Tilfældigheder findes ikke
Det var fire år siden, Astrid havde mistet sin mor, men sorgen kunne stadig ramme hende som et lyn fra en klar himmel. Især husker hun aftenen efter begravelsen; hendes far, Henrik, sad sammenkrøbet og tavs, nærmest som var han blevet ti år ældre på én dag, og Astrid var for længst løbet tør for tårer. Deres store, solide parcelhus i en forstad til Odense virkede pludselig mere tomt end nogensinde før.
Astrid var seksten dengang og kunne mærke, hvor tung og besværlig tilværelsen var blevet for både hende og faren. Bare et par år tidligere havde de tre været så lykkelige nu var der kun hende og ham.
Henrik lagde armen om Astrids skuldre og sukkede:
Vi må jo lære at leve videre, skat. Livet stopper ikke, selvom det føles, sådan.
Tiden gik. Astrid tog en uddannelse som social- og sundhedsassistent, og for nyligt var hun begyndt at arbejde på det lille lokale plejehjem. Hun boede alene hjemme nu; hendes far havde nemlig giftet sig igen sidste år og var flyttet til en lille landsby uden for Kerteminde med sin nye kone. Astrid tog det ikke nært hendes far var stadig ung, og nu var det vel hendes tur en dag. Livet gik videre.
I dag steg hun ud af bussen med en sommerlig kjole og stiletter. Hendes far, hendes eneste nærmeste, fyldte år, og det skulle da fejres.
Hej, far, grinede Astrid, da Henrik tog imod hende i indkørslen. Hun gav ham pakken.
Tillykke med fødselsdagen!
Min kære pige, nu må du komme ind. Katja har dækket bord! sagde Henrik glad.
Astrid, endelig, der er du jo mine unger sulter snart! kom det hurtigt fra Katja, hendes stedmor, ude fra køkkenet.
Henrik havde nu boet et år med Katja. Katja havde datteren Nanna på tretten, en rigtig krudtugle med en fræk mund, og hendes tiårige søn, Emil, der sad solidt plantet foran fjernsynet. Astrid kom sjældent forbi, og dette var kun anden gang siden brylluppet. Hun prøvede at ignorere Nannas provokationer; Katja gav hende jo aldrig andet end et skuldertræk.
Efter hilsenerne begyndte Katja straks med de klassiske spørgsmål.
Nå Astrid, har du fået dig en kæreste?
Ja, det har jeg vel.
Og bryllup, det må da snart være på tale?
Astrid rødmede let over Katjas direkte facon og bed sig i læben.
Ehm, vi ser på det, svarede hun undvigende.
Forstår du, Astrid, begyndte Katja med et stift smil, din far og jeg har snakket sammen, og vi er enige om, at nu må du klare dig selv. Han har givet dig rigeligt med penge, og her er jo mange munde at mætte. Du er voksen nu og arbejder det er på tide, du selv står på egne ben og finder en mand, der kan forsørge dig.
Katja, nu var det altså ikke helt sådan, vi talte om det, prøvede Henrik at indvende, jeg har forklaret, at jeg faktisk giver Astrid mindre end jeg giver jer
Men Katja var ikke til at stoppe.
Du er jo som en hæveautomat for din datter, og det er bare ikke rimeligt for os andre!
Henrik faldt slukøret hen, og Astrid fik kvalme. Hun rejste sig og gik ud i haven, satte sig på havebænken og trak vejret dybt. Fødselsdagen var ødelagt. Pludselig dukkede Nanna op og satte sig ved siden af.
Du er pæn, sagde Nanna uden at vente på svar. Tag det ikke så tungt, min mor er bare på tværs, for hun er gravid, fnisede Nanna. Bare vent, før du lærer hende rigtigt at kende, så… Hun skar en grimasse og sprang tilbage ind i huset.
Astrid så hen mod huset, hvor hendes far stod og så efter hende i døren. Tre dage senere dukkede Henrik op med Katja i Astrids stue.
Sikke en overraskelse! Vil I have en kop te? spurgte Astrid.
Katja svansede rundt og målte stuen med øjnene.
Ja, det er jo et udmærket hus. Ikke hver dag man ser sådan et i denne by.
Min far har gyldne hænder. Han byggede det sammen med naboen, Peter ikke sandt, far?
Nja… gyldne og gyldne, jeg byggede det jo til os selv, sagde Henrik beskedent.
Jaja, det var bare heldigt for mig, sagde Katja og skød et blik på Astrid. Faktisk er vi kommet for at snakke om huset.
Astrid anede uråd og svarede straks:
Jeg sælger ikke min andel. Det her er mit barndomshjem, og jeg vil ikke give slip!
Nå, du er da skarp, frk. Snarrådig, snappede Katja. Hvad siger du til det, Henrik? Nu må du tage dig sammen!
Skat, vi må finde en løsning… Min familie er blevet større, huset er småt, og der kommer endda endnu et barn snart. Vi kan jo sælge, så kan du købe en mindre bolig, og hvis du mangler, hjælper jeg med banklånet, prøvede Henrik at trøste.
Far, mener du virkelig det?
Din far har en ny familie, skreg Katja, kan du ikke snart fatte det? Der er ikke noget “dit hjem” mere. Du fylder alt for meget, så der er ikke mere snak.
Råb ikke ad mig, sagde Astrid bestemt og viste gæsterne døren.
Astrid havde det forfærdeligt efter besøget. Selvfølgelig havde hendes far ret til at leve sit liv, men ikke på hendes bekostning. Hun ville aldrig sælge mors og hendes eget hjem.
Senere på aftenen kiggede Andreas forbi. Han arbejdede ved politiet og kunne altid holde hovedet koldt.
Hej smukke, du ser trist ud, hvad er der galt?
Hun kastede sig grædende i armene på ham og fortalte det hele.
Din far er ikke sådan en skidt karl. Katja holder ham i et jerngreb, det er hende, der vil rage til sig. Bare rolig, jeg ringer til en advokat i Odense. Du skal ikke sælge noget som helst.
Henrik havde det heller ikke let derhjemme. I starten gik det fint med Katja, men hun blev mere og mere gnaven, krævede flere penge, og nu ville hun absolut af med huset i Odense. Henrik begyndte at fortryde sine valg, men så proklamerede Katja, at der var endnu et barn på vej.
En aften, hvor han skulle ringe til Astrid og forklare sig, hørte han pludselig Katja tale i telefon ude fra stuen.
Det nytter ikke, hun nægter! klagede Katja, vi må gøre det selv jeg taler lige med ham. Og hvis han brokker sig, finder jeg en løsning.
Henrik overraskede hende, hun lagde straks på.
Hvem var det?
Errh, bare en veninde.
Du talte om boligsalget!
Ja, min veninde har kontakt til en ejendomsmægler, han kan finde os en køber. Astrid bliver nok kun glad for pengene.
Og hvad mente du med “jeg finder ud af det med ham”?
Åh, det var bare med garagen.
Henrik troede for nu på hende.
En efterårsaften, hvor Astrid gik alene hjem fra aftenvagten, blev hun overhalet af en sort Volvo med fynske plader. Ud sprang en stor mand, rev hende ind på bagsædet, og bilen kørte straks videre.
Hvem er I, hvad vil I?! skreg hun.
Der findes ikke tilfældigheder, sagde manden roligt. Hvis du gør, som vi siger, sker der ikke dig eller din far noget.
Hvad har min far med det at gøre!?
Du skriver under på salget, får pengene, og rykker ud. Køberen er klar.
Det er ulovligt! Jeg nægter og går til politiet! Men så fik hun et slag i ansigtet, blodet løb fra læben.
Vi er ikke bange for politiet eller din betjentkæreste grinede den brutale mand. Du skriver under, ellers får du og ham ikke en chance.
De standsede på et øde sted, og manden rakte hende papirerne under en lommelygte:
Skriv under, pas på med ikke at dyppe det i blod.
Men netop da kom politiets blå blink bag dem først én patruljebil, så én mere. Chaufføren blev panisk og satte bilen i grøften.
Det viste sig, at Andreas havde bedt sin ven, Maks, om at holde øje med Astrid de dage, hun gik sent hjem. Maks ringede til Andreas, som straks sendte hele Fyns Politi ud.
Manden, der havde kidnappet Astrid, viste sig at være Katjas elsker, og det var hans barn, hun ventede. Sammen forsøgte de at score huset, som Katja havde forelsket sig i til en god sum penge, hvis altså ikke Astrid havde lagt sig i vejen.
Tiden gik. Alt kom på plads. Henrik blev skilt og flyttede hjem igen. Han arbejdede stadig og havde nu sit eget lille reservedelsfirma. Nu sad Henrik, Astrid og Andreas sammen ved spisebordet. Hjemmets vægge betød dobbelt så meget for Henrik nu.
Du skal ikke være bange, far. Vi lader dig ikke være alene, sagde Astrid med et smil.
Men skal du til at gifte dig, datter?
Jeg har friet til Astrid, afslørede Andreas, og hun sagde ja! Vi har allerede meldt det til kommunen. Brylluppet bliver snart, de udvekslede et skævt grin.
Selv når jeg flytter over til Andreas, skal du ikke tro, du slipper. Vi kommer og spiser brunsviger med dig hver uge!
Nå, så må I have mig undskyldt engang for alt, det gik lidt for stærkt, sagde Henrik og kiggede på billedet af den afdøde hustru med våde øjne.
Det er okay, far. Der skal nok komme en dag, hvor vi allesammen kan grine ad det, sagde Astrid og klappede ham på hånden.
Tusind tak fordi du læste med, og for din støtte. Må livet bringe dig held og glade dage!
