin anden søn derind. Min far mente, at farmor selv burde have lov til at bestemme, men det syntes de andre var helt for galt.
Den mest påtrængende og insisterende var min første faster, så alle bøjede sig til slut for forslaget om, at hendes datter Katrine skulle overtage rollen som farmors hjælper. Katrine begyndte at pakke, og farmor fik besked over telefonen om familiens beslutning. Farmor, som straks forstod, hvad det handlede om, smækkede røret på.
Katrine tog ud og besøgte farmor, mens hun allerede på toget spekulerede på, hvordan hun ville indrette sig og lave sin egen stil. Men det gik ikke, som hun havde regnet med. Farmor ville ikke engang åbne døren. Hun stillede dog et glas syltede tomater til Katrine uden for døren.
Hvordan kan hun dog klare sig helt alene? mumlede en frustreret Katrine. Hun sagde, at hun aldrig havde prøvet at leve rigtigt på sine firs år, men nu pludselig vil hun leve sit eget liv! Hvem ved, hvordan det kommer til at gå? Hvad hvis der sker hende noget? Ensomhed er farligt!
Farmor tænker ikke på nogen! Hun har altid boet med sine forældre, med morfar, med sine egne børn og børnebørn. Nu vil hun pludselig bo for sig selv i fred og så i en treværelses lejlighed! Det er en skandale! Hun bør da gøre plads til de unge!
Kun min far tog situationen med ro. Han kunne ikke lide idéen om at flytte hende ud. Han fandt på en løsning. Det er trods alt ikke forsvarligt bare at lade farmor være alene hele tiden. Her havde søstrene en pointe; alt kan ske. Og nu har vi engang ikke engang nøgler til hendes lejlighed, for farmor skiftede alle låse, da hun smed min bror ud. I den alder kan hver dag være fuld af overraskelser.
Efter at have talt med min mor, fik min far installeret et kamera i farmors entre. Så kunne enhver bekymret slægtning nemt tjekke, om alt var i orden. Farmor fandt sig til rette med det hun dansede ligefrem forbi kameraet, og lavede sjove ansigter, når hun gik forbi.
Hun var tilfreds med selv at betale for el og varme det blev jo ikke til så meget, når man bor alene. Hun har sagt nej tak til al hjælp, bare hun kan få sin ro. Sådan lykkedes det med lidt teknologi at blive fri for uønskede indflyttere.
Alt endte godt. Dog lukker farmor stadig ikke nogen ind, ikke engang for en kop te. I går besøgte jeg hende og fandt et glas marmelade stillet ude på trappen. Måske er hun stadig bange for at miste sin frihed og selvstændighed. Jeg ønsker, at hun en dag finder ro til at byde gæster velkommen igen.
Når alt kommer til alt, lærte vi, at respekt og omsorg går begge veje. Nogle gange må man lade de ældre bestemme over deres eget liv, selv hvis man vil hjælpe. Friheden til at vælge sit eget selskab og livs indhold er ikke noget, der forsvinder med alderen og nogle gange er det den største gave, vi kan give hinanden.
