9. juni
I dag må jeg lige skrive for at lette hjertet. Jeg har nu været gift med Christian i ti år, og vi bor i en lille, hyggelig toværelses lejlighed i Valby. Vi er stadig i gang med at betale lånet af, og vi har begge lidt svært ved for alvor at overveje at få børn. Først vil vi gerne helt på plads økonomisk og praktisk.
Min bror, Mads, bor med sin kone, Gertrud, i en étværelses i Sydhavnen. Mads knokler på to fuldtidsjobs og tjener lidt ekstra på siden. Gertrud er hjemmegående og, for at være helt ærlig, hun føder børn hurtigere, end jeg kan følge med. De har allerede tre børn, hun er gravid med nummer fire, og har allerede nævnt, at hun gerne vil have fem.
De har desuden haft brug for at tage flere forbrugslån vaskemaskine, fjernsyn, og jeg ved ikke hvad. Selvfølgelig hjælper Christian og jeg, nok for tit, med penge eller lidt mad. Gertrud er ikke bleg for bare at forlange hjælp, ikke spørge bare kræve.
Når det bliver for meget, må vi hive dem ned på jorden og sige nej. De bliver altid sure, men efter et par uger banker de på igen og vil låne noget andet.
Her forleden nåede det nye højder: »Nu hvor I ikke har børn, og vi snart har fire, er det jo bare fair, at I giver os jeres lejlighed,« sagde hun helt seriøst.
Jeg gloede på hende: »Hvor skulle vi så bo? Skal vi så flytte ind i jeres étværelses måske?«
»Nej, vi kunne jo bare finde nogle lejere, og så kan I leje noget andet,« svarede hun uden at blinke. Og så spurgte hun ovenikøbet: »Hvornår kan I flytte ud?«
Det brast for mig. »Ved du hvad? Tag en tur på psykiatrisk ud af min lejlighed!«
Så smækkede hun døren, men inden da nåede hun at slynge: »Så smider jeg barnet, og det bliver din skyld.«
Det skete faktisk allerede samme nat, i smug, kun tre måneder henne.
Klokken to om natten stod Mads udenfor vores dør og råbte mig op anklagende. Christian holdt ham rolig, spurgte, hvad der var sket. Jeg fortalte det hele. Christian tømte et koldtvandsglas over Mads hoved et par gange og smed ham så bogstaveligt talt ud.
Siden da har jeg ikke haft nogen bror længere. Det gør ondt at skrive, men sådan er det.
