På min mands fødselsdag pegede min søn pludselig på gæsterne og råbte: “Der er hun! Hun har den nederdel på!” Jeg kunne ikke sige nej.
“Mor, please,” insisterede han. “Jeg har lovet mine venner, at vi har tæpper og sodavand. Og du sagde, du ville bage de der karamel- og chokoladekager.”
Så, som den gode mor jeg er, begyndte jeg at lede. Gamle kufferter, snørklede kabler, ødelagte ventilatorer fra svundne somre. Og så, gemt i et hjørne, så jeg den.
En sort æske. Elegant, firkantet, gemt som en hemmelighed. Jeg var ikke nysgerrig på en dårlig måde, men jeg kunne ikke lade være. Jeg tog den frem, satte mig på gulvtæppet og løftede låget langsomt.
Vejen stod stille i min hals.
Indeni lå en satinnederdel i en dyb violetfarve, blød som en hvisken, med fine broderier langs kanten. Raffineret. Smuk.
Og bekendt.
Jeg havde peget på den til Mads min mand for et par måneder siden, da vi gik gennem byen. Vi passerede en lille butik, og jeg nævnte den i vinduesudstillingen. “For overdådig,” havde jeg sagt, men i mit hjerte håbede jeg, han ville huske det.
“Du fortjener noget luksus engang imellem,” havde han grinet.
Så da jeg så nederdelen, foldet forsigtigt i papir og lagt i æsken, vidste jeg. Den måtte være min fødselsdagsgave. En stille glæde fyldte mig.
Måske var alt stadig godt mellem os.
Jeg ville ikke ødelægge overraskelsen, så jeg lukkede æsken, lagde den tilbage og gav Mads et gammelt tæppe. Jeg købte endda en bluse, der passede til nederdelen, og gemte den i en skuffe, mens jeg ventede på det rigtige øjeblik.
Min fødselsdag kom. Familien samledes. Mads gav mig en indpakket gave med et drengerøvet smil.
Bøger.
En bunke smukt udvalgte romaner men ikke et spor af nederdelen. Ikke et ord om den.
Jeg ventede. Måske gemte han den til en særlig middag eller et øjeblik kun for os.
Det øjeblik kom aldrig.
Et par dage senere listede jeg mig tilbage til skabet for at kigge igen. Men æsken… var væk. Sporløst.
Alligevel sagde jeg ingenting. Jeg ville ikke være den kone, der tvivlede. Der sprang til konklusioner.
Håbet holder os oppe, selv når vi ved bedre.
Tre måneder gik. Intet tegn på nederdelen. Intet ord. Kun stilhed.
Så, en eftermiddag, mens jeg bagte citronkager til en bryllupsbestilling, kom Mads ind i køkkenet. Hans øjne flakkede, skuldrene stramme.
“Mor?” sagde han lavmælt. “Jeg skal fortælle dig noget. Om den nederdel.”
Jeg lagde paletten fra mig.
“Jeg ved, far købte den,” begyndte han. “Da vi var i shoppingcenteret for at få mine fodboldstøvler, sagde han, jeg skulle vente udenfor. Han havde noget at hente.”
Jeg følte, hvordan maven knyttede sig.
“Så, en dag,” fortsatte han, “sneg jeg mig hjem tidligt fra skole for at hente mit skateboard… men jeg hørte stemmer ovenpå. Jeg troede, det var dig og far.”
Han tav et øjeblik, synkede svært.
“Men du er aldrig hjemme på det tidspunkt. Jeg blev bange. Gemte mig under sengen.”
Mit hjerte knugede sig for ham.
“Han grinede, mor. Det var ikke dig. Jeg så deres fødder. Hun havde den nederdel på.”
Jeg stod som lammet, mens rummet drejede langsomt omkring mig.
Så trak jeg ham ind til mig.
Intet barn bør bære på sådan en hemmelighed.
Et par dage senere holdt vi fødselsdagsfest for Mads. Jeg lavede mad, gjorde rent, smilede.
Jeg bar en marineblå kjole og rød læbestift. Iførte mig de sko, jeg altid fortrød efter en time. Og jeg spillede rollen den yndige hustru, den varme vært, den støtte søjle.
Indeni faldt jeg fra hinanden.
Festen var fuld af snak og musik, indtil Mads dukkede op ved min side og trak mig i ærmet.
“Mor,” hviskede han med store øjne. “Der er hun. Nederdelen. Hun har den på.”
Jeg fulgte hans blik.
Lise.
Mads’ assistent. Hun stod ved vinbordet, skin
