Børnene kom på besøg og kaldte mig en dårlig husmor. Dagen før min fødselsdag begyndte jeg forberedelserne til festmåltidet. Jeg bad min mand skrælle grøntsager og snitte salater, mens jeg selv stegte kødet og lavede de andre retter. Jeg syntes, jeg havde lavet en skøn, mættende festmenu, som hele min store familie kunne blive glade for. På selve dagen gik min mand og jeg om morgenen i bageren for at købe en stor og – vigtigst af alt – frisk lagkage, som jeg vidste, mine børnebørn ville elske. De første, der ankom til festen, var min søn med svigerdatteren og barnebarnet, efterfulgt af min ældste datter med sine to børn og til sidst min mellemste datter med mand og børn. Alle sad samlet rundt om bordet og klirrede med skeer og gafler. Det så ud til, at alle nød maden, og der var nok til alle. Børnebørnene blev så mætte, at de satte fedtede fingre på tapetet, og de voksne fik snavset dug og tallerkner. Ved teen sagde min ældste datter pludselig til mig: – Du har da ikke serveret ret meget… Vi har spist, og hvad nu? Hendes ord ramte mig. Selvom det blev sagt for sjov, og de andre grinede, følte jeg mig såret. Jeg forsøger faktisk altid at sende lidt med børnene hjem, men det er svært at lave mad op i store portioner, når man kun har små gryder, en lille ovn og ikke har råd til at spendere hele folkepensionen på én fest. – ‘Bare rolig, min dame,’ sagde min mand lavmælt ude i køkkenet, mens vi hentede lagkagen. ‘Når de synes, der ikke er nok, så har det bare smagt ekstra godt. Du kan jo give dem opskrifterne, så kan de selv lave maden, hvis de får tid. Og næste gang må de altså tage lidt med selv – de er mange, og vi er kun to.’

Børnene kom på besøg og kaldte mig en dårlig husmoder.

Dagen inden min fødselsdag begyndte jeg at forberede maden til fejringen. Jeg bad min mand, Henrik, om at skrælle grøntsager og skære salaten, mens jeg selv stegte kødet og lavede de andre retter. Jeg følte, jeg havde lavet et lækkert og velsmagende måltid, klar til at samle hele min store familie. På selve fødselsdagen gik Henrik og jeg om morgenen ned til bageren i Valby for at købe en stor, frisk lagkage, som jeg vidste, mine børnebørn ville elske.

De første gæster var min søn, Mikkel, med sin kone Katrine og deres søn. Kort efter kom min ældste datter, Rikke, med sine to børn, og til sidst min mellemste datter, Lærke, med sin mand og børn. Alle samledes omkring spisebordet, og der blev klirret lystigt med skeer og gafler. Alt så ud til at falde i god jord, og der var mad nok til alle. Børnene spiste så meget, at de satte aftryk af små, fedtede fingre på tapetet, og de voksne formåede at spilde på dugen. Da vi fik kaffe og kage, sagde Rikke:

Du havde nu ikke sat så meget frem på bordet, mor Vi har spist, hvad så?

Hendes ord ramte mig. Selvom de andre grinede af det og tog det som en spøg, blev jeg faktisk lidt såret. Jeg prøver altid at have lidt med til børnene, men det er svært at lave mad til så mange på én gang. Jeg har kun små gryder og en almindelig ovn, og jeg kan ikke bruge hele min folkepension på et enkelt selskab.

Tag det roligt, min ven, sagde Henrik lavmælt til mig ude i køkkenet, mens vi hentede lagkagen, maden var god, så de ville bare have mere. Du kan jo altid give dem opskrifterne, hvis de får lyst så kan de selv gå i gang. Ellers kan de tage noget med næste gang. Der er jo mange af dem, men kun to af os.

Jeg indså, at det ikke handler om, hvor meget der står på bordet, men om at vi samles, taler sammen og deler en stund. Mad er bedst, når vi nyder den i fællesskab. Det vigtigste i livet er sjældent mængden, men samværet og kærligheden.