Jeg køber det fineste kalkunkød til mig selv og laver dampede frikadeller, mens han får svinekød, der for længst er over dato.
Jeg er syvoghalvtreds. I over tredive år har jeg været gift, og i al den tid har jeg vasket min mands tøj, lavet hans mad og sørget for, at familien havde det godt. Sammen har vi to børn, som jeg selv har opdraget og givet uddannelse. Jeg har altid haft følelsen af, at jeg var en hamster, der løb og løb i hjulet uden ende. Jeg har haft flere jobs ad gangen, har grebet enhver mulighed, alt sammen for at børnene skulle have alt og ligne de andre børn med ordentligt tøj.
Gennem hele vores ægteskab har min mand aldrig rigtig taget fat, og da han blev folkepensionist, satte han sig bare hjemme og lavede ingenting mere. Jeg fortsætter stadig på arbejde, hjælper børnene med børnebørnene og laver alt det huslige.
Utallige gange har jeg bedt ham om at tage et job, bare lidt som nattevagt eller pedel, men han siger bare, at det går nok uden hans ekstra indkomst. Han er dog ikke dum, hvad mad angår! Jeg har knap tid til at lave mad, og hvis jeg kommer sent hjem, har han spist alt det lækre der ligger kun lidt suppe tilbage til mig.
En dag talte jeg med min veninde Mette, som foreslog, at jeg begyndte at lave mad til os separat: billige ting til ham, lidt bedre til mig. Jeg sagde til min mand, at lægen havde anbefalet en særlig diæt, og at han derfor ikke måtte røre mit mad.
Nu gemmer jeg min mad væk; når han er ude i skuret, tager jeg lidt slik. Pølsen og osten pakker jeg omhyggeligt væk i den ene ende af køleskabet, og når han ikke ser det, spiser jeg det i al hemmelighed. Redningen er, at vi har to køleskabe: det ene fyldt med dagligvarer, det andet med sylteglas og alt mit hemmelige lager.
Du ved, hvordan mænd er de ser ingenting. Til mig selv vælger jeg det bedste kalkunkød og damper frikadeller, mens hans svinekød nærmest har gået sig selv færdigt i dato, men han brokker sig ikke. Hans pasta køber jeg i den billige discount til otte kroner pakken, mens jeg køber italiensk durumhvede til mig selv.
Jeg ser intet forkert i det hvis han ville have noget bedre, kunne han tage et job. Skilsmisse i vores alder ville være tosset; vi har hele livet bag os og et hus sammen, så hvorfor splitte det op og prøve at dele vores kroner og øre?
Alt føles alligevel lidt mærkeligt, som om jeg skubber indholdet af min hverdag rundt i et gammelt, støvet bindingsværkshus, hvor intet rigtigt forandrer sig og samtidig glider ordene og dagene ud mellem mine fingre som saltvand over det flade Vesterhav.
