**Dagbogsnotat**
“Du har virkelig problemer, lillesøster, det her er ikke dit hjem.” Min mors søster har aldrig haft børn, men hun ejede en flot lejlighed med tre soveværelser midt i København og alvorlige helbredsproblemer. Hendes mand var en samler, så min tantes hjem lignede mere et museum.
Min yngre søster, Freja, har en doven mand og to børn. De bor i et lejet værelse på et kollegium. Da Freja hørte om tanternes helbredsproblemer, skyndte hun sig straks derhen for at beklage sig over sin hårde skæbne.
Jeg må indrømme, at vores tante er en meget barsk person, der ikke holder igen med ordene og godt kan lære folk en lektie. I årevis inviterede hun mig og min mand til at bo hos hende og lovede, at vi skulle få lejligheden.
Vi havde vores eget hjem og afslog den “gavmilde tilbud”. Vi hjælper hende kun af pligt, ikke for lejlighedens skyld jeg rydder op, og min mand bringer madvarer og medicin. Alligevel flyttede Freja og hendes familie ind hos tanten få dage efter besøget.
Freja og jeg har aldrig kunnet enes. Hun har altid misundt mig: Jeg har en hårdtarbejdende, kærlig mand, en fantastisk søn, et godt job, høj løn og en egen lejlighed. Hun ringede kun, når hun skulle låne penge som hun aldrig betalte tilbage.
Efter min anden graviditet havde jeg ikke tid til tante, selvom min mand stadig bragte små gaver. Da min baby var seks måneder, besøgte jeg hende. Da jeg nåede døren, hørte jeg skrig det var Freja:
“Indtil du underskriver gavedokumentet, får du ikke mad. Vend dig om og kravl tilbage ind, og i aften bliver du i hundehulen!”
Jeg ringede på. Da Freja så mig, ville hun ikke lukke mig ind og blev uhøflig: “Glem det! Du får ikke den lejlighed!”
Først da jeg truede med politiet, slap jeg ind. Tanten så ti år ældre ud. Da hun så mig, begyndte hun at græde.
“Hvorfor græder du? Fortæl hende nu, hvor godt du har det hos os, og sig, hun skal holde sig væk! Hun gad ikke engang tage barnet med!” råbte Freja.
“Tantens værelse var tomt kun en seng stod tilbage. De havde solgt skabe og samleobjekter. Det var tydeligt, at Freja og hendes mand levede af tanternes ejendele.
Jeg påstod, jeg skulle på toilettet, og skrev til min mand: “Vi må redde tante.” Tilbage i værelset fortalte jeg om årets begivenheder. Da jeg nævnte babys fødsel, hviskede jeg: “Vent lidt,” trykkede hendes hånd og blinkede. Hun forstod og så taknemmeligt på mig.
Freja prøvede at smide mig ud, mens hendes mand spurgte, om ikke mit barn savnede mig. Min mand ankom en time senere med en politibetjent. Freja var ikke hurtig til at åbne.
Politiet var en ubehagelig overraskelse for dem. Jeg viste betjenten tanternes tilstand:
“Se selv ofren. De giver hende ikke mad og har solgt alt. Hendes mands samling værdifulde ting er væk.”
Freja skreg, men betjenten spurgte: “Ønsker De at anmelde dette?”
Freja slap med en mild dom, men hendes mand fik to år i fængsel. Min mor tog hende og børnene ind, selvom hun engang havde smidt dem ud. Mor blev sur på mig og sagde, jeg ikke måtte arve noget. Men tante takkede mig ved at efterlade mig lejligheden.
Min mand og jeg besøger hende som før og har ansat en sygeplejerske. Jeg tør ikke tænke på, hvad hun har været igennem hos Freja!
