Et Forældrehjerte. En fortælling Tusind tak for al jeres støtte, likes, engagement og kommentarer til mine fortællinger, for abonnementer og et KÆMPE tak for alle donationer – ikke kun fra mig, men også fra mine fem kattevenner. Del endelig fortællinger, du kan lide, på sociale medier – det varmer også et forfatterhjerte! – Hvorfor ser du så mut ud fra morgenstunden? Smil nu, kom, lad os få morgenmad. Manden kom ind i køkkenet og gabte træt – det var endelig weekend. På komfuret syede spejlæg og bacon, og konen skænkede te. Hun lagde det meste af spejlægget på hans tallerken og gav ham brød, – Spis nu, vær så god! – Har jeg gjort noget forkert, Anna? – spurgte Anders venligt. – Det har vi begge gjort, vi har ikke opdraget børnene rigtigt, – Anna satte sig og spiste uden større appetit. – Både datteren og sønnen er nu voksne. Vi ofrede så meget, mens de voksede op, sådan var det jo dengang. Vi støttede dem, men hvem støtter os? Bare en smule opmuntring ville ikke skade. Men de har hele tiden problemer – enten keder de sig, eller så mangler de penge. Både Emilie og Mads brokker sig hele tiden. – Hvor får du det fra? Anders havde slugt spejlægget og bredte smør på et friskt stykke brød og lidt syltetøj ovenpå. – Det er let for dig, men det er jo mig, de skriver det hele til, deres mor. I går ville Mads tage familien med i bowling, og spurgte om penge til lønningsdagen – jeg blev sur og sagde nej. Han blev fornærmet. Inden det ringede Emilie og klagede – hendes sangkarriere kører ikke, så humøret er elendigt. Jo vist, man skal følge sin passion, men man skal også arbejde! Men hun vil gerne leve af at synge, og det lykkes bare ikke. Det er jo ikke alle forundt, snart burde hun se det og finde et rigtigt job! Og de to – de var hinandens bedste venner som børn, nu taler de dårligt sammen! Anna skubbede tallerkenen væk og drak te. – Tag det roligt, skat. Alt finder nok sin plads, kan du ikke huske, vi selv var unge engang? – sagde Anders trøstende, men det hjalp ikke. – Åh Anders, du kan bare snakke. Vi levede nøjsomt, satte pris på det små. Da Mads blev født – hvilken glæde! Barnevognen og sengen fik jeg af min veninde, sparkedragterne fra min søster. Alt var brugt, men det føltes nyt, børn vokser jo hurtigt. Og vi var lykkelige. Da vi købte vores første lille bil, en brugt Mazda, følte vi os rige! Men for vores børn er det som om, man har fejlet, hvis man ikke har været i udlandet. Lærte vi dem virkelig det? – Tiderne er ændret, Anna. Der er flere fristelser, de er unge… vent bare, de indser det nok en dag. – Jeg håber bare ikke, det bliver for sent. De jagter hele tiden succes og glemmer at leve. Jeg bliver helt forstemt, når jeg ser i spejlet – er jeg virkelig blevet mormor, og du morfar… Telefonlyden afbrød deres samtale – det var Mads. – Åh nej, nu er der problemer igen, – Anna tog telefonen, og øjnene blev runde som hun rejste sig. – Anders, tag overtøjet på, Mads er kommet på hospitalet, det var hans værelsesnabo der ringede. – Hvad har der dog hændt? – Anders sprang op og skyndte sig at klæde sig på. – Jeg forstod det ikke helt, men han skar sig slemt i hånden med en vinkelsliber… de prøver at redde hånden – bare det går godt! Åh, bare han dog ikke mister den! Kom nu! De tog tøj på i en hast, ikke unge mere, men heller ikke gamle, forældre med ængstelige øjne. De løb, alt var glemt, på vej mod hospitalet til deres søn… Undervejs ringede Emilie – Mor, jeg kigger forbi til frokost, ok? – Kom bare, datter, vi er nok hjemme igen til den tid, – røg det forpustet ud af Anna, mens hun løb videre mod busstoppestedet… På hospitalet blev de beroliget: Hånden var reddet, men de fik ikke lov at se ham endnu. – Jeg går ingen steder, før vi må ind, – sagde Anna bestemt og satte sig i forhallen, Anders satte sig hos hende. Pludselig kom Emilie løbende ind, slog armene om dem, – Mor, hvorfor ser I så bekymrede ud? Det hele gik godt, Mads blev bare og arbejdede ekstra, han hjalp nogen med bilen. Noget gik galt, og han kom til skade, men alt er syet og ordnet – han kan stadig bevæge fingrene, mor. I ser helt forskrækkede ud, men det gik jo godt! – Hvordan ved du det? – spurgte Anna forpustet. – Jeg skriver tit med Mads og hans kone, Lone. Vi hjælper jo hinanden, hvor der er brug for det? – Vi troede, I slet ikke havde kontakt, hvorfor sagde I ikke noget? – forklarede Anders. – Far, I er så stærke, I kan klare alt – vi gider ikke lægge det hele over på jer. – Jeg troede, I slet ikke interesserede jer for os, – sagde Anna og smilede nu. – Hold op, mor. Jeres generation er bare så seje, vi prøver hele tiden at følge jeres spor – det lykkes bare ikke altid, far, men vi prøver virkelig. Forældrene smilede, bekymringerne var lettet. – Mor, far, jeg ville egentlig fortælle jer: jeg har fået arbejde! Og nu får jeg også lov at synge til arrangementer rundt omkring. Her i børnehaven, og i går sang jeg på plejehjemmet, hvor folk blev så rørte! En ældre dame græd – hendes datter er kendt sanger, men altid ude at rejse, så hun er blevet sat på hjemmet – det er sørgeligt! Så krammede Emilie sine forældre – Vi elsker jer, tro ikke andet… Sygeplejersken gav besked om, de måtte ind til sønnen. Anna var på grådens rand, men Mads sagde roligt, – Mor, ro på – det værste er overstået, I skal ikke bekymre jer. Far, du har jo selv fortalt om dengang, du blev stukket af hvepse i garagen? Og måtte indlægges, nærdøden-skræk. Sådan er livet bare. Når jeg er hjemme, skal I komme og fejre nytår med os, vi ses jo alt for sjældent. Emilie har forresten tænkt sig at præsentere jer for sin kæreste, havde hun fortalt det? På vejen hjem valgte Anna og Anders at gå – de trængte til en lille luftetur. Ikke unge, men heller ikke gamle forældre. Åh, dette forældrehjerte, det vil altid bekymre sig for sine børn. Man tænker tit, at andres børn er som de skal være, og ville så gerne, at ens egne også blev ‘rigtige’, lyttede, gjorde det rigtige. Men børn finder deres egen vej, hvad end den bringer… Vores børn er gode børn, for de er jo vores.

Et forældre-hjerte

Tak for al jeres støtte, likes, engagement og kommentarer til mine fortællinger, tak for abonnementerne, og ikke mindst en KÆMPE tak for alle donationerne fra både mig og mine fem kattevenner.
Del gerne de historier, du kan lide, på sociale medier det betyder meget for forfatteren!

Hvorfor er du så trist her til morgen? Ikke så meget som et lille smil, lad os nu spise morgenmad sammen.

Manden trådte ind i køkkenet mens han strakte sig søvnigt endelig var det weekend.

På komfuret stegte spejlæg med bacon, og konen hældte te op. Hun skubbede hovedparten af æggene over på hans tallerken, lagde også brød ved siden af, Kom, spis nu!

Har jeg gjort noget forkert, Lotte? spurgte Henrik blidt.

Det har vi begge, vi har ikke opdraget vores børn helt rigtigt, svarede Lotte Madsen, mens hun satte sig ved bordet og spiste uden den store appetit.

Vores datter og søn er voksne nu. Vi må have givet afkald på så meget dengang de voksede op, vi gjorde alt for dem, for de tider var ikke lette. Vi har støttet dem altid, men hvem støtter os bare med et venligt ord? Der er altid problemer, de keder sig eller mangler penge. Både Astrid og Mikkel klager hele tiden.

Hvor har du det fra?

Henrik havde allerede spist æggene og var i gang med at smøre smør på et frisk stykke rugbrød, og toppede det med marmelade.

Det er nemt for dig, de skriver jo altid til mig. I går spurgte Mikkel om penge, han ville i bowling med familien, men jeg blev sur og sagde nej. Han blev fornærmet. Astrid ringede også før det, hun er trist, fordi det går dårligt med karrieren som sanger. Altså, jeg forstår godt, at hun elsker at synge, men man må jo også arbejde! Hun drømmer om at leve af sangen, men det fungerer ikke. Sådan er det jo, man må finde et rigtigt job! Og Mikkel og Astrid var engang uadskillelige, nu snakker de jo næsten ikke sammen længere!

Lotte Madsen skubbede den halvkølige æg foran sig og drak lidt te.

Du skal ikke tage det sådan, det skal nok gå, vi var også unge engang. Prøv at huske, sagde Henrik trøstende, men det gjorde bare Lotte endnu mere frustreret.

Ej, Henrik, nu tænker du helt forkert. Vi var tilfredse med det, vi havde! Da Mikkel blev født det var lykke. Barnevognen og sengen fik jeg af en veninde, min søster havde børnetøj liggende fra sin dreng. Alt var brugt, men så godt som nyt, for børn vokser jo hurtigt. Vi var glade alligevel! Og da vi købte vores første Opel Kadett, følte vi os rige. En carport ved huset, vi følte os som konger! Men vores børn hvis ikke de har været i udlandet, synes de livet er spildt. Hvor mon de har det fra? Det har vi da ikke lært dem.

Det er tiden, Lotte. Fristelserne er mange, og de er unge, de skal nok forstå det senere.

Men hvad nu, hvis det bliver for sent, og de spilder livet i jagten på penge og oplevelser, mens tiden flyver, Henrik? Når jeg ser mig i spejlet, tænker jeg er jeg virkelig mormor? Og du bedstefar…

Deres samtale blev afbrudt af telefonen Mikkel ringede.

Nå, så er der nok endnu et eller andet, sagde Lotte og tog telefonen og mens hun lyttede, blev hendes øjne store, og hun sprang op.

Henrik, tag tøj på med det samme, Mikkel er kommet på hospitalet, sagde hans værelsesnabo.

Hvad er der sket? Henrik fløj op og begyndte at tage tøj på.

Jeg forstod det ikke helt, det var noget med en vinkelsliber, skiven gik i stykker og ramte ham på hånden. De prøver at sy hans hånd fast igen åh, hvis bare det går godt, tænk hvis han mister hånden! Vi må skynde os!

De tog hurtigt tøj på, ikke længere unge, men heller ikke gamle forældre, med bekymrede øjne.

De styrtede ud ad døren og hen til hospitalet

Undervejs ringede Astrid: Mor, må jeg komme forbi til frokost?

Kom bare, skat, forhåbentlig er vi hjemme igen, råbte Lotte forpustet, uden at vente på svar, og løb efter Henrik mod bussen

På hospitalet blev de straks beroliget hånden var reddet, men de måtte ikke se Mikkel endnu.

Vi går ingen steder, før vi har set ham, sagde Lotte, og satte sig i forhallen med Henrik tæt på.

Pludselig styrtede Astrid gennem døren og løb dem i møde,

Mor, hvorfor ser I så triste ud? Det er gået godt! Mikkel tog en ekstra vagt i går, han skulle reparere en bil. Noget gik i stykker, og han skar sig, men alt blev syet sammen han kan bevæge fingrene! Mor, I ser helt skræmte ud, det hele gik fint!

Hvordan ved du det? var alt, Lotte fik fremstammet.

Vi snakker sammen hver dag, Mikkel, Lene og jeg. Vi hjælper jo hinanden, det gør vi altså.

Men hvorfor sagde I ikke noget? spurgte Henrik.

Far, I er så stærke, så ordentlige, I klarer alt, så vi vil ikke gøre jer bekymrede, sagde Astrid med et skævt smil. I ser unge ud, vi vil bare give jer lidt ro så I kan leve for jer selv nu.

Tænk, jeg troede ikke I tænkte på os mere, lo Lotte op.

Slet ikke, mor! Jeres generation er virkelig stærk, vi prøver at leve op til jer, selvom det ikke altid lykkes.

Forældrene smilede, ikke længere så urolige.

Mor, far, jeg ville egentlig fortælle, at jeg har fået arbejde. Jeg bliver ofte inviteret til at synge til arrangementer nu. I går sang jeg på plejehjemmet, og de var så glade! En ældre dame græd hendes datter er berømt sangerinde, men hun er altid ude at rejse, så nu bor den gamle alene. Man bliver helt trist.

Pludselig gav Astrid sine forældre et stort kram, Vi elsker jer, brormand og jeg. Det skal I altså vide…

Nu kom sygeplejersken og sagde, de måtte komme kort ind til sønnen. Lotte måtte kæmpe for ikke at græde, men Mikkel sagde roligt,

Mor, ro på det værste er overstået. Far, du snakkede jo engang om, hvordan du blev stukket af hvepse i garagen og måtte på hospitalet. Sådan kan livet bare være. Når jeg er hjemme igen, må I endelig komme forbi til nytår, det er alt for længe siden vi bare har hygget som familie. Astrid har planer om at præsentere sin kæreste for jer, det har hun vist glemt at sige

Hele vejen hjem gik Lotte og Henrik, de trængte til en spadseretur.

De var ikke unge længere, men heller ikke rigtig gamle.

Åh ja, det forældre-hjerte det banker altid for børnene. Man tror altid, at andres børn er nemmere, og ønsker bare at ens egne skal blive de bedste, træffe de rigtige valg, og lytte til forældrenes råd.

Men børnene skal gå deres egen vej og uanset hvordan, så er de vores børn, og de er gode, lige som de er.

Det vigtigste er ikke, hvor mange penge man har eller hvor meget man oplever, men at man holder sammen, støtter hinanden og aldrig glemmer kærligheden i familien.