Åh, Freja, hej! Er du kommet for at besøge din mor? råbte naboinden fra alt læn.
Goddag, fru Jensen. Ja, til mor.
Du må gerne tale med hende, suede kvinden. Hun er helt forandret efter skilsmissen, den stakkel.
Hvad mener du? spændte Freja sig.
Jeg har problemer med søvnen, vågner tidligt. Jeg så hende en morgen ved femtiden, stige ud af en taxa. Og hun så lad os sige, ikke helt som sædvanlig. Måske lidt beruset. Alle naboerne hvisker. I hendes alder! Og hvorfor smed hun din far ud? Ja, han begik en fejl, men hvem er uden synd? Så mange år sammen det er da dumt at skilles nu.
Tak, fru Jensen, sagde Freja og synkede. Jeg skal nok tale med hende.
Med de ord skyndte hun sig ind. Hendes mor havde faktisk smidt faren ud for seks måneder siden, efter at have opdaget ham i utægt. Freja havde bedt hende tænke sig om alt kunne ske. Men moren havde været fast. Og det mærkelige var, at hun ikke var blevet deprimeret, som man kunne forvente, men tværtimod levede livet fuldt ud. Nye tøjer, dans, barer, veninder ting hun aldrig havde gjort før.
Freja havde svært ved at acceptere det. Hun skulle selv giftes, de planlagde børn. Og hendes mor i byen til morgenstunden? Hvilken slags bedstemor ville hun blive? Hvordan skulle hun præsentere hende for sin svigermor, hvis den ene strikkede tæpper, mens den anden dansede i natklubber?
Da hun kom ind, mødte moren hende med tekanden i hånden og et stort smil. Ikke iført en slidt morgenkåbe, men et moderne beige sæt. Neglelak, pedikure, falske vipper det var tydeligt, at hun nød livet.
Nå, hvordan har du det med Asger? spurgte hun og stillede kopperne på bordet.
Alt er fint, svarede Freja og prøvede at holde tonen neutral. Men hvad med dig?
Fantastisk! I går aftes var jeg 22ude med pigerne til tidlig morgen. Vi dansede og sang karaoke. Så sjovt!
Fru Jensen fortalte mig alt, sagde Freja mørkt. At du kom hjem klokken fem og så beruset ud.
Moren lo.
Hvad troede du? Drikker man te på en bar?
Freja kunne ikke holde sig tilbage.
Mor, synes du ikke, du går lidt for langt?
På hvilken måde?
Altså, lad os sige det mildt, du er ikke tyve år mere. Hvilken dans, hvilke klubber? Du burde være et forbindelse. Du skal jo være bedstemor!
Jeg er en kvinde, der endelig er fri. Jeg vil ikke leve efter andres manuskripter.
Men du levede så mange år med far! Hvordan kan du bare komme videre sådan?
Moren tav, så sagde hun roligt men fast:
Din far bedrog mig. Det var ikke en fejl, men et bevidst valg. Og jeg vil ikke længere bare være en tjener. Jeg vil leve. For mig selv. Jeg har levet for familien i årevis. Nu gør jeg, hvad jeg vil.
Men du er næsten halvtreds!
Og hvad så? Jeg behøver ikke at ældes efter en tidsplan.
Freja indså, at hun var gået for langt.
Undskyld, jeg ville ikke gøre dig ked af det. Jeg bekymrer mig bare.
Hvis du skammer dig over mig, så lad være med at invitere mig til brylluppet. Men vid det: Jeg gemmer ikke mit grå hår under et tørklæde, og jeg går ikke i vide kjoler. Jeg vil danse og måske endda flirte. Jeg har det godt.
Nej, mor, jeg vil have dig der. Det er bare
Bare fru Jensen ikke godkender det? Jamen, det er ligegy. Endelig lever jeg.
Da hun kom hjem, fortalte hun alt til sin forlovede.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal have det med det.
Asger grinede:
Jeg synes, din mor er fantastisk. Hun faldt ikke i depression, hun valgte livet. Det er ikke en forbrydelse at være glad.
I weekenden ringede Freja til sin mor.
Mor, skal vi ikke på spa og bagefter på en bar med live musik?
Skammer du dig ikke over mig?
Jeg siger, du er min storesøster, lo Freja.
Så er det en aftale. Men vi går ikke hjem tidligt.
Den dag blev et vendepunt. Freja forstod for første gang, hvilken indre styrke moren havde. Og at hun måske skulle lære af hende at være sig selv. At leve ikke “som man skal”, men som man føler.
